Den uforbederlige bibliotekar
Niels Jensen Husvennen
Menigmands Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid. Udgivet af N. C. Rom.
Udkom 1873-1901.
Skønlitterært indhold indekseret på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p108811.htm
Udarbejdet af Niels j ensen
—
— -
7 = 3 e * — SER — 5
fer
og Hustlid. .
A (Med 160 Billeder.)
A SR SØNS e g d
Anginet ak N. C. Rom.
——————— RE UE
Aargang 1873--74.
rr ———
Kjøbenhavn. J Kommisſſon hos Voghandler Rudolph Klein. Trukt van eldgiverens Forlag hos J. B. Schultz.
2 2 At HAMSER
bu
*.
—
r
Indholdsfortegnelſe.
(Hvad der ikke er forſynet med Navn eller Marke, er af eller ved Udgiveren).
Fortællinger. 5 Side. Pram Larſens Træl, FALDE A. Thyre⸗ ee „22, 30, 38, 46. Ned 1 (Th. Be. 2 14. Wbletreet og Cgetræet, af Vilh. D. 17. Beens Hallig Hother Tolderlund V EDER SR 35. Gjenfærdet. En rigtig Spogelſehiſtorie 41. To Fortællinger om Trofaſthed, af Bendix Hanſen: I. Det tredie Spørgsmaal .. 50, 57. II. Svend og Marie ... 66, 73, 86. Hvorfor Spaniens Regjering ikke duer,
F Düm as RIGER Plong BOR SNIE 251. Baaffemorgen .....000000410804, 212. Livets Slot, af Edouard 1 onen 9 Perrho, af Fr. W. Horn Glycerin e 219. „89, 1 71 385, 393. Kong Chriſtian den Niende, af u. 332 Juleſtjernen, af e mw TØ Lommeuhrstilvirkningen i Jura. 235 233. JIver Smed, Scan ene en 122 Ruinerne af Kolding ide, 5 K. 8. SE Ogſaa en Fortælling om trofa ærz 9 Wgyptiſte Begravelſesſkikke, a . fig bed, ved A. Th. J.... 76% 110 Fra Naturen og Folkelivet. Ae hals a C, SS 236. Bonden og Fagtemeſteren, af F. M. . 118. Rejſeminder fra et Ophold i Norge, Sig En Sfærgaardshiftorie, af Richardt Fra Alperne e Er! 8 242. Guß sie SPSK EDT 130, 137. . Fiſteri, af Villumſen. 4. eee, re] Rasmusſen Hittebarnet, af Knud Skytte 145, 153, 161. Fra Hollan?̃ß;ſd;d; SES AD RER 11. Sokilde: Den hemmelighedsfulde Maler, ved A. 55 5 paa Ama ger 13. I. Træt af Hoveriet ved Aarhun⸗ 7% ͤ ͤ VV i neee ne ED] NE He Te Chard dredets Begyndelje........... 245. „Lille Karen“, af Frans Hedberg De danſte Folfenavne, af Pauline II. Om Rakkerfolket i Danmark. .. 330. 169, 177, 190. Wor f, TE 25% BER Lavine r REED: „ gesper o 172. Xfeldriverne i Kairo, ved C. T. R.. 28. Kaninavl i Udlandet 1 263. Vore Fedres Guder, ved Fr. Winkel Hoſtmaader i Skandinavien 29. Et Jerubanetog for et halvt Aarhün⸗ Horn 185, 193, 209, 217, 241, 243, Paa Jernbanen for 39 Aar ſiden ... . 42. drede ſide n 1 249, 261, 281, 989, 345, 371, 397. Norſte Skier. e Damppleinin z ERR EDE 267. En klo Kone, af Vendir Sanjen . 195 NERRBØ SDS loan rere ST TEEL GE . . . 45. Om de ny Penge, af A Jakobfen 269, 277. »Ridepiſten, af Hother Tolderlund Kong Frederik den Spyvendes Rytter⸗ Den gamle Vallemanndd 275. 198, 201, 214, 221. r 51. Det norſte Fladbroddd 279. Enkens Karl, af H. Los ſerup (Bx. H. ) 205. Beſog i en Nitroglycerin- og Dynamit⸗ Smiths Dampplejningsmaſtine. 4 280. Paradiſets Roſe, et Sagan TE ar, HE TEE TREEREN 53. Menneffeæderne paa Ny-Seland ..... 283. Fra Studerekammeret til Verkſtedet, af Rensdyrjagt i Norge, efter P. C. Sundhedspleje, af Diſtriktslege e e SR ETE eBLE ST 230. DE NKT IS JESS DET BIER 58, 76.] Schjodt: Et godt Raad, af Bendir Hanſen, 238. Fra Hede n een . Bell ngen 287, 293. 302. Lille DAS en e af, Alperoſen, ved C. T. R.... 65. II. Hudens Renholdelſe ...... . . 325. PFC 247. Hobjergning paa Alperne 69. Turiſterne i Norge, fra Svenft af e af Robert Scha 254. Hvaler i Oreſund, af a n 76. H- Id. 290. En Begravelſe, af Bendix Hanſen Optrin i Kirken i gamle Dage, af En ſort Gavt rn . 294. 257, 270. AJ RES RUSEN I SLÆNSE STALD afg St. Bembarbs hunden. e 299. Spogeri og Bryderi, af Knud Skytte „Fonen“ i Alperne 87. Den nye Mont . . 300, 308. 265, 273. Om Inſekternes Muſtelkraft, ved Tamme Rensdy⸗ rn 307. Mordet i Gjelſted Bakke, af S. Jor⸗ r TP TERESE 5 SENE . Fra Guldkyſten, af A. Th. J. 315, 324, 332. Per 37- 0) er ÆLESERN DD 297, 305. Om Naturdriften, ved A. Th. J. 99. Lidt om Kulturplanter og ſtadelige S En egen Slags Hoveritjeneſte, ved A. Sladefart ved Juletid i Norge, af af Toepfer . Z)) ͤ SIS BØRSER EL SANS 310. H. C. A. Hovmøller.........- 101. Bigdle nn 328. Big af R N... 313. Fra det yderſte Nord, ved A. J. 109, 117. Fra en lille Udflugt, af Jens Stytte 3430 Kampen ved Brøns, af Bendir auf en 317. De ægyptiffe Oldtibs⸗Mindesmarker, Bahierne 343 —Mistenkt, af Zacharias Nielſen, 77 SEER ED MOLE ASE ARE 124. Fra Færøerne, af K. N 346. 321, 329, 339. Husmanden og Mggene 3 126. Om Island og Islanderne, ag 5 Om Dannebrog, af Toepfer 334. Kampegres paa de ae Ideen „363. Skydskarren, af Bendir Hanſen. . . 337. Stepper, ved E S... „Heſtene paa den rusſiſke Steppe 88 357. Roſenbuſken, af Wilh. SS.... 350. * af Livet i Gronland: Kaninernes Behandlin g. 9. ; ; C6 140. Skomaſtiner 8 1 Blodgildet i Roskilde, ved Fr. L.. ... 355. II dekjorſel 157. N 79 „ Tosſe⸗Pers Lykte, af Kuud Skytte „ Hundekierſel ll e horne SETS SR 379. 0 ykke, ry III. Kajakfart og Sælfangft .... 171. Det norſte „Stabbur .. 5 . 380. 361, 369, 377. IV. Naar Skibet kommer 197. Lyſende Skarnbasſerr 387. En flink lille Dreng, af n. n... 367. V. Om Gronlandshvalen og De bedſte Kaninarter 88 Sagn om Havanna ved C. T. R. . . 367. dens Fangſ tt. KAGER 53 253. En Husmandsſkole 5 . 390. Svinehyrden, et Eventyr 373. En underlig Nationaldrag e 142. Brandvaſenet i New Pork... 395. En S 8 „ Jaodebyen i Prag, af R. NN. . . 143. Lidt om 5 9 1 . MØ 33535 8 . i Zürich, af Anton Deen DER s 148 Kaninhold, af R. Nielſen 401. ielſen ES EEEEEEEEEES 1. Lidt om Skarnbasſer, af Arthur Fed⸗ Egetræt..:.:::... 5 401.
Legetsjs⸗Lars, af Bertram 399.
Digte.
Side. Den frie Haand, af Mads Hanſen 2. Overraſkelſe, af Chr. Richard 9 Fiſkerbaaden, af J. C. Nielſen 37.
Den 15de November, af Ben dir Hanfen n 49. Lige for Lige, af P. H. S. 112.
Nutiden, af Zacharias Nielſen. . . 113. Under Linden, af P. H. Sonderkoge 121. Hundehvalpene, af Chr. xd 129. Kirken paa m af Zacharias Nielſen 218
‚—ͤ— U *
å Kong Salt og Islændingen, af C. 62.
eren 2 . 155.
Hiſtoriſtk Notits om Blindeundervis⸗
ningen og et Beſog i det kgl.
Blindeinſtitut i Kjøbenhavn, af J.
Molden ha wer . 158, 164. Kauinal fk RSS REDE D] 168. Om Sangens Magt, af Mads 9 1195 Frugttreers Podnin . 179 d RET ETS SET GSK 181. e GETS EDER FASER 188. Den førfte og den fidfte Pros 189. En Landsby i Schweitz 8 203. Skojtebaadeneneen n 233 205.
Gravhvælvingerne ved piazza Barberini, af N. P. Wiwel 0
Oxebremſeen 0000
Side.
* — zille; Side. Side. Billeder. PValkyrierne 3 . y 194. En Landsbykunſtne nr 79. | Side. Skibet kommer „„ 197. Mod Julen *** 88. Ornen og Gemſen 4. Gade i Schwinn 201. Kurſus i Husflidsgjerning for Lærere Dreſund e •—9—* .. 5 En Skejtebannd e 205 og Lererin der Sberdaſkelſ ee 9, Stamping af Vadmel 3 208. Husfliden paa Veſtkyſten af Sonder⸗ Torvebaad i Holland 12. riss SDN myg IL JN , SØN SEES LOL DAL SEER 95. Et Amagergilde, af Exner 13. | Han er opſtanden SØGER 213. Uldbinderiet i Hammerum Herred. ... 102. Jaus Han ee . . 217. || Fordelene ved en udbredt Husflid ... . 111. Nationaldragt paa Fans 21. Kong Chriſtian den Niende 220. Danſt Husflidsſelſfauũu n 119. En Sverdfiſt usus drive 24. Koldinghus Slotsruiner 73 228. Pakturv oo e 128. 2 ſeldriverne i Kairo 28. En agyptiſt Vegravelſe r Ll be nee 134. J Hallingdal... eee 29. Slangebeſvergere nn . . 237. Danſt Husflidsſelfkabi 144. Stagede Jeg („Stor“) 2 Billeder .. 30. Maſkine til Knytning af Fiſtenet Den kvindelige Husflids Verdi 151. Stillads til Tørring af Neg (Hesjer). 30. (2 Billeder) ). e 2 240. En lille Ting. 176. Been og hans Kone drikle e e eee, 241. To flittige Kvinde r 183. Been drikker alene * eee a Norge SE SSD URERS 244. „Amerikanſt .. 184. Tiſkerbaaden IE Tear re ere Re 37. Audun med Bjørnen hos Kong Harald 252. Hvad Svelſen gjoer 199. i Et treffende Slag g 40. Paa Jagt efter Gronlandshvaler 253. Enkens Karl e 205. 5 Sfifærd i Oldtide n 44. Begravelſes gilde. . 257. At ſtampe Vad mel. 207. En Lasokvinde i Hojtidsdragt . 45. Lavinens Sdeleggelſee r 260. Dauſk Husflidsſelſ abn. 208 Kong Frederik den Syvendes Rytterftøtte 52. Det forſte paatenkte Jernbanetog . .. . 264. Husflid i Skolen 224 Nensd hr e eee 0.0 Fowlers Dampplob 267. Fiſtegarns⸗Kuyttemaſkine .. . 239 : Faarehyrde paa Heden, af Vermehren. 61 Smiths Dampplojningsmaſkine 267. Husflidskurſuns ss 256 e SE ERE ARNE 5. Fowlers Dampplejningsmafkine... .. 268. Skraatobaksdaaſe ss. 0 256 Hobjergeren paa Alperne 69. Dampplejning paa Marlen 268. Weichſelroret . e ee 272 n Oval ** opp 76 Tyve⸗Kroneſtykker 269. En norſt Gaardſmedjie . 288 Rensdyr jag . (En grov Spez 273. Kurſus i Husflid e.... 295. Billeder til „Livets Slot“: Hvile pan Bjergſtie n. 276. Udſtaarne Fotograftrammer 296. J Havbugten ved Neapel. 81. Ny⸗Selandſt Krigsdannss 284. Ikke ſtamme fig ved Arbejdet . 303. Bedſtemoder * 82. Ny⸗Selandſt Hovding og Kone 285. || Trævæveri i Bohmen . 320. Elſkelig og Bedſtemoder 82. Paa en Skhydsſtation i Norge 292. Alſidighed 5. Us UND TERRA (od 336. 8 Skovens og Bandets Fe ...... 84. Udſkaarne Fotograftrammer (2 Billeder) 296. Saxeſmedning g . 344. J Kloften 957577 90. | Bary frelſer et Barn 300. Af Husmands bogen. 359. Elſtelig og Tyren 91. Den ny Mont med 6. Billeder . 300, 309. En jydſt Belgemager, af J. C.. 368. J Fru Paddes Slot 92. Rensdyrskjerſelllll.... 308. Tilvirkning af Stole 375. Elſtelig pan Isflagenn 94. Ved Pra Floden e BAG: Saararbe e 383 Elſtelig pan Have. 100.] Fantee Hus. 317. Legetejs lars eee e 399 eie are ERNE AS 101. Aſchanti Kriger . 324. Juleſtjernen, tegnet af F. d.. 97, Fanti Soldater. 325. Den lille Smed, do. do 105 Jer ee eee 332. Bognuyt. Sognefogden i Knibe, do. do. 108. Torvekoner ved „Cape Coaſt Caſtle“ . 333. tar 7 Ban Ishavet ..... MEAD SAS RRS PAR NEL LE 109. Stydsfærren.… 41 15. 337. Jolkelcs nin . Værten og Gjæften .….… e 112. Et ſlemt Rejſeuheld LL 398. Danſk Landboti denden re i En uſikker Stilling, tegnet af F. $… 116. Kcmpeſtenen paa Tirslund Hede .. 341. Puemandsbogen 8 . HNG i Jægeren og Isbjorneenn VVV 345 Blandt Bønder DD NEGER Ada ye 40 | Under Linden Win MEAN OD ENS 121, Shorshatg.å Lassen LUNE (0 La 348. Nordiſte Billede r 40. Kren n e en 125. Abſalon ved Knuds Lig 356. e e ee 0 . 122 Kokinkina Hons auſke Hans ... . 127. Heſtene paa den rusſiſte Steppe. 357 || Alvor og Gammen. ? e e 171 5 see 2365 1255 se paa den rusſiſte Steppe... 304. Nordiſt Husſlids⸗Tidende DLL. 128. Å Kjerſel med Stude gjennem Kaempegras Rehkjavit 255 j a 5 F 364. Danmark Far... SE ss 128. 1 r 133. Islandſk Huus „ || Fortællinger af Beatus Dod. 128 5 i Af . Islaudſk Hus . „ e 365. K il. f SUSER e ee 184. Jelandſt Praegad 2.221 222L2. 885, Pig aſtrerede Almanak for 15 , DRESDENS SEE 440 ST CTR ERE 4 K ADR 872. KAGER TS pre i 5 Grenlandere i deres Vinterbolig ... . 141. Dun 3 e ee 755 Danft Landbotidende ee 152 Kvindedragter fra Spdſlesvi 142. Svinehyrden LL LDL NI NN 378. Feat SMinbeteane . e 162 En Dykkers Udruftning. .......…..... 144. Det indiffe Nashorn 380 beginn ONES 152 : Dykkere berede fig til at gaa under „Stabbur“ i Norge A 117881, | ut illuſtreret ugeblad sr 08 ; SU de Eur BASERNE SEE KEE 148 Lyſende Skarnbasſer .. e 388. Folkelesning „% 160 N Dytfevarbejde paa Havbunden . 149. Kaninrace .... 389, | Samling af, Veſtemmelſer vedrerende Hellige Torbiſter nedgrave deres Æg . 156. Brandvasnet i New Hork . 396. Sognekommunernes Styrelſe paa 8 e be i en 2 85 1 85 15 ende ee eee 397 ene did Billeder af Julie Heins. 5 5 2 et Kongelige Blindeinſtitut i Kjoben— 0 0 . . D i hl . 0 77 engen eee ene 164. Ebetrwer .. ..... 402, 403. Folkets Almanak for 1875, af G. A. Arbejdende Blinden 165. —— Thuregod . eee eee 383. Arbejdende blind Skomager. i 5 SEA Fra Herregaard og Landsbk b 383 Arbejdende blind Kurvemager. Folgeblad med 15 Tegninger til Pile⸗ Arbejdende blind Sypige. dyrkning og Kurvefletning. Gaader É En Kajakmannddd . 172. Eg i En Gronlender paa Sælfangft t.. 173. 80, 96, 104, 112, 120, 128, 136, 144. Jesper Vandhelds Forfeerdelſe .. 174. øflid Frugttraers Podning (8 Billeder) ... . 180. Hu 7 Blandin er Raven paa Lur. . TE REE 181. |" Arbejdets Velſignelſe 75 ger. Amerikanſk Husffliddn . 184. Til Efterfolgelſ ser...2.. 7. Side: 8, 16, 24, 32, 40, 48, 56, 64, 72, Elbbroen ved Hamborg ... 188. En Hedersm and 24. 80, 96, 104, 120, 128, 136, 144, Den forſte Ploy .. 555 189. Strikning paa flere Maader 47. 152, 160, 168, 184, 248, 264, 280, Plejende Wgypter . didtag ten 54. 304, 312, 320, 328, 336, 344, 360, Hornbys Plov .. C 189. Sakkevcvnin ggg . 64. 376, 383, 391. J77CCCCTTTT LEE 193. Fra Sonderjylland 71 3
— ——ů—
n
2 9
e
l
N 4 SER
8
for Morfhabslæsning, Oplysning og Yug flid.
Adgiuet af
Nr. 1.
N. C. Rom.
5. Oktober 1823.
Indhold. Forord, — Den fri Haand, Digt af Mads Hanſen. — Anders Larſens Tral, Fortælling af C. A. Thyregod. — Fra Alperne, med Billede. — Ejendommeligt Fiſkeri, med Billede. — Husflid. — Bognyt. — Smaatrak af Dyrelivet. —
Brevvexling.
Forord.
ÅR
J Forhold til de mange Sjem i vort Land ere de beſtaaende bedre Billedblade kun meget lidt ud⸗ bredte. De billigſte illuſtrerede Ugeblade have fundet meſt Indgang blandt Menigmand, men Indholdet er ofteſt valgt med ſaare lidet Henſyn til den jævne Borgers eller Landboers Tarv og Forhold, og lader
baade med Henſyn til Tert og Billeder ofte meget til⸗
bage at ønffe.
Det er Prisbilligheden, ingenlunde Godheden, ſom ſkaffer faadanne Blade Indgang; men kunde det lykkes at forene de gode illuftrerede Blades Fortrin med den billige Pris, og derved byde Folkets ſtore Masſe en efter den jævne Mands Tarv og Smag afpasſet fund og god underholdende illuſtreret Folkelesning, da turde et ſaadant Foretagende være baade betimeligt og nyttigt.
Det er et Forſog paa at loſe denne Opgave, ſom herved fremkommer.
Et godt Billedblad er ſom en fjær meddelſom og vidtberejſt Ven; hans Ankomſt vælter altid Glæde i Hjemmet. Men det er de mangfoldige jævne Hjem paa Landet og i Kjobſtederne, ſtore og ſmaa, ſom fvæve for Tanken nu, da nærværende Billedblad begynder at udgaa, og ſom det haaber at blive en underholdende og belærende Ven for.
J mange af disſe Hjem findes baade Leſelyſt og Videlyſt; men der kommer ſjeldent jævnlig Forſyning af god Læsning, ſom i Form og Indhold formaar at tilfredsſtille Trangen. 8
J neſten alle Huſe forekomme mange Fri⸗ timer hele Aaret igjennem paa Helligdagene og jærlig om Vinteren paa Landet paa de lange Aftener. kommer Kjedſomhed, hvorved mangen en daarlig Zidsfordriv fremkaldes og trives.
Ligeſom min Virken for Husflidens Fremme har fit Üdſpring fra Onſket om, at ret Mange af egen Erfaring maa kunne lære, hvilken Tilfreds⸗ ſtillelſe, ja Velſignelſe, det er at kunne ombytte en kjedelig Driven eller tankelos og daarlig Tidsfordriv med lidt Fritidsſysſel, ſaaledes er Tanken om dette Ugeblad fremgaaet af Overbevisningen om, at det vil kunne bidrage ſerdeles meget til en god An⸗ vendel ſe af mangen en Fritime.
Det er mit Haab, at Mangfoldige ville holde Bladet og glæde fig ved det for Billedernes og Morſkabslesningens Skyld, og at det ſaa⸗ ledes af denne Grund maa vinde en meget ſtor Ud⸗ bredelſe i Folket. Naar Husvennen da jævnlig med⸗ deler belærende Smaaartikler, ſkrevne i et letfatteligt og underholdende Sprog, ſamt fordringsloſe Smaa⸗ ſtykker om Haveveſen, Husflid og Haandarbejde, nu og da ledſagede af oplyſende Tegninger, da ville ſaa⸗ danne Smaaſtykker, ſom gjerne ville blive læfte, og læjte af Tuſinder, kunne gavne langt mere end de bedſte længere Afhandlinger i egentlige Fagſkrifter, der i
| Reglen kun ſe ſig i Stand til at ſamle fan Holdere 2 blandt Menigmand, for hvem mangen deri meddelt "
Oplysning dog kunde have megen Betydning. For at naa Maalet forudjættes en meget ſtor Udbredelſe af Bladet, men jeg haaber, at det ved ſin
Af Mangel paa tiltrakkende Sysſel frem⸗
Billighed vil vide at finde Indgang og ved et godt Indhold vil formaa at bevare ſin Plads. Formatet er afpasſet ſaaledes, at Bladet kan indbindes, og mod en Udgift af 2 Mk. 8 f. om Fjerdingaaret ville Hol derne ved Aarets Slutning være i Beſiddelſe af en prægtig ſtor Bog med faa megen interesſant Morſkabs⸗ læsning, ſom vil ſpare til 1000 almindelige Bogſider, og med over 100 Billeder, hvoraf forhaabentlig mange ville være fortrinlige.
Foruden Fortællinger og Digte: af Nor⸗ dens bedſte Forfattere og Overſcttelſer af for⸗ trinlige Fortællinger fra fremmede Sprog, vil Hus⸗ vennen jævnlig bringe Billeder og Skildringer fra Nordens Hiſtorie, Natur og Folkeliv. Af og til vil der blive meddelt Fortællinger fra det virke⸗ lige Liv, om hvorledes mangt et nordiſk Fattig⸗
mands-Barn har formaaet at udvikle fin natur | lige Begavelſe, og gjennem Kamp og Stræben at hæve fig paa Haandveerrkets og Induſtriens, Viden⸗ fſkabens eller Kunſtens Omraade, til at blive fin Stands
Heder, ja Fædrelandets Pryd. Jervnligt, ifær om Vinteren, vil Bladet meddele et og andet lille fordrings⸗ løft Styffe om Husflid og Haandarbejde, ſom mulig kunde give en og anden Læjer Lyſt til at for- ſoge ſig. Desuden vil Bladet ſtadigt bringe Anmel⸗ delſe af udkomne Bøger til Lesning for Folket, Smaa⸗ notitſer og læfeværdige mindre Skildringer fra Videnſkabens og Kunſtens og Induſtriens og Agerbrugets Omraade, forſaavidt de kunde være underholdende eller nyttige for Menigmand, ſamt interesſante Smaameddelelſer fra Dagspresſen, An ekdoter, morſomme Smaabilleder, Gaader og andet Nips til Tidskort.
Et ſaadant Blad vil, ſom man ſer, paa en heldig Maade kunne afkorte, og give god Anvendelſe for, mangen en kjedelig Aftentime paa Landet, baade for Unge og Gamle. Enhver Familiefader vil med Tryghed kunne byde Børnene en ſaadan Læsning, og enhver Husbond, hvem Tyendets Anvendelſe af Fritiden iffe er en ganſke lige⸗ gyldig Sag, vil kunne gavne og glæde fin Hus⸗ ſtand meget ved at fremlægge Bladet i Folkeſtuen. Da det efterhaanden vil meddele meget godt og ſmukt, og give mangt et Vink til en god og fornøjelig An⸗ vendelſe af Fritiden, vil Bladet forhaabentlig viſe fig ſom en ſand Husven, hvis underholdende og be— lærende Omgang man ikke vil fortryde
Üdgiveren.
——
Den fri Haand.
Sfær mig en Fløjte, læg Strengen tilrette pan Harpen, dan mig det ſmidige Jern til et Spyd, til en Klinge, rift mig en Rune paa Stangen, der bærer mit Flag! Loft Dig, Du fribaarne Haand, og ryſt Stovlaget af Dig! Det er ej Daad kun at rode i Sølvdynger mugne
eller at bøje Livsnydelſens bugnende Gren.
Drag mig en Fure paa Marken, hvor Saden fan trives, Rugen og Byggen gro op ved den blomſtrende Kløver, plant mig en Roſe i Haven, om Engen en Hak!
Det er ej Daad kun at fole de livsvarme Pulſe
eller at tage et Bad i Blodladenheds Bakken —
Livet er mere end Leg, det er Alvor og Kamp.
Det er kun Tralle, der træge til Arbejdet ganger; fribaaren Haand tager fat paa fin Gjerning og. føler, Arbejdet er en Velſignelſe, givet af Gud.
Kan Du det gribe med Lyft, ſvinge Plejlen og Leen let ſom i Danſen den vene, lyshaarede Pige,
kun for at tjene Din Gud og Dit Fadreneland,
Saa maa Du hvile Dig her hos den dejligſte Kvinde: Danmark, den unge, den ſtolte, den herlige Skjoldmo, under den blusſende Kind, i den bolgende Lok;
jaa maa Du gribe den Griffel, ſom Saga Dig raeker, riſte en Drapa for Frihed, for Adel, for Wre — vinke med Palmegren hisſet for Livskongens Stol.
Mads Hanſen.
Anders Larſens Trel. Forfælling af C. A. Thyregod.
ä
Det er Midnat. Men i Anders Larſens Hus er der endnu Uro. Fra Stuens tvende Alkoveſenge høres Sovendes Aandedreet, medens fire Mandsperſoner ſidde lysvaagne omkring Bordet henne under Vinduet. Der er Anders Larſens egen bredſkuldrede Skikkelſe, og der er hans lille tykke Nabo, Jens Lund, og der er Sogne⸗ fogden, hvis lange, lige Næje gjør ham letkjendelig blandt Alle. Hovedperſonen iblandt de Fire ſynes dog at være en ſyttenaarig Knos, der, trængt helt op i Krogen bag Bordhjornet og indelukket af de tre Mænd, er Gjenſtand for deres fleſte Ord og Blikke. Mendene have Krus og Glas med Ol og Brandevin for ſig; men Bnglingen faar Intet af Sligt. Dertil maa vel være Grunde, ſom ogſaa til at hans Laber ere blege og bæve, og at hans ſmukke Drengeanſigt er faa hvidt ſom den kalkede Mur, han ftøtter fit Hoved op til.
„Nu Ole!“ ſiger Anders Larſen. „Fortel os nu det Hele!“ i i
„Jeg har jo fortalt det”, figer Knoſen ydmygt.
kunde vi vel faa Sedlen byttet undervejs.
„Sognefogden har ikke hørt det“, ſparer Anders, „og desuden — ffal jeg ikke have Andet for mine Penge end en Løgn, fan kan jeg da vel forlange at fan Lognen at høre mere end en Gang.“
Disſe Ord bleve fremførte i en ærgerlig drillende Tone, men nu tog Sognefogden Ordet og ſagde med Værdighed: „Nej, Ole! Fortæl os heller Sandheden, om den er aldrig jaa gal! rlighed varer lengſt.“
„Det er Sandheden, ſom jeg har fortalt”, ſagde
Drengen, idet han nermeſt henvendte fine Ord til Sognefogden. „Jeg ffulde træffe til Hobro med de graa Stude, ſom Anders havde ſolgt, og jeg maatte ikke give dem fra mig, for jeg fif Pengene. De ſkulde koſte 47 Daler. Kjoberen fandt jeg godt nok hos Veerrtshusholder Anderſen, hvor jeg ſkulde modes med ham. Penge havde han ogſaa, men kun en Halv⸗ hundreddalerſeddel. Jeg havde juſt ſaa mange Penge, at jeg kunde give ham igjen, og ſaa fik jeg Sedlen.“
„Den kunde han ſagtens faaet byttet i Hobro”, ſagde En af Mændene.
„Ja; men da jeg kunde give igjen, behøvedes det jo ikke. Nu, jeg gav mig paa Hjemvejen, lidt for Middag, for jeg var kommen tidligt til Byen, da jeg havde trekket hele Natten. Det var meget varmt, og da jeg kom igjennem Doſtrup Molle, kom jeg til en lille Vogn med et Par magre Heſte for, der kjorte langſomt op ad Mallebakken. Der var en aldrende Mand og en ung Karl paa Vognen. Jeg bad om Lov til at age med, og Manden ſagde: „det kunne vi ſnakke om, naar vi komme ovenfor Bakken.“ Baade han og
Karlen gjorde Nar ad mine Stunthoſer, ſom de kaldte
Springtriller; jeg ſagde, at jeg nok holdt af at gaa barfodet i varmt Veir, ſkjondt det ikke var jaa rart derop ad den gruſede Bakke. Saa viſte Manden mig en Pibe med ſolvbeſlaaet Merſkumshoved og ſpurgte, om jeg ikke vilde kjobe den. Den fkulde koſte 4 Rd. Jeg fan nok, at den omtrent kunde være faa meget værd; men det var jo ikke Pibetoj for mig, og jeg vilde ikke indlade mig paa Handelen. Han presſede mig for, at jeg ſkulde gjøre et Bud, og jaa bød jeg
en Specie. Forſt ſpurgte Manden mig, om jeg var
gal, eller om jeg troede, han havde ſtjaalet Piben. Han lod endogſaa, ſom han vilde ſlaa mig med Piſken. Men tilſidſt ſagde han: „Ja kom faa med Specien.“ Jeg ſagde, at jeg havde ingen Specie, men bare en Halohundreddalerſeddel; men hvis jeg maatte kjore med, „Jeg kan bytte den“, ſagde han. „Lad mig ſe, om den ikke er falſk!“ Vi vare nu oppe paa Bakkekammen, han lod Vognen holde og gav Piſk og Tomme til Karlen, medens jeg rakte ham Sedlen; men i det Samme ſpang Karlen med Piſken, fan Heſtene fore afſted i fuldt Firſpring. Jeg rendte jo bagefter jaa ſteerkt jeg kunde; men deroppe paa Heden var ingen Folk, jeg kunde falde til Hjcelp. J Dalen ved Hovgaard kom
9
Vognen mig afſyne, og i Rørbæf kunde jeg ikke faa at vide, ad hviken Kant Vognen var kjort ud af Byen. De Folk i Rørbæk, ſom havde jet Vognen, havde heller ikke kjendt Folkene. Saa gik jeg derfra ud paa Heden, hvor jeg ſatte mig og græd, og førft da det var Aften, ſtod jeg op og gik videre; men jeg turde ikke komme her hjem, og jaa gik jeg hjem til min Moder og blev hos hende til i Aften.“
„Og da kom Jens Lund og jeg for at hente ham“, ſagde Anders, „for jeg var jo urolig for Pengene. Og i ſin Moders Paahor og ſiden undervejs fortalte han os ſamme Kronike, ſom vi nu have hort. Men Løgn er det da. Troer du ikke, Sognefoged?“
„Det er ikke godt at ſige“, lød Svaret. „Har Du meerket nogen Utroſkab hos ham før?”
„Nei; men han har jo kun været her i fem eller ſex Uger.“
„Er han dum?“
„Dum! Nej, han er ſku klog nok — næften for
klog ſommetider — han fan regne og ffrive og læfe,
jaa er det en Lyſt.“
„Saa huer det mig ikke“, ſagde Sognefogden, „for er det Sandhed, har han baaret ſig dumt ad, og er det en Logn, er den ikke daarligt ſammenſat.“
„Det ſynes jeg med“, ſagde Anders; „men naar jeg bare havde Pengene, fif Reſten at ſtaa ved fit Værd.” ; „Horer Du det, Ole!“ ſagde Jens Lund. „Din Husbond vil vere faa naadig at lade Dig flippe. for Straf, naar Du vil bekjende Sandheden og fkaffe Pengene.“ ;
„Jeg har bekjendt Sandheden”, ſagde Knøjen, „og jeg vil gjøre Alt, hvad jeg kan, for at fkaffe Pengene.“
„Ja, nu har vi nok af den Snak“, mente Anders. „Herredsfogden vil maaſke faa ham til at huffe fig om. Hans Moder maa vi ogſaa have ſat faſt, for hun har jo ſagtens heelet med ham. ud og ſpeende for Vognen, Sognefoged?“
Ole tog til at hulke lydeligt. J det Samme tog det blaateernede Omheeng for den ene Alkoveſeng til at ryſte heftigt, og fra Sengen ſprang et halvnogent Pigebarn ud paa Gulvet med det Udraab: „Fader! Du maa ikke gjøre Ondt! Hører Du! O, lad det være! Lad det være! Lad det være!”
Den lille hvide Pige med det ſorte Krushaar ſtod '
der med oploftede Sænder ſom en advarende Aand. De to fremmede Mænd bleve lidt underligt tilmode ved Synet; men Anders ſagde: „Hold Din Mund, Tos! og gaa i Seng! Hører Du, lille Karen! Vær nu fornuftig.“ Dog Pigen bad ſtedſe mere lydeligt og indtren⸗ gende fin Fader at „lade være at gjøre Ondt.“ (Fortſettes.)
Skal jeg gaa
i r i 5 * 0 8 2 Å * — — — ———— ————.ꝙ——ů———ß—ꝛĩꝛð̃1.- ̃ꝗùꝙ ̃⁵² ²ꝗ . 0 ⁰PUꝗU-⁊ RER STENEN r i RK — — . ͤ—u— ——
c
Fra Alperne.
Slettens Beboere have ondt ved at fatte Bjerg⸗ landenes megtige Natur og det Liv, der rorer ſig mellem de ſonderrevne, vilde og ode Fjelde Det er navnlig Gemſen, der nu og da opliver disſe lige ſaa ophojede og ſtjonne ſom farlige Egne, og det er iſcer dette Dyr, ſom bringer Menneſket til at trodſe Af⸗ grundens Redsler og til at udjætte fig for uſigelig Moje ſom Jæger. Gemſen, der regnes til Antilope⸗ flægten, men mere ligner Geden, er nemlig et over⸗ ordentlig ffy Dyr, ſom i Hurtighed og Snuhed ſoger fin Lige. De hojeſte Toppe og utilgengeligſte Steder paa Alperne er deres kjereſte Tumleplads, og her ſpringe de med en utrolig Sikkerhed og Kraft fra Klippe til Klippe ög ud over Afgrundene. At kappes
med dette Dyr i Kraft, Snuhed og Beheendighed og at have nedlagt mange Gemſer er derfor en Are, ſom mangen Jæger i Tyrol og Schweiz ſtadigt er beredt til at fætte fit Liv i Vove for; det ſmukke Dyr bliver derfor ſjeldnere og ſjceldnere, iſcr da det, næft Men⸗ neſket, har fin værfte Fjende i Bjergenes Konge, den mægtige Orn. Ligeſom Bukkene, naar de ere bragte i yderſte Knibe af Jageren, driſtigt vende Hornene til og ſoge at ſtode ham ned ad Fjeldſiderne, ſaaledes forſvarer Hunnen ofte fit Kid mod den frygtelige Orn, naar den ſuſende ſtyrter ned over ſit Bytte. Det er et ſaadant Ojeblik, ſom Tegneren har fremſtillet paa dette Billede, hvor Gemſen lige har faaet Tid til at dekke Kiddet mellem fine Forben, og forfærdet, men med [hævet Hoved, ſtaar beredt til at fæmpe paa Liv ogtDød med fin Arvefjende om fit Uffom,
Ørnen og Gemsen.
Ejendommeligt Fifkeri.
Der er viſt ikke mange af vore Leſere, ſom have været pan Kronborg, det deilige ærværdige Kron⸗ borg, med fine Sagn og Minder, eller har nydt den prægtige Udfigt fra dets Taarne over Oreſund med fine Hundreder af Sejlere, over til den ſvenſke Kyſt. Beſoge vi det ſtolte Slot en Vaardag, ville vi imidlertid ikke alene ſe en af de livligſte Udfigter i Danmark, men tillige kunne faa et Fiſkeri at ſe, der ikke drives noget
andet Sted i Danmark, og ſom ſandſynligvis har været
| drevet her, længe førend der enten var tankt paa Slot
eller Fæftning.
Det var en ſmuk Dag i Maj Maaned, vi ſtode ude paa Flagbatteriet, helt ude ved Flagſtangen. Det blæfte en friſk Oſtenvind og var lidt kjeligt. J fly⸗ vende Fart ſkummer den heftige Strom forbi den frem⸗ ſpringende Pynt nede tilhojre ved Stranden. Det bobler og bruſer ſom i en Malſtrom! Det ler han af, Skipperen paa den gamle klodſede Pereſkude med fine
— FEE
daarlige Sejl; han flyver afſted, Strommen har taget ham paa fin ftærfe Ryg, de ſkulle jo ſamme Vej begge
to. Den ſtore Damper tæt udenfor er mindre heldig;
den ſkal mod Strømmen, og de to ere ikke gode Venner. Se, hvor Skruen piſker Vandet til Skum, mens Strømmen ſynes at tiltage i Styrke, ſom gjorde den
Alt, hvad den formaar, for at indgyde Kolosſen Reſpekt;
en Snegl kunde næften være Damperens Forlober i den ſtride Strømfnævring. Naar Vandmasſen har pasſeret Pynten, fe vi, at den ligeſom deler fig, faa at den yderſte Del vedbliver at flyve afſted, ſkummende
og bruſende, medens der nermeſt Landet er forholdsvis roligt. Strøm og Bolgeſlag hviler, ſom om denne
Del af Vandmasſen var bleven træt af Væddeløbet og krob i Skjul for at hvile fig efter Kampen.
— Er
Hvile imidlertid Naturkrefterne, jaa føres Kampen her mellem andre Magter. J det ſtille Band er nemlig Samlingsplads for utallige Flokke af Hornfiſk, der ere paa Rejjen til Oſterſoen, men ſom Strømmen tvinger til at gjøre Holdt. Her, i Le af Pynten, fan Efter⸗ nolerne Tid til at komme med, thi Fortropperne, der maaffe allerede med gunſtig Vind have pasſeret Stedet
for flere Dage ſiden, drives tilbage til dette Sted
igjen. Stakkels Fiſte! da alle de ſofarende Nationer ſlap for Oreſundstolden, hvem tog faa Henſyn til de ſofarende Hornfiſk? ja de ſkulle endog ſiden den Tid
have betalt endnu mere for Gjennemfarten end tidligere,
betalt med Millioner Brodres Liv. ; De gronbenede Hornfiſk ſe vi imidlertid Intet til, men lægge Merke til en Del Baade, der to og to
Øresund,
med et ſtort Garn imellem dem og fire Mand i hver
Baad, ligge og lure paa Fiſteſtimerne. Lad os betragte
dem lidt, medens vi høre paa en gammel Fiſker, der imidlertid er kommet til og velvilligt forklarer os et og andet om hvad vi je.
Alt er tilſyneladende roligt; de fleſte af Fifkerne ſynes endog at ſove; de ligge i al Fald flængte hen ad Tofterne med Undtagelſe af de To, der ſtaa oppe paa et Brædt, lagt over Enden af Baaden og holde
Udkig, og ſelv disſe ſtaa jaa roligt, at hvis man ikke
jaa dem balancere ſikkert pan deres høje Stade, kunde man godt tro, at de ikke vare langt fra at gjøre deres Kammerater Selſkab. Vi maa imidlertid ikke lade os ſkuffe af denne tilſyneladende Ro; ved nøjere Efterſyn vil det opmerkſomme Blik ſnart je, at Alt er klart til Slag. Aarerne ligge klare i Tollegangene; Stenene, der bruges til at kaſte i Vandet for at jage Fiſkene ind i Garnet, ligge rede paa Tofterne; hver Ende Tov er opftudt og hver Sluproer paa fin Tofte, Pas pan ham, ſom just nu luffer op for fin Madæffe! Hvor
forſigtig ffotter han ikke hen til Udkiggerne paa Bradtet — „Kaptejnen“ og „Lojtnanten“, ſom de kaldes; thi hver Ting har her ſit Navn og hver Mand ſin Titel — for at fe, om der ogſaa er Tid til at fan Wien lukket igjen. Se endelig ſelve Kaptejnen og hans Løjt nant, hver med nogle Stene i Henderne og under Ar⸗ mene; de ſove mindſt af Alle. Deres gode Ojne have nemlig bragt dem op paa den „hoje“ Poſt, de beklede, thi de ſkulle allerede i temmelig ſtor Afſtand kunne ſtjelne den ſvage utydelige Skygge, der dannes, naar Fiſkeflokken ſtyder fig hen over den graalige Grusbund, og deres Poſt er hverken magelig eller behagelig. Time paa Time kunne de undertiden ſtaa der opſtillede, gjen⸗ nemblæfte, trætte af den evige Balanceren, med Ojnene feſtede paa ſamme Sted og Opmeerkſomheden ſpendt ſom paa Pinebeenken.
Pludſelig gaar der en Skjelven gjennem den Ene. Han løfter” hurtigt Armen, og i et Nu er hver Mand paa ſin Poſt, men ſtille. Han kaſter en Sten langt bort, han kaſter flere, beſtandigt nærmere. Han pasſede altſaa pan; han har jet en Skygge paa Vandet og driver Flokken hen efter Garnet. Nu er den inde i Bugten, ſom dette danner — „ro ud! kommanderer han, og i ſamme Ojeblik falde Aarerne i Vandet. Den forrige Stilhed er nu afloſt af en Scene jaa vild, jaa ejendommelig, at man næppe ffulde tro, at det kun gjælder om at fange nogle ſtakkels Hornfiſk. Hver Nerve er ſpendt, Sluproerne lægge hele deres Sjæl i hvert Aaretag. Enhver Ordre fra den Kommanderende udføres med Praciſion og Hurtighed, og han komman⸗ derer hverken ſagte eller blødt. Højt og fyndigt lyder
„ſkod till“ „kaſt Baaden!“ o. ſ. v. — og Gud naade den Synder, der tager fejl eller ikke er hurtig nok. Baadene have nu naaet hinanden, og Fiffene ere. ſaaledes indelukkede, ſkjont langtfra fangede endnu; Garnet bales forſigtig ſammen, faa at det indvendige
Rum bliver mindre og mindre. Flokken har for længe |
ſiden market Uraad, den fværmer hid og did, tæt ſammenpakket. Stundom ſoger den at undſlippe under Baaden, men Fiſkerne ere paa deres Poſt; raabende
og pjaffende i Vandet, faa det driver af dem, jage de de forſkrakkede Fiſke tilbage. Efter et ſaadant mislykket
Forſog kaſter Flokken fig gjerne den modſatte Vej, idet hver enkelt Fiſk trænger med hele fin Magt mod Garnet, ſom om de med forenede Krafter vilde bane fig Vej gjennem. det. Dette Ojeblik har Anforeren ventet paa: „Tag overalt!“ raaber han, og ſom i Deſperation gribe Fiſterne fat; de kunde ikke være mere ivrige, om det gjaldt deres eget Liv i Stedet for Hornfiſkenes.
Et Ojeblik efter at den ſidſte Ordre er givet, ſpreller hele Flokken i Garnet, medens Fiſkerne, dri⸗ vende af Vand, arbejde paa at vælte Fangſten ind i Baadene. =
En ſaadan Floks Størrelje er naturligvis meget
forſkjellig. Undertiden beſtaar den kun af et ringe
Antal Fiſke, undertiden fylder den begge Baadene. J
et ſaadant Tilfcelde er Kampen naturligvis haardere og Fiſkernes Jver om muligt endnu ſtorre. For den Uindviede ſer det ud ſom et ſtorartet fortvivlet Slags⸗ maal mellem Baadenes Bejætninger, og vi je, at Kam⸗ pen ſjeldent undlader at drage Tilſkuere til Strand⸗ bredden. Vildeſt og hidſigſt ſkal det dog gaa til, naar Fiſkerne gjøre det ſaakaldte „Hageſtrog“, det vil ſige, naar de lade fig drive med Strømmen forbi den for⸗ nævnte Landtunge (Hagen) for at fange de Fiſke, der juſt kaſtes tilbage Syd paa. J raſende Fart gaar det da gjennem det boblende, hvirvlende Vand, og der horer baade Kraft, Ovelſe og Koldblodighed til, for at opnaa et godt Reſultat. Et eneſte lille Fejlgreb, en
Ordre givet eller udført lidt for tidligt eller for ſent
er nok til at vende ud og ind paa hele Komplottet. Dette Strøg er ogſaa en Meſterprove, og derſom det mislykkes, kunde vedkommende Deltagere veere ſikkre pan at fan de Andres Latter og ſpottende Bemeerk⸗ ninger at hore.
Ere nu Fifferne godt indovede, faa maa man heller ikke tro, at Fiſkene ſtaa tilbage i denne Retning. J mange Zilfælde lykkes det dem at undſlippe, og ofte, iſer mod Slutningen af Fiſketiden, er det næften umuligt at overliſte eller tvinge dem, ret ſom om Er⸗ faringen havde gjort dem klogere og lært dem at tage lig iagt. Merkvcerdigt ſkal det Sammenhold være, der er mellem Individerne i ſamme Flok. J Stedet
for at adſplittes naar der er Fare pan Fade, ſlutte | de fig tættere ſammen, jaa tæt, at man ſkulde antage det: „ro vek!“ „kaſt Linerne!“ „vel roet!“
det for umuligt, at de kunde bevæge fig, og dog er en ſaadan Klump hurtig og bevægelig. Det er naſten ikke muligt at ſkille dem ad, de følges gjennem tykt og tyndt, vende ſig til Siderne, op og ned, gjore om⸗ kring, ſom paa Kommando, alle paa en Gang med den beundringsverdigſte Precciſion, der vilde gjøre det bedſt indovede Troppekorps re, Der ſynes i alle disſe Legemer kun at bo en Sjæl, en Villie; men hvorfra kommer Kommandoen, ſom de alle forſtaa og alle lyſtre, uden at en eneſte beteenker fig et Ojeblik?
Ligeſaa vanſkeligt det er at fan en Stime adſkilt, ligeſaa vanſkeligt er det at bringe to forſkjellige Flokke ſammen. Have Fifſkerne faget to ſaadanne i deres Garn paa en Gang, fan kniber det førft rigtigt. De maa da dele Opmerkſomheden mellem begge, thi de ville, ſom efter forudgaget Aftale, hver ſin Vej. Ven⸗ der den ene fig til Højre, kan man være ſikker paa, at den anden vil ſoge at bryde igjennem til Venſtre; de vogte ſig med den ſmaaligſte Omhu for at blive blan⸗ dede, indtil de endelig, tvungne af Nodvendigheden, maa taale hverandres Selſkab i Fiſkernes Baade.
Det er, ſom ovenfor ſagt, et ligeſaa ejendomme⸗
ligt, ſom gammelt Vaadfiſkeri, vi her have betragtet.
Mange Fiſkere ere blevne baade tilſlidte og opflidte
— —
ved det; men de Fleſte, ſom den Gamle ved vor Side,
hvis Forklaring vi have lyttet til under Betragtningen af Bataillen, omtale det med en vis Begejſtring, ſkjont det, naar Alt kommer til Alt, ikke er meget indbrin⸗ gende. Det varer ſjeldent en Maaned, og ſom et meget godt Reſultat betragter man et Üdbytte af 4— 500 Rd. for hvert Garn. Dette Reſultat naas dog ſjeldent, og ſtundom mislykkes dette Vaadfiſkeri aldeles. 5 Vil.
Husflid. Arbejdets Velſignelſe.
J det Hus, hvor Husfliden har hjemme, kan den bit⸗ tre Armod ikke feſte Bo. Husfliden er den Sol, ſom opliver mangt et fattigt Hjem paa den folde merke Vin⸗ terdag, naar alle andre Indtegtskilder ere lukkede, forſt ved ſelve Arbejdet Opmuntring og ſiden ved Lonnen der⸗ for. Sieldent vil man fe en fkikkelig, edruelig Mand falde Andre til Byrde, naar han i arbejdsknappe Tider gjerne har ſysſelſat fig med ſaadanne nyttige Arbejder ſom tilhøre Husfliden, men derimod har man ofte ved disſe jet ham glad og tilfreds, ſelv om hans Kaar have været ſmaa. Det virker Arbejdets Velſignelſe.
Til Efterfolgelſe.
Det, er ſjeldent, at en god Billie til at fremme Hus⸗ flidsſagen bliver ganſke uden Frugt, men det turde dog endnu høre til Sjeldenhederne, at den finder en god Støtte hos Sogneraadet. Naar ſaadanne Exempler frem⸗ komme, er det en Glæde at kunne fremdrage dem til Efterfolgelſe. Efter hvad vi have erfaret er Sneſere Sogneraad (ved Kjøge) et af de forſte, ſom har udmeerket fig i denne Retning, og vi haabe, at det blot behøver at blive, bekjendt for at finde Efterligning paa mange Steder, hvor Betingelſerne kunne verre gunſtige. Beſtyreren for Fattiggaarden i Sneſere, C. Pederſen, havde, ved at beſoge „Fru Hages Haandgjerningsſkole“ paa Oremands⸗ gaard, og ved at fe de ſmukke Arbejder, ſom Egnens Ungdom der forfærdige under Skovrider Roſthgis dygtige Ledelſe, faaet Lyſt til efter Eone at virke for Sagen i ſin Kreds, og tilbød derfor at ville give Ungdommen Undervisning i forſkjellige Haandarbejder i Fattiggaardens ſtore Arbejdslokale, naar Sogneraadet vilde ſtatte Sagen med Verktoj. Dette vedtoges, og der tilbødes Eleverne Verktoj, Træ og Undervisning frit. J 6 Uger, indtil Marts Maaned, mødte nu hver Sogneaften 20 — 30 unge
Karle og Drenge, ſom udførte forſkjelligt Arbejde, baade |
efter Husflidstidendens Tegninger og af Brugsgjenſtande;
der blev ſaaledes lavet Spadſereſtokke, River, Smortruge, Det var en Fornojelſe at ſe
Vand⸗ og Kornſkuffer oſpv. de Unges Arbejdslyſt og Lervillighed, og angaaende Sagens Gavnlighed er der, hvad ellers ſjeldent er Til⸗ fældet, neſten kun en Mening blandt Husbonder og Mad⸗ mødre, Sagen ſynes ſaaledes at have en god Fremtid
for fig her, og Sogneraadet er efter Forlydende betænkt |
pan at ſtotte Sagen neſte Vinter igjen.
Bognyt.
SARA
„Folkelesning“. Udg. af „Ud valget til Folke⸗ oplysnings Fremme“.
Det er meget vanffeligt for den mindre bogkyndige
Del af Folket at vælge god Læsning, og i det Hele at faa ſaadanne Skrifter til fin Raadighed, ſom kunne udøve en dannende, aandsſtyrkende og forfriſkende Indvirkning
paa Sindet. Billige Skrifter ere desveerre faa ofte af flet Indhold og gode Skrifter faa dyre, at Folkets ſtore Masſe kun kan nyde lidet godt af vor Bogverdens Skatte. At delagtiggjore Folket i disſe Goder er en Opgave „Udvalget til Folkeoplysnings Fremme“ har ſat ſig, og hidtil har loſt paa en Maade, der fortjener fuld Anerkjen⸗ delſe, men fremfor Alt fuld Underſtgttelſe af Enhver, ſom Udbredelſen af rigtig fund og god Folkelces⸗ ning ligger paa Hjerte. Foruden en Mængde belærende og underholdende Afhandlinger og Fortællinger af nyere og yngre Forfattere har Folkelcesning meddelt en Del af vore ypperſte ældre Forfattere og Digtere, ſom Holberg, Ohlenſchleeger, Grundtvig og Blicher. „JFolke⸗ lægning” trænger ſelvfolgelig ikke til „Husvennens“ An⸗ befaling, men tvænger kun til at blive erindret af en⸗ hver Ven af god Læsning. De alt udkomne 7 Aargange (hvoraf hvert enkelt Hefteſkrift danner et Hele for fig) udgjør allerede et fortræffeligt lille danſt Folkebibliothek, og ÜUdgivelſen fortſcettes med 60 Ark om Aaret til en
Subſkriptionspris af 2 Rd.
Danſk Landbotidende. Dette Tidsſkrift for Land⸗ boſtanden er nu i 8 Aar udgivet af Dhr. Red. af „Uge⸗ ſkrift for Landmænd” E. Maller⸗Holſt og J. V. T. Hertel og har i den Tid indeholdt en faa ſtor Mængde velſkrevne og fortrinlige Artikler, Oplysninger og For⸗ tellinger, at de udkomne billige Bind have varigt Værd ſom en i alle Maader ſund, oplyſende og underholdende Læsning for Landboere, jaa at „Husvennen“ paa det bedſte kan anbefale „Landbotidenden“ til Landboſtandens Velvillie.
Husmandsbogen, et broderligt Ord til Smaafolk af Mads Hanſen (Jul. Hoffensberg & Th. Michaelſen,
Köbhon, 10 Ark, heftet 5 Mk.)
Medens paa den ene Side Socialismen arbejder paa at nedbryde Agtelſen hos den Arbejder, ſom ernærer fig ved fine. Hænder, for hans Gjerning og paa at berøve ham Modet og Villien til med Fortroſtning i Guds Navn at bygge paa fin egen Fremtid og paa at gjøre ham misnøjet med dets Frugter, ſaa ſoge Udvandrings-
agenterne paa den anden Side at overbyde hverandre
i ſtore lovende Avertisſementer i alle Landets Blade for at lokke den danſke Arbejder til at forlade Fædrelandet, og Mange lytte til de lokkende Roſter. Det er, ſom havde Arbejdet herhjemme miſtet fin Velſignelſe, ſom blev Fædre:
landet for trangt og Jorden for karrig mod den ubemidlede
Arbejder, der „Intet har“. Enhver Imodegaaelſe heraf, der kan hæve Arbejdernes Selvagtelſe og Selv⸗ tillid bor hilſes med Glæde, ſeerligt maar det fremgaar fra Mænd af Folkets Midte og bliver udført med ſaadan Kjærlighed. til „Smaamanden“ og en ſaadan Klarhed og Dygtighed, ſom i Husmandsbogen. Det er en ligeſaa folkelig ſom kriſtelig Vejledning til at blive en dannet og dygtig Bonde i en lille Bedrift. Der viſes, hvorledes Husmanden er i Stand til at opnaa et forholdsvis langt ſtorre Udbytte af ſin lille Lod end Gaardmanden af ſin jtørre, og hvorledes han vil kunne finde en god Støtte i Husfliden uden at ſavne Tid til at gan frem i en Aands⸗ dannelſe og Oplysning, der maa være Bereren for Frem⸗
gangen. Bleve disſe Grundſctninger fulgte, vilde Dan⸗
marks 70,000 Husmend alle være felvftændige, lykkelige og tilfredſe Arbejdere, Gaardmendene jævnbyrdige, og
raadede den Aand, der gaar gjennem Husmandsbogen,
i
ikke alene blandt Husmændene, men blandt alle Landboere, vilde Socialismen blive magtesløs og de ſtore Udvandrings⸗ avertisſementer frugtesloſe ligeoverfor hver ærlig Arbejder, ſom vilde finde, at der endnu var Plads, Brød og Lykke nok at finde i vort kjcere Fædreland. Bogen har kun en meget væjentlig Fejl, der vil hindre den almindelige Ud⸗ bredelſe, vi ville ønffe den: den er meget for dyr, en Fejl Forlæggerne forhaabentlig ved ſnart kommende ſenere Op⸗ lag ville vide at fjerne. Iſtedetfor yderligere Omtale af
Indholdet, ſkal „Husvennen“ ſenere bringe et Par ſmaa
Prøver deraf.
Smaakrek af Dyrelivet.
En tam Rover. (Efter „Svenska Jægarefårbundets nya Tidskrift.“) For nogle Aar ſiden havde en Perſon, ſom boede i Dyrehaven ved Stockholm, fundet en Hogerede med to ſpede Unger, ſom han tog hjem med for at opfoſtre og temme dem. Dette lykkedes ham kun med den ene; den anden dode efter nogle Dages Fangenſkab; men den overlevende, ſom lige fra den forſte Dag, den toges ud af Reden, opfodtes med raat Kjod, vovede og trivedes fortraffelig. Den blev meget tam og fin Herre faa hengiven, at den, naar han raabte eller flojtede ad den, ſtrax kom og flog ned pan hans Skulder, ſelv om den forud havde ſvavet højt oppe i Luften. For dens Ejer blev den til Nytte efter at være bleven rigtig fuldvoxen og uddannet, idet den neſten daglig kom hjem med alt Slags Smaavildt, ſom den. fandt i den omliggende Egn. Men til hans Lergrelſe og Na⸗ boernes Forargelſe aflagde den ſnart Beſog i Honſegaardene, hvor den var faa uforſkammet at ſlaa ned lige for Øjnene af og tet ved Menneſker, gribe den Hone, ſom den var nermeſt, eller faldt meſt i dens Smag, og flyve hjem med den. Den ene Klage fulgte nu paa den anden over dens Honſetyverier, og Herren maatte med eller uden Foje betale ikke fan Hons, ſom paaſtodes at være blevne tagne af hans Hog. Da dette blev for koſtbart i Længden, og „Jakobs“ Ejer vægrede fig ved at betale flere, fatte dette ondt Blod hos Honſeejerne, og man truede med at ſkyde „Högkarnaljen«, hvor den kunde træffes. Saa ſnart den blev indeſperret, blev den ſyg og modfalden og ſvandt hen, og man fod den derfor fremdeles færdes paa fri Fod og beffytte fig felv, ſaa godt den kunde, mod den Dom, ſom havde gjort den fredløs i Egnen. Det lykkedes den ogſaa lenge at undgaa alle Anflag mod dens Liv, og den . vedblev med fine Bedrifter, indtil den en Dag blev ſkudt af en af de Forurettede, der under et Beſog hos dens Herre fif Oje paa Henſetyven, ſom i al Ufkyldighed fad nede ved Stranden og pladſkede fine Vinger i Vandet, ikke anende nogen Fare i fit tilvante Hjem.
Rejſende Spalerede. Et andet Trek meddeles i Bladet
„Wermlandsposten“, 1866. Paa Damperen „Orn“, ſom gik
imellem Karlſtad og Lyckan, havde et Par Svaler bygget Rede paa Styrbords Side under det fremſpringende Dak ikke langt fra Hjulkasſen. Stanket fra Hjulet forſtyrrede denne Rede; Svalerne tabte dog ikke Modet, men byggede et Par Alen længere fremme og udklakkede deres Unger, ſom vel gjorde Udflugter fra Reden, men vendte tilbage til denne for at hvile. Under Ligge⸗ tiden vare de gamle Svaler ſtadige Pasſagerer paa Dampbaaden; men da Ungerne vare blevne udklekkede, og der maatte ſkaffes Føde til dem, ſynes de gamle Fugle at have havt Station i Nerheden af Karlſtad, hvorfra de da plejede at folge Fartøjet paa Halvvejen og derpaa vende om, men atter at mode det paa Halvvejen, naar det kom tilbage.
En god Sbommer. Fra Aaroſund i Norge fkrives til „Tunsbergeren“: Paa en af de urolige Dage i Begyndelſen af Oktbr. Maaned fejlede ſom ſedvanlig en af vore her paa Kyſten boende Lodſer ud paa Søen for at ſoge Fartøj. Natten blev mørk og ſtormfuld, og Lodſen holdt fin Kurs ſtadig udover, tappert kempende med det oprørte. Hav. Natten gik over og det blev Dag, og Kurſen holdtes til over Middag, men endnu var ingen Sejler ſaa ner, at Lodſen kunde borde den. Derimod ſages et Stykke borte pan Hapfladen noget Sort af og til at viſe fig i Skumkammene paa Bolgetoppene. Der ſtyredes op under den, og den ſorte Gjenſtand viſte ſig at vere en ſtor, ſmuk Hund af Newfoundlandsracen, der med et faa indtrængende Blik bonfaldt om Hjælp, at Mandene, ſom de ſelv fortælle, „trods Frygten for, at den vilde bide dem“, beſluttede at redde den, hvilket ogſaa lykkedes. Kommen op i Baaden, ſogte Dyret ivrig at lægge fin Taknemmelighed for Dagen, idet det ydmygt kry— bende, logrende med Halen, ſtrog ſig ind paa ſine Rednings mend og fliffede dem. Da disſe noget ſenere traf et Fartoj, hvor en af Lodſerne blev engageret til Chriſtianiafjorden, beret⸗ tede de Kaptejnen om deres Fund og ſpurgte, om han vilde kjobe den pregtige- Hund, da den var for ſtor til, at de ſelv havde Raad til at beholde den, hvilket Kaptejnen ſtrax gik ind paa, og betalte dem, hvad de forlangte, 1 Spd. for Hunden. Da Fartøjet derefter kom til Chriſtiania, fif Hunden Øje paa en Perſon pan Skibsbroen, hvem den anfaldt med de heftigſte Gledesyttringer, hvorpaa Tilſkuerne bleve Vidne til en Gjen⸗ kjendelſesſcene, thi Perſonen var — den forrige Herre, der med ſit Fartoj var kommet dertil Dagen forud. Om Natten til den Dag, da Lodſerne ud paa Eftermiddagen bjergede Hunden, var den falden overbord, og ſtjendt der gjordes Alt, hvad Omftæn- dighederne tillod, for at redde den, bleve Anſtrengelſerne til Kap⸗ tejnens ſom Beſetningens Sorg frugtesloſe. Hunden havde ſaaledes, da den optoges i Lodsbaaden, holdt fig ſvommende i det oprørte Hav i omtrent ¼ Døgn, hvilket afgiver et merke⸗ ligt Bevis paa disſe Dyrs Kraft og ÜUdholdenhed. At Hunden igjen kom til ſin forrige Herre, folger af ſig ſelv.
Brevvexling-
Hr. S. v. ,Husvennen" er anlagt efter en ganske anden Plan, og venter at finde en ganske anden Læsekreds end „Nordisk Husflids-Tidende“, som derfor vil vedblive at udgaa paa samme Maade som hidtil. <
Fmhver som ser sig i Stand til at medvirke til at nærværende Blad. leverer god og sund underholdende eller nyttig Folkelæsning, ved at levere passende Bidrag, især mindre Fortællinger — originale eller gode oversatte — morsomme Smaatræk fra Hverdagslivet, Sagn og Eventyr, som leve i Folkemunde, belærende Smaaartikler, Husflidsanvis- ninger, og Meddelelser o. s. v., bedes indsende det til Udgiveren, De bedste Bidrag ville blive betalte godt ved
" Optagelsen. Brevene adresseres til Bladets Kontor Niels Juelsgade 12 i Kbh. eller til Udgiveren: Fovling pr. Horsens
Hiusvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark oa med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, l. Kjobmagergade 56, Kjøbenhavn,
Trykt hos J. H. Schultz.
pr TS
-
Villedblad for Alenigmand,
for Morfhabslæsning, Oplysning og Hus flid.
Nr. 2.
Adgivet af
N. C. Rom.
12. Oktober 1823.
==
Zndhold. Overrafkelſe, Digt af Chr. Richardt, med Billede. — Anders Larſens Træl, Fortælling af C. A. Thyregod. (Fortſat.) — Fra Holland, med Billede, — Et Gilde pan Amager, med Billede. — Nod og Hjælp. — Blandinger.
Overraſnelſe.
4
k
— —
Herr Andrik og hans Viv Andrikke
paa vante Vis mod Dammen vrikke en kold November-Morgenſtund. Det var forbi med deres Blund;
at det er Dag, det markes ikke, men Hanen galte ſom beſat,
at det var ikke længer Nat,
jaa, heller Morgendrammen drikke end ligge!
Paa Vejen ſtjends de drabeligt, ſkjondt hojſt venſkabeligt:
Fa'r vil i Vandet ud paa Ho'det, for med et Set at kjole Blodet, — Mo'r vil med Halen heller obſervere, hvad Varmegrad det monne være; og de kan ikke komme overens,
og begge gjer ſig lige udtilbens. „Jaja, luk Øjet Mutter, det gjør jeg,
jaa er Fornojelſen faa meget ſtorre
ved pludſelig at flippe for det Torre,
nu een, to, tre!“ — et Pladſk? — ak Nej, o Nej! thi Andefa'r faar Smak paa Nabet,
og Mutter faar et Lignende paa Slabet; de ſpejler ſig paa vante Vis,
men ſpejler ſig — i lutter Is.
Der ſtaa de To;
hojſt overrafkede
ved ej at være overpjaſtede,
de gjør kun Et: de glo og glo, —
til Anden vrisſer: „Av, hvor hvaſt,
jeg hænger naſten ganfke faſt!
o hvor jeg hader denne Nat-Is,
og Hanen med, ſom forte os paa Glatis!“ Herr Andrik piller hende fromt i Nakken, mens reſignert han vralter opad Bakken: Idag, min egen Vrikkemo'r,
Fornojelſen var ikke ſtor!
Chr. Richardt.
Anders Larſens Tral.
Jortelling af C. A. Thyregod. (Fortſat.)
mu
Imidlertid havde Husmoderen hørt, hvad der var paa Færde, havde i Saft kaſtet nogle Kledningsſtykker om fig og kom nu ud af fit Kammer. Sende lykkedes det ſnart
at faa ſin Datter beroliget. Pigen gjemte ſig igjen i | fin Alkove, hvor hun dog holdt Omheernget aabent og
ſtak Hovedet frem for at ſe og lytte. „Men“, ſagde
Anders, „det gjorde ikke Noget, for naar lille Karen var rigtig vaagen, ſaa var hun fornuftig nok.“ — Det kan dog gjerne være, at Barnets Optræden og det, at hun nu vogtede paa Forhandlingen med ſine ſtore forte Dine, havde nogen Indflydelſe paa Sagens Gang.
„Vi kom altſaa fra, at vi ffulde have Knecgten og hans Moder ſat faſt“, ſagde Anders.
„Ja“, indrømmede Sognefogden, „det var der jo Snak om; men hvis det nu dog var Sandhed, hvad han fortalte, faa har han jo været uforfigtig, og en Uforfigtighed maa vi iffe dømme for haardt hos et ungt Menneffe. Hans Moder kan jo godt være helt uſkyldig, og fængsle vi hende, faa vi hendes Smaabørn pan Sognet. — Hvis han nu vilde, ſom han ſiger, ſkaffe Pengene?“
„Det kan han jo ikke, hvis han ikke ſelv har dem“, ſagde Anders. ;
„Han kunde maaſke træffe til at mode med fine Revere og gjenkjende dem og faa dem til i al Stilhed at give ſig Pengene tilbage“, ſagde Sognefogden og blinkede ad de Andre. „Og han kunde med Tiden af⸗ tjene Dig de 47 Rd. Det vilde tage Tid; men det er ikke umuligt.“
„Ja, jeg er villig til at tjene for de 47 Rd., faa længe det kal være”, ſagde Ole.
Nu ſtak Mendene Hovederne ſammen, og ſiden fremkom Blek og Papir og Pen. Sognefogden op⸗ ſatte et Brevfſkab, ifølge hvilket Ole ſkulde tjene Anders Larſen, ſaalcenge til denne var tilfredsſtillet. Vilde Manden imellem give Ole et Kladningsſtykke, ſkulde det føres paa Regning og ſaaledes forlænge Tjeneſte⸗
tiden. Men Ole ſkulde være fin Husbond lydig i alle
Ting, og gav han Anders Aarſag til Misfornojelſe, jaa ſkulde Sagen ſtaa aaben, uanſet hvor liden eller ſtor en Del af Pengeſummen, der var aftjent. Ole gik villig ind paa Alt, naar bare han og hans Moder maatte flippe for at komme i Tyvehullet. Han ſatte fit Navn under Brevpſkabet, ſom de to fremmede Mænd underſkrev til Vitterlighed, faa fif han Lov til at gaa hen at ſove, medens Mændene fif en Taar at drikke og Derefter ſkiltes ad.
Ole Torndal var fodt i en lille, enſomtliggende Gaard i en af Himmerlands Hedeegne; hans Forældre vare fattige og forte et meget indeſluttet Liv, der hverken lod dem eller deres Born komme i mere end hojſt nodvendig Berorelſe med Omverdenen. For et Aars Tid ſiden var Oles Fader dod, og det viſte ſig da, at Enken ikke kunde beſidde Gaarden, men maatte vandre neſten ejendomslos derfra med ſine Born. Ole var ældft af disſe, og han kunde tjene; men det var daarlige Tider, ſaa en Knøs i hans Alder ikke havde let ved at faa Tieneſte. En Tid gik med tilfældigt Arbejde, medens han i arbejdsløje Mellemrum havde Tilhold i fin Moders Indſidderſtue, jan fik han en
Sommertjeneſte hos Anders Larſen, af hvem han i Forſtningen for fin Flid og Dygtighed var vel jet, indtil hin Hobrorejſe paa en faa brat Maade ſkilte ham ved hans Husbonds Yndeft og bragte ham i For⸗ legenhed.
Anders Larſen var en kraftig Mand i ſine bedſte Aar. Han havde arbejdet fig frem af fattige Kaar og var nu taalelig velhavende. Det var ifær ved to Egenſkaber, han havde banet fig Vej; han var nemlig en ſterk og utrættelig Slider, der hængte i Arbejdet tidligt og ſent, uden en Gang at give fig Tid til at tænfe over, hvorvidt Gjerningen muligt. kunde blive udført ligeſaa godt paa en nemmere Maade. Dernæft jaa han overmaade nøje paa en Sfilling og vred fig ynkeligt ved enhver Pengeudgift. Manden var uden Oplysning og uden videre Mandsevner; hans knappe Kaar havde gjort Flid og Nojſomhed til en anden Natur hos ham. Derfor kunde han ſommetider være vel nærig, men gjaldt dog for, hvad det ogſaa var hans Attraa at ville være, en redelig og. hæderlig Mand.
Af fit Tyende forlangte han ſtreengt Arbejde, ſtjondt han kun gav en lille Lon; men han gav god og rigelig Koſt og var til daglig Brug baade rimelig og omgængelig. J det Hele var det ikke noget ſlemt Sted at tjene, Anders Larſens Kone gik under Navnet Sorte-Mette pan Grund af fit jvære forte Haar og ſit morkladne, ikke altid rene Anſigt. Hun var lidt ſiudſket med fit Ydre, men holdt fit Hus og fin Gjer⸗ ning i ſommelig Orden. Den travle Fremadſtraben under trange Kaar, hvori hun troligt havde deltaget med Manden, havde efterladt fig Spor i hendes Væjen og Væren; men under hendes jære Udvortes ejede hun et varmt og godt Kvindehjerte, og hun havde mere Indflydelſe paa fin kraftige Mand, end man ved et flygtigt Blik ſtulde troet; men i Mangt og Meget
delte hun da ogſaa hans Synsmaader.
Omgivelſerne vare ſterke i at give Folk Ogenavne. De havde faldt Konen Sorte⸗Mette, og dennes Datter Karen med det fvære forte og bruſende Haar kaldte de „Puddelkaren“, hvilket Navn endog i Tiden om⸗ gjordes til „Puddelkatten“. Hun var en god lille Pige, men var lidt ſygelig og lidt fær, gik ſtundom i Sovne, og var af alle disſe Grunde en Smule for⸗ fjælet af Moderen. Hende var det, der ſom tretten— aars Tos ſprang halvvaagen og halvnøgen ud af Sengen for at gaa i Forbon for Ole. Karen havde en ſyv Aar yngre Broder, der hed Lars, og efterat have nævnt ham, have vi foreſtillet hele Familien.
At Ole i dette Hus ſkulde gjøre Karlearbejde for Drengelon var ingen Ulykke; thi naar han pasſede fine Ting, hvilket han hapde den bedſte Villie til, ſaa kunde han gaa i fin Gjerning uden at blive overanſtrengt eller overfuſet. Med Søvn flog det ikke faa rigeligt til ſom med Mad; men det fik han at finde ſig i.
Anders var ſnakſom og ſpogefuld ſelv under Arbejdet, og ſaa gik det med Munterhed. Men Ole var vel oplært efter fine Vilkaar og vidſte Beſked med mange Ting, ſom hans Husbond intet Begreb havde om, og Anders gad gjerne høre Fraſagn om Et og Andet. Han fattede ſtore Tanker om Drengens Klogſkab; thi han teenkte ikke paa; at Oplysning ikke altid gaar Haand i Haand med Verdensklogſkab. Han tog derfor ikke i Betænkning at ſende Ole til Hobro for at af⸗
give de ſolgte Stude og hjembringe Pengene. Anders
felv vilde i den Alder ikke ladet fig tage ved Naſen i Pengeſager, og Ole, der havde lært faa meget og kunde gjore Regneſtykker, der ordentlig gjorde Hus⸗ bonden ſpimmel i Hovedet — han maatte da være anderledes ſikker. Da det faa gik galt, maatte Man⸗ den finde det rimeligere — næften tilgiveligere — at der forelaa en Kjeltringſtreg fra Drengens Side, end at det ſkulde være en Dumhed. Og en Dumhed var det jo, om han ude paa den vilde Hede havde givet en faa ſtor Pengeſeddel i en ubekjendt Mands Haand.
For Anders Larſen var det vigtigſt at faa ſine Penge igjen, og da det ikke ſaa ud til at kunne ſke, gik han ind paa at lade Ole aftjene dem. At en ſlig Overenskomſt, indgaaet af en umyndig Dreng, ikke i alle Maader var gyldig, faldt ham ikke ind, og det tenkte Ole da heller ikke paa. Begge havde den Over⸗ bevisning, at Sidſtnevnte havde ſolgt fig til Anders ſom Trel pan et Aaremaal, hvis Længde Manden havde Ret til at beſtemme. Men Drengens Angſt for fig ſelb og Angſt for, at hans tungſindige Moder ſkulde blive draget ind i Sagen og bortfort fra ſine Smaa, havde beſtemt ham til at love, hvad det ſkulde være,
ligeſom han ogſaa fandt det billigt, at han maatte
bøde for fin Uforſigtighed og ſkaffe fin Husbond Godt⸗ gjorelſe for det lidte Tab. Han foreſatte fig altſaa at være lydig og fojelig, faa det frygtede Tilfælde ikke ſkulde indtræde, at Manden fkulde erklære fig util⸗ freds med ham og drage den uhyggelige Sag frem paany.
Anders Larſen havde altſaa faaet en Tral iſtedet⸗ for et Tjeneſtetyende; men det ſkal ſiges til hans Ros, at han ftræbte at behandle Knoſen ligeſaa godt ſom for. At han nærede en vis Mistro til Oles Rede⸗ lighed og ikke kunde dolge det, laa i Mandens Natur. Det kan gjerne være, Sorte⸗Mette ogſaa troede, Dren⸗ gen havde gjort ſig ſkyldig i Bedrageriet; men det hindrede ikke, at hun følte Medlidenhed med ham og endnu mere end for viſte ſig moderlig god imod ham. Og Karen, der havde bedet for ham hin Nat, da hun
for op af Søvne og horte om hans Ulykke, vifte ham
endnu tydeligere ſin Medynk, ſaa meget mere ſom hun
11
ru
ingen Mening havde om Sagen ſelv. Han var tak⸗
nemlig. for hendes Forbon og hendes Venlighed og var villig til at viſe det i alle Maader. Men det
Forhold, han ſaaledes ſtod i til Husſtandens kvindelige Del, gjorde Sit til, at han fik det nogenlunde godt.
Den nojeregnende Mand vilde ſaa tidligt ſom muligt lade fin unge Datter gjøre Gavn ſom en voxen Pige. Puddelkatten, der var i raſk Udvikling, kunde dog ikke altid holde det ud; men naar ſaa Ole var nær og ved forøget Flid kunde give hende en Haands⸗ reœkning, ſaa gjorde han det gjerne for at ſkaane hende for et haardt Ord. Anders lod, ſom han ikke ſaa det; men han jaa det godt og ſmidſkede i Skjegget derved.
i (Fortjættes.)
Fra Holland.
Den danſke Natur er ſom den danfſke Folkekarakter; den er jevn. Lige fremmed for ſtore Bjerge og for uendelige Sletter viſer det meſte dyrkede Land en jevn Afvexling af bolgeformigt Landſkab, hvori ftørre Hejder ere ligeſaa ſjeldne ſom uoverſkuelige Sletter. Ligeſaa ejendommeligt ſom det er for en Danſk at færdes mellem høje Bjerge og vilde Klipper, ligeſaa underligt er det for os at berejſe Lande, hvor Alt Dag for Dag er lige fladt og ensformigt.
Saaledes er der i Storſtedelen af Holland. Op⸗ rindeligt har dette flade Land været Moradſer og Heder; men ved driftige Beboeres uendelige Flid er det nu vel et af de tektteſt befolkede og frugtbareſte Lande i Verden. De rige Marſklande ved Floderne og Kyſterne ere maaſke de laveſte i Europa og maa paa de fleſte Steder beſkyttes mod Havets Indbrud ved koſtbare Diger. Kun langs med Veſtkyſten, mellem Maas og Texel har Naturen ſelv overtaget Digernes Opforelſe, idet tre ligelobende Rakker Klitter, de ſaa⸗ kaldte „Dyner“ med deres ſammenfogne Sandmasſer, der have en Højde af 80200 Fod, danne det bedſte Værn mod Havet, De fra Havet inddigede Straek⸗ ninger kaldes „Polder“ og ere, ligeſom Marſkegnene paa Sonderjyllands Veſtkyſt, ſom ofteſt meget frugtbare. De lave Egne gjennemſtjceres af en Mængde Kanaler, fra hvilke Bandet ved Vindmøller, ſom drive Vand⸗ negle, bringes op over de noget højere liggende Marker. Landet er fuldftændig ſkovloſt, men i de øftlige Lands⸗ dele findes ſtore Heder med Moſer, ſom forſyne Landet med Breendſel. Ligeledes er Landet fuldftændigt ſten⸗ følt; ſaamegen Transport ſom muligt ſker derfor paa Kanalerne, og Landevejene har man mangfoldige Steder belagt med haardtbrendte Murſten (Klinker) paa Kant.
De mange ſtilleſtaaende Bande gjøre Luften. fugtig, taaget og uſund, jaa man det ene Aar med det andet neppe har et halvthundrede Dage med klar Luft. Da
12
Drikkevandet tilmed er flet, kan man nok tænfe, at Sundhedstilſtanden ikke er gunſtig; Feber og Skorbug ere ogſaa hyppige Sygdomme, og Hollænderne blive ſjeldent rigtig gamle trods deres Tarvelighed og Ren⸗ lighed. Der er neppe noget Land i hele Verden, hvor Beboerne ere ſaa overordentlig renlige ſom i Holland, hvor denne Dyd ſtundom gaar til den latterligſte Overdri⸗
velſe; men denne højt udviklede Renlighedsſands er en Frugt af Nodvendigheden, idet Landet ellers vilde være langt uſundere, end det er, ja i mange frugtbare Egne ubeboeligt.
Hollcenderne ere bekjendte ved deres folde, alvor⸗ lige Veſen og flegmatiſke Karakter; den er ſom et Af⸗ præg af det flade, kolde og kjedelige Land og danner
en ſlagende Modſetning til Bjergboernes livlige ild⸗ fulde Voeſen. De ere flittige, redelige og udholdende, og kun ved deres Nojſomhed og Vindſkibelighed er det Landet muligt. at ernære en ſaa ſtor Mængde Ind⸗ byggere; men Søfart, Handel og Fabrikvirkſomhed flo⸗
rerer i Byerne, medens Landet i egentligſte Forſtand er
——
Torvebaad i Rolland.
dyrket ſom en Have. Folkedragterne fremviſe ofte underlige Syn, hvorom Amagernes endnu til vore Dage bibeholdte hollandſke Dragt bærer Vidne. Den Dragt, ſom vort Billede i nærværende Numer frem⸗ viſer, er ogſaa ganſke ejendommelig. Den er fra Øen Beijerland i Provindſen Sydholland. i
| 1 | |
Hvor Floden Maas og den ene af Rhinens Arme udmunde i Nordſgen, omſlutte de et dejligt Landſkab: den lille O Beijer⸗ eller Beyerland.
Dette Navn blev givet Øen af den edle og ulykke⸗ lige Grev Egmont, da han 1557 for førfte Gang ved ftærfe Diger beſkyttede Den mod Bölgernes ødelæggende Magt, til Erindring om hans Gemalinde Sabina af Bayern, ſom holdt meget af i hans Selſkab at beſoge de flittige Beboere paa Øen. Endnu den Dag i Dag leve Grev Egmonts og Prinſen af Gavres Navne i Folkemunde hos det taknemmelige Beijerfolk. — Endnu taler man med Vemod om, at en ſaadan Mand under Kampen for at forſpare Nederlandene mod det ſtolte,
lands flittige og tilfredſe Beboere i deres National⸗ dragter, ſaaledes ſom de i Baade bringe Frugterne af deres Flid opad Maasfloden til Torvet i Dortrecht. Beijerlonderindernes beſynderlige men flædelige Hoved⸗ ſmykke beſtaar af brede, gyldne Speender, ſom over Panden faſtholde et ſtort, langt ned over Ryggen flagrende broderet Klæde. Om Orene have de en tyk ſpiralformet Guldtraad, ſom advarer den raſke Frem⸗ mede mod at være for nærgaaende, da han let bliver blodig tilbageviſt af disſe gyldne Proptroekkere.
De indfodte Beijerlændere ere fra Ungdommen af vante til disſe Skionhedspaliſader og — vide med Ferdighed at 80 dem.
Fa
netop den tilftræffelige Fugtighed.
overmodige Spanien til Løn maatte lægge fit ædle Hoved paa Sfarpretterens Blok. —
Øen er ikke ſtor; den tæller kun 2 Byer med 2,000 Indbyggere, og dog vilde dette være en talrig Befolkning i Forhold til dens ringe Fladeindhold, naar ikke Jordbunden var fan overordentlig frugtbar. Denne Frugtbarhed bliver endnu mere forøget ved de talrige Sluſer og Vandledningsanloeg til at lede Vandet af og paa Markerne, hyilke bevirke, at Jorden altid har Foruden en ſtor Kornudforſel bringer Øen en betydelig Mængde præg- tige Grønjager til Torvet i Dortrecht, under hvis Di- ſtrikt den hører, — Vort Billede viſer os to af Beijer⸗
85 I De 3
65 0
ll Qt! g . j
| (URIN ER Ull
Et Gilde pan Amager.
—ͤ—
Hvem af „Husvennens“ Leſſere kjender ikke, i det mindſte af Omtale, den frugtbare, flade O ved Kjo⸗ benhavn, ſom kaldes Amager, og hvem har ikke hort Tale om den fremmede, underlige Dragt, ſom Amagerne endnu bære? Dragten, ſaavelſom mange ejendommelige Navne, er, ſom bekjendt, en Arv fra Fortiden, idet Chriſtian den Anden jo befolkede Den med flittige og havekyndige Sollændere. Amager er endnu den Dag i Dag Kjøbenhavns Urtegaard, hvorfra der hver Mor⸗ gen tilføres Hovedſtaden Masſer af de fortrinligſte Kjokkenurter og Haveſager. Hvem der har været blot
en Gang i Kjøbenhavn, vil have lagt Meerke til For: handlernes „Amagerdragter“, Kvindernes Huer, ſtore Hovedtojer, folderige Skjorter og mange Tørklæder, der dog ikke i den Grad ere iojnefaldende ſom Mandfolkenes ſtore vide Benklæder, Pludderhoſer af fort Schirting i mangfoldige Leg og Folder. ;
Komme vi ud paa Øen, over dens jævne Marker med lange Agre fulde af Kaal, Gulerodder, Løg og alle mulige Haveſager, ſkjonne vi let, at Beboerne have bevaret deres Fedres Duelighed og Flid, men kommer man ind i Byerne, vil man ſe, at deres Troſkab mod Fædrenes, rigtignok i flere Henſeender ubekvemme Dragt, begynder at ſpigte, navnlig for Mandkjonnets Vedkommende. Kun enkelte ærværdige Gubber gaa endnu med den fuldftændige Amagerdragt; Mændene og de Unge bære den mere eller mindre moderniſeret, lige ned indtil fuldſtendig Kjobſtaddragt. Kvindedragten bevarer vel noget mere det gamle Prog, men derſom den ikke var en Ejendommelighed under Haveſagernes
Forhandling, ſom Kjsbenhavne ere vante til fra gammel
Tid og ynde, var vel Dragten forlængit blevet ligeſaa danſk ſom Sproget.
Siden den gamle karakteriſtiſkfe Dragt holder paa med at fvinde, er det ſaa meget mere glædeligt, at en af vore ypperſte Malere, J. Ex ner, har hentet. Stof til fine ypperligſte Malerier fra Bondelivet paa Amager, og derved paa den ſmukkeſte Maade har bevaret Drag⸗ terne fra Forglemmelſe. „Husvennen“ bringer i Dag en Tegning efter et af Exners fortrinligſte ſtore Ma⸗ lerier fra Amager: Begyndelſen af et Gilde. Alt aander her Liv og Glæde. Til venſtre fe vi Knaſen fjaſe muntert med de vorne Pigeborn, ſom ere ved at underhandle med „Madam Brun“, medens de Gamle ved den anden Ende af Bordet alt ere ivrigt i Færd med at ſtudere i „Holmblads Bonnebog“. Der fore⸗ falder sjenſynlig en vigtig Vending i Spillet. „Kan Du den?“ ſynes Manden med Piben at ſige til Na⸗ boen, idet han med et tørt, ſmerret Grin holder Spader Es for Neſen af denne, der med en gnaven, dybſindig Mine forgæves ſtuderer paa at undgaa den truende Fare, medens Midtermanden med Tophuen med en overraſket fornøjet Mine betragter Sejerherren, der jaa lumſk har gjemt det afgjorende Kort indtil nu. Til⸗ højre ſmager man tilpas paa Punſchen, hvoraf Drengen berer en Hjerteſtyrkning hen til de tre gamle Karle. Den lille Pige i Forgrunden er i ſin ſtorſte Stads, men har dog fin Bekymring: Hunden vil øjenjynlig inderlig gjerne: dele Kringlen med hende, ſkjondt hun flet ikke ſynes kommuniſtiſk ſtemt. Bag den ſtraalende Tintallerkenrakke inde i Storſtuen klinger Muſikken og ſpinge de Danſende lyſtigt; men over Doren ſtaar en Indfkrift, ſom minder om, at der er Alvor i- Glæden.
„Gud bevare Din Indgang og Udgang fra nu og til evig Tid” ſtaar der. Maatte denne Indffrift findes i hvert Hjem, hvor Glæden boer under Tag!
.
Nod og Hjælp.
Der ligger noget i hej Grad loftende og ſtyrkende i at høre om, hvorledes Fattigmandsbarnet ved trolig Flid og Udvikling af fine gode Evner formaar at hæve fig i Samfundet, ikke alene til en ſorgfri Stilling, men til at blive en hædret og anſet Mand, der er blevet Tuſinders Glæde og Stolthed. Men kan man høre ſaadanne Mænd fortælle om deres Barndoms og Ungdoms trange Kaar, da vil man ofte finde, at Troen og Tilliden til Gud og til egen Kraft netop er rod⸗ fæftet i Trengſlen og ſtyrket i Noden, ja har hærdet Kraften og ſtaalſat Villien til kommende Dages Kampe.
Et ſaadant Fattigmandsbarn var den hedrede og yndede danſke Skueſpilforfatter Thomas Overſkou.
Hans Fader var Arbejder ſom Meſterſvend paa et Sukker⸗
raffinaderi; hans Moder maatte vaſke for Folk, og hans Barndom faldt i Aarhundredets Begyndelſe, da Krig og Dyrtid bragte Elendighed over ſaa Mange. Det er af hans Barndomserindringer vi fremdrage folgende Trek af en fattig Families Kamp og Strid.
Efter at have omtalt, hvor lykkelig han, den fattige Dreng, var over en uforglemmelig Skat, han havde fundet i en, af en Sukkerhusarbejder laant, tyk Even⸗ tyrſamling, indſyet i et ſmudſigt Karduspapiromſlag, hvilken koſtelige Bog tidt bragte ham til at glemme den tunge Virkelighed, fortæller han videre:
„Det var Guds Naade og Kjærlighed, ſom vilde, at jeg juſt ſkulde komme til en Glæde, der Intet koſtede, men dog var ſtor og varigt opmuntrende for
mig; thi Sorgerne i Hjemmet vare nu blevne ſaa
tunge, at ogſaa jeg begyndte ſmerteligt at fole dem. Alle Levnetsmidlerne ſtege i Krigstiden faa umaadeligt i Pris, at min Faders allerede tidligere meget ringe Ugelon langtfra kunde forſlaa til vort tarvelige Ud⸗ komme. Min Moder var utrættelig i at „infigere“ paa Noget, hvorved man „paa en ſkikkelig Maade dog kunde have Kladerne paa Kroppen og en Smule at putte i Munden“, ſled og flæbte tidligt og ſildigt. Hun „ſtod i Vaſkeballen“ d. v. ſ. hun vaſkede for Andre baade ude og hjemme; hun vaagede hos Syge; hun gjorde rent for Folk; hun ſyede Soldaterbenkloeder; og var der en Dag, da hun ikke „havde Noget for Fremmede”, faa færdedes hun ivrigt med at tvætte og bode ſine egne „fattige Smuler“; thi „det faar gaa, ſom Gud vil”, ſagde hun, „og om Børnenes. Føj tilſidſt bliver Lap paa Lap, det kan ikke ffæmme mig, for vi har ikke loengere Raad til at give dem Nyt, men rene og hele ſkal de faa mig Skam være, jaa længe jeg kan holde Hovedet oppe“. Hun var ikke alene en flink Arbejder, men ogſaa en omhyggelig Sparer i alle Ret⸗
ninger. Ligeſom hun, naar hun en Gang imellem fik
Raad til hos Slagteren at fjøbe „et Hjerteſlag“, vidſte deraf at fan baade Suppekjod, Frikadeller, Rullepolſe, og Ragout, eller af Fedtgrever og Kartofler at lave
os en Herreret, ſaaledes forſtod hun i den Grad ypper- ligt at „omkalfaktre“ gamle Klæder til ny, at hun ſkar og ſyede mig „en grumme kjon Sondagstroje“ af et Par Buxer, ſom Prineipalen havde aflagt:
Svage og flygtige Streiflys af nojſom Tilfredshed ſkulde dog ſnart gaa under i mørke folde Vinterdage
fulde af Smerte og dyb Fortvivlelſe. En Skranten⸗ hed, hvoraf vi alle havde lidt efter de under Bombar⸗ dementet udſtagede Beſperligheder, tog hos mine Sød- ſkende ſaaledes til, at min Moder ikke jaa jævnligt ſom for turde lade dem blive under Tilſyn af Nabo⸗ konen. Hvor meget end hun vogtede ſig for at viſe Nedſlagenhed, kunde hun dog ikke altid dolge fine Be⸗ kymringer. Men ſelv i enkelte fortvivlede Ojeblikke kunde hun dog bevare ſin Kraft og troſte ſin Son, tilſyneladende rolig, med at der var gode Menneſker, ſom de vel ikke kjendte, men nok vilde forbarmes over Elendigheden, da Gud, ſom hapde paalagt dem den, ogſaa vilde frelſe dem fra den, naar han i fin Vis⸗ dom fandt det gavnligt for os. Den Faſthed og In⸗ derlighed, hvormed hun gav denne Troſt, beroligede Wngſtelſen, og en lille Hendelſe, ſom fort efter ind⸗ traf, var mig ſom en fra Gud ſelv udgaaet hellig Be⸗ krœeftelſe pan, at hendes. Ord var Sandhed, og at i Sandhed Hjælpen er nærmeft, naar Noden er ſtorſt. En Lordagmorgen, da vi Aftenen for kun havde faaet et Stykke bart Brod, og vi Born derfor med Længjel ventede paa, at min Moder vilde give os den tarvelige Frokoſt, braſt hun i Graad og ſagde: „Born, i Dag har jeg ikke en Gang en Smule tort Brod til os, og ejer ikke en eneſte Skilling. Jeg har i disſe Dage maattet borge alt, hvad vi har levet af, hos Arkemanden (Spakhokeren, ſom ejede Huſet), men tor nu ikke mere komme til ham, fordi jeg ikke ved, naar jeg kan fortjene en Smule og faa det betalt. Ak! jeg ved ikke mine levende Raad! Førend Fa'er i Aften kommer hjem med Lidt, ſer jeg ikke Udvej til det Mindſte, og jaa gaar dog det meſte til hvad jeg ſkyl⸗ der, faa at vi ikke en Gang kan faa lidt varm Mad til i Morgen. Hvad ſkal jeg ulykſalige Menneſke gribe til? Vil J nu være gode Born og undvære Mad til i Aften og ikke græde, for det gjør mig ſaa bitter⸗ lig ondt!” Vi græd over at fe hende græde, klyngede os om hende, klappede hende og bad hende bare at være rolig, ſaa ſkulde vi nok ogſaa være det. Jeg maatte blive hjemme fra Skolen, da min Moder ikke vovede at lade mig gaa aldeles faſtende. Saa ſatte vi Born os alle tre op paa Bordet, ſom ſtod foran Bagſtuens eneſte Vindue, og ſtirrede ud i Gaarden, hvor vi, da det var en barfk Efteraarsdag, ikke kunde lege os Sulten bort. Hun ſatte ſig paa en Stol ved
Siden af os og gav fig til at lappe noget fremmed Vaſketoj. Det var en frygtelig lang og kvalfuld For⸗ middag; nu og da ſogte Moder med bavende Stemme at ſtyrke os i Lidelſen ved at fortælle, at hun i næfte
Uge ventede at komme til at vaſke paa et Par af „de rigtig gode Steder“, hvor hun, foruden ſin Betaling, altid fik lidt Mad hjem med, men for Reſten ſade vi alle tavſe. Kun af og til kom et enkelt fremtvungent Ord, hvormed vi vilde ſkjule Kummerens og Sultens Smerte for hverandre. Klokken var ſlaget tolv — vor ſcdvanlige Middagstid — den blev et; Ingen af os knyede, men den kjicerlige Moders Folelſe aabenbarede hende, hvad der rørte ſig i vore Hjerter. Da kom pludſeligt et Ojeblik, ſom jeg aldrig fkal glemme; et af de Ojeblikke, da Smerten i den ſimple rene Menneſke⸗ ſjel kommer til en ſaadan Velde, at den ſtrommer ud til den hojeſte Pathos, og da Armodens Bolig bliver den tragiffe Mands værdige Tempel ved Folelſens Stor⸗ hed. Min Moders Kraft til at bære Lidelſen brød paa en Gang ſammen og gav Luft for Udbruddet af en høj Fortvivlelſes flærfe og mere opløftende Kraft. Som med et truffen af ſin Kvals ſmertelige Stod, kaſtede hun Sytojet, ſprang op, vred fine Sænder, jaa, med ſine dejlige ſorte funklende Ojne fulde af Taarer, i Vejret og udbrød: „Hvad har jeg gjort, Du algode Gud! hvad har jeg gjort, at Du lægger Din Haand
la tungt paa mig elendige Sfabning, og lader mig
ſavne Brødet til mine ſtakkels forladte Born. Hvilket Menneſke har jeg gjort Ondt, at jeg fkal lide denne Jammer? Har jeg ikke ſlidt og flæbt og ſtrebt, har jeg ikke lidt og baaret uden at misunde Andre? Hvad har jeg gjort Dig imod, at Du vil være jan haard mod mig?“ Hun holdt Heenderne for ſit Anſigt og hulkede højt i den heftigſte Fortviplelſe. Grebne af Forferdelſe over dette overraſkende voldſomme Udbrud, ſprang vi Born ned fra Bordet, hængte os om hende, græd og kappedes om at berolige hende. Hun ſamlede fig raſk, tørrede Taarerne bort, kysſede os og vedblev med ſtorſte Fatning: „Naa, ver rolige Born! vær rolige! bryd Jer ikke om det; nu er det ovre! lad os bare ikke mere tænke paa det!“ og pludſelig fortſatte hun livfuldt,” ſom befjælet af en Indſkydelſe: „Pas paa, J faar alligevel Middagsmad. Kun Gud ved, hvor den fkal komme fra, men pas paa: den kommer! Ved J ikke nok, hvad ſkrevet ſtaar: at Herren beſpiſer Ravnene i Orken, han vil ogſaa beſpiſe ſtakkels uſkyl⸗ dige Born. Sat Jer nu ſmukt hen igjen!“ Det gjorde vi, og med en forunderlig Ro eller Tillid, ſom om al vor Sorg allerede var ganfke overvunden, tog hun igjen fat paa fit Arbejde og gav fig til at tale frejdigt med os om ligegyldige Ting, idet hun beſtan⸗ digt ſkottede over Gaarden til Mellemdsren, naar hun horte, at der blev; gaaet med den. Vi havde vel ſiddet et Kvarterstid, da en Pige kom ind af den. „Der er Maden!“ raabte min Moder ſjeleglad og foer op, „der er Maden! O Gud i Himlen fie Tak! jeg vidſte det nok, jeg vidſte den vilde komme! Det er Fru Mikkel⸗ jens Pige! Se, fe, Børn, nu faar J dog Middags- mad!“ Og det var virkelig jaa. En Fru Mikkelſen,
(i 5 i | | i i
ſom min Moder havde været Barnepige. til, og ſom
boede i St. Pederſtrede, havde faaet en flor Krukke
Kaal tilovers og ſagt til ſin Pige: „Bring den hen til Grete; hun kan maaſke have den nødig til fine Born“. Hvor den ſmagte os! det var det herligſte Maaltid, jeg har nydt i mit Liv, og min Moder glemte ikke, medens vi ſatte det til Livs, at gjentage: Ser J nu Born; vi havde ikke Brød, og jaa faa vi nu varm Mad; ſer J nu, at Gud er god og forlader os ikke!“
Sligt gjentager ſig vel hver Dag i de Fattiges Tilſkikkelſe: det var kun en meget lille Begivenhed, et et Fnug i Verdens ſtore Skjcbnebevcgelſer; men for mit Liv blev den en ſaare ſtor og indholdsrig, thi ved den lagdes Spiren til den urokkelige Tillid til For⸗ ſynets Styrelſe og Naade, ſom end ikke i de aller⸗ morkeſte Ojeblikke har forladt mig. Meget ofte, naar alle Veje ſyntes mig lukkede, har Tanken om denne Krukke Kaal af fig ſelv, troſtende og opmuntrende, ſtillet fig for min Sjæl.”
Blandinger.
Billig Maade at forſtaale Plobjern paa.
Det er en bekjendt Sag, at et viſt Indhold af kemiſt bundet Kulſtof er fælles for Jern og Staal. Smedejern inde⸗ holder mindſt og Stobejern meſt Kulſtof, men midt imellem ſtaar Staalet, ſom netop vindes ved at fjerne Kulſtoffet fra Stobejern eller ved at tiljætte det til Smedejern. Naar man veed dette, kan man let forſtaa folgende Maade at hærde Plov⸗ jern paa. Plovffæret ſmedes af godt Smedejern. Naar det er færdigt, lægges det i Esſeilden i den ſteerkeſte Hvidglodhede, og man holder en lang ſmal Stang Stobejern ind over det. Stobejern ſmelter langt lettere end Smedejern, og man vil ſnart je, at det begynder at dryppe; man maa da pasſe, at de hvid⸗ glødende Jerndraaber falder paa de Steder af Skeret, ſom ere udſatte meſt for Slid i Jorden. Smedejernetser nu pan Over⸗ fladen omdannet til Staal, der kan hardes ligeſom dette ved at ſtikkes glødende i koldt Band, Lykkes det godt, ffal det endog kunne blive jaa haardt, at det ikke lader fig angribe af en Fil. Mulig fremkomne Ujevnheder maa ſlibes bort, inden det herdes. Man vil fe, at denne Herdningsmaade for Jern, der ſkal mod⸗ ſtaa Jordens Slid, er ligeſaa ſimpel ſom billig, iſer da man kan anvende et Stykke Grydeſtaar fæftnet til en Somteen i Stedet for en Stobejernſtang, hvorfor vi anbefale vore Smede at gjøre et Forſog med denne Fremgangsmaade, ſom er provet og be⸗ fundet fortrinlig. Heſteſko kunne paa denne Maade ogſaa gjeres langt holdbarere end ellers.
*
Om Fiſken, ſom kom, og Fiſken, ſom gik. En ſpenſt Bonde havde juſt fanget en prægtig ſtor Gjedde, ſom ſprallede i Gresſet og lukkede fit ſtore Gab op, ligeſom en Skovlober kom gaaende med fin Hund. Manden ſtandſede lyſten ved Synet af den ſprallende Fifk. „Aa! det var en prægtig Fiſt! Gud ved, om den bider?“ ſagde han. „Stik Jer Finger i Gabet paa den og prøv ad“, ſagde Bonden leende. „Nej ellers Tak, men jeg faar en Ide! jeg kan ſtikke Halen af min Hund i Gabet pan den“. „Ja det kunde være morſomt at fe, hvad den jaa vilde gjøre”, mente Bonden.
Skovloberen fil fat i fin Hund og ſtak Halen i Gjeddens Gab; ojeblikkelig ſlog den Tænderne ſammen; men Hunden oploftede et tudende Hyl og ſprang afſted, fan raſt den kunde, ad Skovloberens Hjem til — og vak var baade Hund og Gjedde, inden Bonden kunde komme fig efter fin Overraſkelſe. „Haloj!“ raabte han endelig, „fkynd Jer at falde paa Jeres Hund!“
„Aa! hvorfor det“, ſparede Skovloberen, leende over fin liſtige Fangſt, „det er bedre, at Du falder pan Din Gjedde 5
En Sondagsjeger, der ved Middagsbordet havde underholdt fin Sidemand med en Mængde Fortællinger om vidunderlige Bedrifter, han havde udøvet paa Jagten, endte fine Krønifer med at beklage, at Vildtet nu var aldeles udryddet i hans Omegn. „Jeg vilde give en Femdalerſeddel for at treffe en Hare pan min Vildtbane“, ſukkede han. J det Samme reiſte en gammel Forſtmand ſig fra Bordet. „Vil De give mig en Specie“, ſagde han, „ſaa vil jeg med Fornojelſe agere Hare for Dem en Timestid“.
Inſekters Angreb paa Sed. Inſekterne fortere aarlig en ikke ringe Del af Markernes Afgrode og undertiden medgaar endogſaa en Fjerdedel af Høften. En franſk Videnſkabsmand gjorde et Forſog med at indeſperre 12 Par Han- og Hun⸗Snude⸗ biller i en Kiſte med ca. 30 Pd. Korn, og i Lobet af et halvt Aar havde disſe Smaadyr, der næppe ere / Tomme lange, i For⸗ ening med deres Afkom fortaret alt Kornet, hvormed de vare indeſperrede. Man har beregnet, at denne lille Snudebille alene fortærer for over 35 Millioner Rigsdaler om Aaret i Korn⸗ magaſinerne i Europa. Sug
J et franff Agerdyrkningstidsfkrift laſes en Anvisning til at ødelægge Kornorme, ſom anbefaler fig ved fin Sim⸗ pelhed og Billighed og derfor fortjener at proves. Man anbringer rundt omkring paa fit Kornloft, omtrent 1 Al. fra de angrebne Partier, Surdejgskager af Form ſom en hul Halv⸗ fugle 4—5“ tykke; efter nogle Timers Forløb vil man finde dem bogſtavelig bedekkede af Billerne, der have lagt deres Æg i dem i Tuſindvis; man ſamler nu Kagerne ſammen i en Sæt og brænder det Hele, Med for 8 ß. Surdejg har man paa nogle Dage renſet et Kornmagaſin, ſom indeholdt 110 Centner Korn. Fremgangsmaaden gaar, ſom man ſer, ud paa at faa Billerne til at lægge deres Wg alle pan et Sted, hvor män kan ſamle og ødelægge dem paa en Gang.
.
Husvennen udkommer til hver Søndag med Fjerdingaaret, frit tilſendt.
et 16⸗ſpaltet Ark, Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brepſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos
forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß.
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, l. Kjebmagergade 56, Kjøbenhavn.
Trykt hos J. H. Schultz.
2
5
8 5
AN . 10 SY 4 0 G 9 — & 8 2 1 9 W
SE 5 ARNENE
8
Billedblad for Alenigmand, for Sorfhabslæsning, Oplysning og Husflid.
Adgiuet af N. C. Rom.
Nr. 3.
19. Oktober 1873.
Indhold. Ebletræet og Egetraet. 7 Fanø, med Billeder. — Anders Larſens Tral, Husflid. — Blandinger, med Billede. — Brevvexling.
Fortælling af C. A. Thyregod. —
—
Abletræet og Egetreet. Skitfe af Vilh. Ø.
Der, hvor Vejen ender og aen begynder fit bugtede Løb mellem Bakkerne og de brune Heder, [aa endnu Ruinerne af en gammel Herregaard, hvis Ejere forloengſt vare døde og begrapne. Navnet og Slægten var glemt, efterhaanden ſom Ukrudtet og den vilde Vedbend mere og mere hapde bedakket Levningerne af den for ſaa ſtolte Herreborg. Og Muldvarpe, Markmus og Orme levede under Reſterne af de ſamme
Mure, ſom for havde ſet ſtadſelige Riddere og dejlige
Ridderfruer indenfor deres Vægge. Der, hvor for
Jlojternes og Gigernes Toner havde faldet til den
lyſtige Dans, hørtes nu kun Muſenes Gnaven og en enſom Ugles Skrig. Alt bar et forladt og ode Prag og viſte, hvorledes Tidens magtige Haand formaar at lægge øde og dødt det, ſom forhen ſpulmede af Luft og Liv.
J Nærheden af dette Minde om ſvunden Storhed ſtod et gammelt Wbletree med knudret Stamme og krogede, halvvisne Grene. Ingen vidſte, hvorlænge det havde ſtaaet. Men Wbletræet kunde ſelv hujfe langt tilbage i Tiden og var hel fuldt af gamle Minder — ligeſaa gamle ſom de knudrede Grene.
Det var et fornemt Xbletræ; thi intet Medlem af dets Familie havde voret andetſteds end i grevelig Jord, og grevelige Gartnere havde gjødet og fredet om det. Men det hang dog nu ſorgmodigt med
Grenene og havde kun de ſvundne ſtolte Dage at troſte fig med. Det var næften, ſom der kom nyt Mod i
Bryſtet — det vil ſige ny Saft i Stammen — paa det gamle Æbletræ, naar det tænfte paa hin Tid, da Herregaarden knejſede rankt ved Agens Bred, og der var Liv og Bevegelſe rundt omkring. Da kom Gre⸗ vens Datter og den unge Hofmand ned i Frugthaven, hvor ogſaa Wbletræet ſtod, og de fad under dets ſeyggefulde Grene, hvor Frugterne bugnede, og talede om deres Kjærlighed og Troſkab. Og han ffar hendes og fit eget Navn ind i Træets Bark. Det glemte Wbletræet aldrig. Den Indridsning betragtede det ſom et Udmerkelſestegn, ſom et Tegn paa, at det var kaaret til Højhed og Ære, til kun at vore i en greve⸗ lig Have og forſyne et greveligt Bord med ſin Frugt.
Men Aarene ſpandt hen, Grevefamilien uddode, Herregaarden faldt ſammen, og i Haven var der kun Græs og Ukrudt tilbage. Ogſaa Wbletrceet følte, at det blev gammelt. Naar Vinden blæfte, kunde det merke, hvorledes det knagede og knugede i Grenene, ſom ſkulde det knakke over. "Det holdt fig dog ſaa rankt ſom muligt; thi det var jo et ariſtokratiſk Wble⸗ træ, og for vilde det visne i den grevelige Jordbund, end det vilde omplantes paa Husmandens ſimple Jord ved Siden af. .
Saaledes fortalte det til Kragen, ſom havde bygget fin Rede oppe imellem de ſkjore Grene.
Kragen ſagde ikke Meget. Den lod blot, ſom den følte det Adelige ved Wbletroets Tanke og beundrede dets ariſtokratiſke Folelſer. Derfor ſyntes Wbletrcet, at det var en dannet Krage.
Paa Husmandens Jord tætved voxede der en ung Eg; den var endnu ſaa ſped; thi det var kun et Par Aar ſiden, at Husmanden og hans Karen havde
plantet den paa deres forſtefodte Søns Fodſelsdag. Den ſtod ikke langt fra det gamle Wbletro, ſom flet ikke lod til at lægge Meerke til ſaadan en ſimpel lille Tingeſt. .
Wbletræet havde forſynet det grevelige Bord med fin Frugt. Det havde ſpillet en Rolle i Verden, faaet Udmærfeljestegn og Kjærlighedstegn af en Kammer⸗ junker. Hvad havde det da at ſkjotte med en ſimpel Eg, ſom voxede paa Husmandsjord? Nu var det jo rigtignok gammelt og bar ingen Frugt, var grimt og forkroblet — ſmukt havde det nok aldrig været, hvad det dog ikke fortalte til Kragen — men det havde en Fortid, havde Grevedannelſe og havde levet i den fine Verden. Se det var bedre end at være Eg med grønne, friſke Blade og Marv i Stammen!
Det lille Egetre brød fig forſt ikke om, hvad det hovmodige Wbletroe ſagde. Det voxede, blev ſtorre og kraftigere, og det grønne Egelov begyndte at danne ſig til en herlig, ſkyggende Krone. Det dromte om en Fremtid, om at blive en ſtor, en hundredaarig Eg, hvori Folk indtegnede deres Navne. Det dromte at ſkulle ſmykke de unge Krigeres Bande med ſit Lov, naar de droge ud at kampe for Fodelandet, og det dromte, at dets Born, de ftærfe Grene, engang ſkulde knejſe ſom Maſter i de ſtolte Snekker, der bare det lille Danmarks Navn over fjerne Have til fremmede Lande og Steder!
Den lille Eg ſyntes, det gjorde jaa godt at med⸗ dele ſine Tanker til Andre. Og derfor fortalte den til bletræet om det Liv, ſom rørte fig i dens Stamme, og ſom viſte ſig ved de Tuſinder af nye Skud, ſom Dag for Dag ſprang frem.
Men Wbletræet jan foragteligt paa Egen. „Hvor er De født?” ſagde det. „Har De forſynet et Greve bord med Deres Frugter, har De kjendt Hofmend og er De bleven plejet af en grevelig Gartner? Har De omgagedes Folk af Stand? Ellers kan De ikke komme frem i Verden. De er fodt paa Husmands⸗ jord og fjender kun Lenkehunden, derfor bliver De aldrig noget Virkeligt!“
Og jaa nikkede Wbletreet ſaa hovmodigt og ivrigt, at der knoekkede endnu en Gren og faldt til Jorden. ;
Husmandens Erik gik om Dagen og pasſede Na⸗ boens Faar; thi hans Forældre vare meget fattige, og
han var derfor nødt til at fortjene Lidt tilhjælp og
maatte endda tidt ſpiſe tørt Brød. Men en forftandig og ſmuk Dreng var han. Om Aftenen laa han under Egen og læfte i Eventyret om Kongeſonnen, der drog ud i Verden og fif en dejlig Prinſesſe og et Konge⸗
rige i Tilgift. Han læfte ogſaa om Tordenſkjold, om
Napoleon og mange andre berømte Mænd. Det var hans fjærefte Læsning, og han var meget glad over, at han havde lært at leſe i Skolen, ſtjondt han
18
havde maattet gaa en god Mils Vej paa ſine hullede Traſko for at naa derhen.
San dromte han, ligeſom Egetraet, om at blive til Noget i Verden. Engang imellem hviſkede Ggetræet bedrøvet til ham, hvad det indbildſke Xbletræ havde jagt, „at man ikke kunde blive noget Virkeligt, naar man var født paa Husmandsjord“. Det troede Erik, og jaa ſatte han fig hen paa Groftekanten og græd. Men naar han naſte Aften atter laa under Egen, ſyntes han dog, at den hviſkede mere troſtende Ord til ham, ſom gjengav ham Troen paa, at man med en ærlig Streben kan udrette Meget her i Livet.
Tiden gik, Ggetræet var blevet et dejligt, kraftigt Trœ, Wbletræet var næften helt gaaet ud, og Erik var kommet i en rigtig Skole, hvor han nok blev til Noget, havde Preſten jagt til den gamle Karen.
Nu var det Sommer igjen. Der var gaaet mange Somre, ſiden lille Erik laa under Cgetræet og drømte om at blive en ſtor Mand. Nu drømte han ikke mere; men han var taget over til den ſtore By, hvor han arbejdede for at komme frem i Verden. Hjemme under Egen ſad gamle Karen og endnu En, ſom længtes efter ham.
Derovre i Hovedſtaden gik Erik paa Akademiet for at blive Officer. Han gjorde god Fremgang og var agtet og afholdt af ſine Kammerater. Men fattig var han, jaa fattig, at han tidt gik iſeng uden Aftens⸗ mad, naar han havde ſiddet oppe og læft til langt ud pan Natten ved den daarlige Lampe, ſom endog manglede Kuppel. Det gjorde dog ikke Noget; thi Erik havde ſyet et Stykke hvidt Skrivepapir ſammen.
Det gjorde ſamme Nytte mente han, og var meget
billigere end en hvid Kuppel fra Porcelloenshandleren.
Det var Präeeſten, ſom efter Eriks Faders Dod havde taget fig af den ſmukke, begavede Yngling; han ſendte ham en lille Underſtottelſe hvert Aar, den var meget lille, men Erik ſtuderede flittig og ſkrev glade, troſtende Breve hjem til ſin gamle Moder, den fattige Husmandskone.
Til Efteraaret tog Erik Officersexramen, og ſaa ſtulde han beſoge dem, ſom længtes efter ham i Hjem⸗ met. Men Efteraaret kom, dog ikke Erik; thi Krigen var udbrudt, og han ſkulde med uden at faa Lejlighed til at give Affkedskysſet til dem, ſom han maaſke aldrig
mere vilde faa at ſe.
Imidlertid vare 2 Aar gagede hen. Det var atter Vinter, og under Vaabenſtilſtanden ventede man i Husmandsboligen med Uro og Spænding. paa den fjære Bortdragne. Der gik rigtignok flere underlige Rygter om Udmeerkelſe og Avancement, men man vidſte intet Beſtemt. ;
Det var triſte Dage. Selv den ſmukke Eg, ſom gamle Karen og hendes afbøde Mand for toogtyve Aar ſiden havde plantet, ſtod tavs og ſorgmodig og med
-
Grenene bedeekket af Sne og Rimfroſt. Det gamle Wbletræ kunde ikke mere prale af fit fornemme Be⸗ kjendtſkab, det var helt gaaet ud og ragede kun ſom en visſen Stub op over Sneen.
Men ogſaa den Vinter gik, og faa kom det dejlige Foraar med Solſkin og Blomſter. Atter ſad gamle Karen og en ung ſmuk Pige, det var Preſſtens Ellen, under Egen og talede om en vis Perſon, ſom man længtes efter.
Erik havde -faaet en fort Permisſion og ſkyndte fig til Hjemmet for at overraſke fine Kjære. Han kom faa uventet, og var dog faa længe ventet, at de ikke ſtrax fik Oje paa den unge, ranke Mand i Kaptains⸗ uniform med Ridderkorſet paa Bryſtet, ſom ſtod bagved Egetreet med bankende Hjerte.
Forſt da han gik lige hen til dem og raabte med en af Glæde ſittrende Stemme: „Min Moder, min Ellen! har-J glemt Eders Erik?“ Forſt da kunde de fattes den overvættes Lykke at holde ham i deres Arme, uſkadt og bedoekket med Hæder og Udmeerkelſe.
Erik ſaa med et ſtraalende Blik paa fin Moder og Ellen, og jaa vifte han op mod Egen, ſom de Gamle havde plantet paa hans Fodſelsdag for 22 Aar ſiden. „Se Moder, ſe Ellen“, ſagde han, „det er min Lykke⸗Eg. Det var den, ſom hviffede til mig i min Barndom. og fortalte mig, at jeg fkulde arbejde og aldrig tabe Modet, fan blev jeg nok til Noget. Og det var under den, at jeg laa og drømte om at drage ud i Verden og vinde en dejlig Prinſesſe og et Konge⸗ rige i Tilgift! Ja Moder, mit Fædreland har rigelig belonnet mig, og jeg har Bevidſtheden om at have gjort min Pligt. Se, det er ligeſaa Meget ſom et Kongerige! Og Kongedatteren fandt jeg ogſaa; thi Ellen bytter jeg ikke bort med nogen Prinſesſe! Se derfor ffal vi fejre denne lykkelige Aften under min Lykke⸗Eg. Den fkal ogſaa have fin Del af min Tak!“
Det Sidſte forſtod Egetreet. Det rettede ig ſtolt derved. „Saa blev jeg dog noget Virkeligt“, ſagde det. Og faa kiggede det over til det visne Wbletree, ſom havde jagt, at man ikke blev til Noget, naar man var født paa Husmandsjord og kun kjendte Leenke⸗ hunden! „Jeg blev mere, end Du var — Jeg blev en Lykke⸗Eg“, ſagde det. Men Wbletrcet kunde ikke mere være indbildſk, for det var gaaet ud — det var kun en Zræftub! É
Sans. Efter Folkekal. f. Danmark.
—̃ͤ—
Det er en Erfaringsſag, at de enkelte Egnes na⸗ tionale Ejendommeligheder udſlettes mere og mere. Den ſerlige Maade at flæde fig paa jævner ſig efter⸗
haanden, og Folkeſkikte og Scedvaner, ſom for en Menneſkealder ſiden anſages for urokkelige, ophore og forandres lidt efter lidt. Det vil vel ſnart kun blive de nordiſke Fjelddale og afſides Øer, ſom frembyde interesſante Undtagelſer fra Folkets almindelige og — kjedelige Maade at være paa. Saadanne Steder maa man derfor nu ty til, naar man vil glede ſig ved at iagttage gammel Folkeſkik og Moder, der ikke vare ny i Gaar eller blive gammeldags i Morgen, ſom i den velſignede dannede Verden, ſom ſnart Alverden ftræber efter at blive Medlem af — i det Mindſte hvad Klæde- dragten angaar.
Lyſter Læjeren at deltage i en lille Udflugt til Fanø, Veſt for Ribe? Vi haabe, at den ikke fal blive kjedelig, thi denne venlige og gjeeſtfri O er netop en ſaadan, hvor gammel Sed og Skik er bleven bevaret mere end andet Steds blandt Beboerne, og hvor tillige Naturen paa fin Vis har en Storhed og vild Ynde, ſom virker tiltrekkende paa Beſkueren. Snart vil Lo⸗ komotivets Piben ogſaa blande fig med Veſterhavets
Bruſen paa disſe Strande, naar Esbjergbanen bliver
fuldendt, og Fanø vil da ſikkert blive et yndet Tilflugtsſted for mangen en Lyſtrejſende fra de for— ſkjelligſte Egne af Danmark. ;
Naturen paa Fanø er komplet veſtjydſk. Hele Midten af Øen er vild og ode, udyrket Hede uden menneſkelige Boliger, begrendſet af de mægtige Sand⸗ klitter, der ſlynge fig i Bolgeformer omkring hele Øen. Klitterne have et helt majeftætif og pynteligt Üdſeende, iſcer om Sommeren, naar Marehalmen, den alminde⸗ lige Klitvext, ſtaar frodig grøn og i det Fjerne ſtun⸗ dom fortoner fig ſom en ſkovvoxet Bjergegn, iſcer naar man tager Indbildningskraften lidt til Hjælp. Har man arbejdet ſig op paa Toppen af Klitterne ved Kyſten, har man den herligſte Udſigt. Her jer man forſt det vidtſtrakte mægtige Veſterhav, der ſtundom ſkinnende og ſmilende ruller blidt mod den hvide Strand, og til andre Tider hæver fig med mørfe, ſkum⸗ flædte Bølger, der fraadende, med bedøvende Larm vælte fig mod Hapſtokken og i Afſtand lyde ſom et uophorligt rullende Tordendron. En Overraſkelſe venter ofte den Fremmede, der beſtiger de veſtlige Klitter i den Tro at finde Havet nedenfor, men i det Sted ſkuer en Slette af dejlige grønne Enge og frugtbare Marker, der atter er begreendſet af en ny Klitrakke mod Havet. J Nerheden af de bebyggede Dele af Den er nemlig hver Plet omhyggeligt dyrket, og de ſandede Bælter mellem Klitterne ere ikke faa utaknemlige for den an⸗ vendte Flid, ſom man fulde tro. De egentlige Bønder, ſom i Reglen tillige ere Fiſkere, have deres Gaarde i de opdyrkede Strøg omkring de to eneſte Byer Nordby og Sonderhoe, ſom fkilte ved den milelange Hede findes pan den nordlige og ſydlige Del af Den. De dyrke Jorden med Heſtekraft; men de fleſte egentlige Beboere af Byerne ere Sofolk, da Øen, ialfald tid⸗
ligere, ejede et ftørre Antal Skibe end nogen danſk Provinsby, og aarlig bygger ikke fan Skibe pan de betydelige Skibsbyggerier. I Sommertiden jer Havnen ode nok ud, thi da ere Skibene uafladelig pan Farten, ofte til andre Verdensdele; men om Vinteren fremviſer den en anſelig Maſteſkov, ſkjondt en Del, naunlig af de ſtarre Skibe, overvintre i andre Havne, hvor de kunne være tidligere ſejlklare om Foraaret, naar Farten atter begynder. Sommeren er derfor en ſtille Tid paa Fang, da næften hele det unge Mandffab er borte, og en ſtor Del af Pigerne tage faſt Tjeneſte i Jylland fra St. Hansdag til Mikkelsdag for ſom dygtige og ſogte Markarbejderſker at deltage i Hoſten. Kvinderne ere ogſaa de egentlige Beſtyrere af Alt hjemme, og det
er dem, der maa lægge Kræfterne til ved Mark- og Jordarbejdet, thi da Mandfolkene ere til Søs den meſte Tid af Aaret, beſkjceftige de fig ikke med Ar⸗ bejdet, naar de ere hjemme en Gang imellem. Til Gjengjceld maa Mandfolkene pænt ſidde ved Kvinde⸗ arbejde de lange Vinteraftener, og kunde give de fleſte Karle i Landet et godt Exempel i denne Retning, idet de, naar de ikke have Andet for, maa ſtrikke Strom⸗ perne til hele Familien om Vinteraftenerne. Ja, det paaſtages endogſaa, at Konerne og Pigerne ikke en Gang kunne ſtrikke, hvorimod det er en Fornsjelſe at je, hvor udholdende og med hvilken Feerdighed en ſtor ſteerk Sømand kan „pregle“, ſom det her hedder, en hel lang Uldſtrompe paa en Dag — uden at finde
det under fin Værdighed. Dette turde være et Vink til mangen Ungkarl trindtom i Landet om, at et nyttigt Vinteraftensarbejde kun kan hædre fin Mand, ſelv om det kun var at ſtrikke. Vi ſkulle blot bemærke, at Fiſkeriet, næft Skibsfarten, er Øens vigtigſte Er⸗ hverv, og derneeſt gaa over til at fortælle om, hvor⸗ ledes Fannikerne boe og klæde fig, og om hvorledes deres Skikke ere.
Boligerne paa Fang ere ikke ſynderlig forſkjellige, og beſtaa i en lang, temmelig lav Bygning af rode Murſten, med Straatag. J den ene Ende findes Be⸗ boelſeslejligheden, der beſtaar af en Dagligſtue, en Art Storſtue, et eller to Kamre og Kjokken. J den anden Ende er der Bryggeri eller Vaſkehus, Koſtald og en
Fans Haun.
lille Lo. Til de fleſte Huſe, ſom ere godt vedligeholdte og have et ret pynteligt Udſeende, hører en lille Have, meſt til Kaal. Indvendigt ere Huſene gjerne renlige
og nette. Sengene ere ofteſt anbragte i Skabe i
Væggen, en Skik, der næppe er fund; men Mændene ere jo ſaa vante til de indelukkede Kojer i deres Skibe, og for Husmoderen ere de lukkede Sengeſteder be⸗ kvemme, hvorfor den gamle Skik jan længe er bevaret.
Bondergaardene ere indrettede paa ſamme Vis, men beſtaa af to ligefor hinanden ſtagende Leenger, uden indhegnet Gaardsplads imellem.
Fannikerne have altid med Vedholdenhed hængt ved gamle Skikke og Sædvaner, og gjøre nødigt For⸗ andringer i den Levemaade, ſom er nedarvet fra For⸗
3
fædrene. Derved har Fang bevaret Nationaldragten jaa længe for Kvindernes Vedkommende, idet Mændene, der færdes jaa vide i Verden, gan flædte ſom andre Sofolk. ; Hovedgjenſtandene for Kvindernes Dragt ere: Troje, Skjorter og en Mængde Tørklæder (her kaldte „Klude“), der anvendes til forſkjelligt Brug. Men disſe Kledningsſtykker maa være tilſtede i betydelig Mengde og i ſtort Udvalg, naar en Pige eller Kone ſkal ſiges at være nogenlunde fuldſtendigt forſynet; thi ved forſtjellig Anledning findes forſkjellig Paakled⸗ ning, hvilket overholdes paa det Strengeſte. Til dagligt Brug bæres Trojer af trykket Kattun eller af Bom⸗
|
uldsflojl, ſnevert fluttende om Livet og fortil beſatte med to Rader Knapper, af hvilfe en eller to gjerne uknappede. Skjorterne ere af rødt eller ofteſt af grønt uldent Toj og temmelig forte. Om Vinteren bæres morke uldne Strømper og Tofler eller Træffo, men om Sommeren gaa de fleſte Piger med bare Fodder og Benene bedekkede af Strompeſkafter uden Fødder (ſom de jydſke „Stunthoſer“). — i Haaret bæres altid glat tilbageftrøget og ſammen⸗ holdes af en lille Hue af Lærred; men man ſer ikke noget deraf, da der bindes et blaa- og rodſtribet Tor⸗ flæde faſt om hele Hovedet, med Undtagelſe af Anſigtet, jan det ender med en Knude i to lange Flige (der
—— === ===
”Nationaldragt paa Fang.
kaldes „Pjagger“) pan den øverfte Del af Baghovedet. J Maaden at binde denne Knude paa kan udviſes megen Kunſt, og der findes mange Kvinder, ſom kunne kjendes længere fra alene paa deres Piagger. Om
Halſen bæres et løft bundet Tørklæde, hvis Ender ere |
fammenfæftede bagtil med en Ravnaal. Naar Kvin- derne gaa ud, bindes endnu et Tørklæde fra Hagen omkring Hovedet, jan at Mund og Naſe ganfke ſkjules. Et ganſke ejendommeligt Stykke, ſom for den Fremmede ſer helt lojerligt ud, er en af to Stykker fort Klæde ſammenſat Maffe, den ſaakaldte „Strude“, der ſkjuler hele Anſigtet undtagen Øjnene. Man Fjender imidler⸗ tid hverandre godt trods Maffen, da Kvinderne have
|
|
et ſtort Kjendſkab til hverandres Kloedningsſtykker, Fi⸗ gur, Gang og Maade at knytte Pjaggene paa.
Den her beſkrevne Dragt er ganſke ens for den Velhavende og den Fattige; thi ſelv de rigeſte Skipper⸗ koner, hvis Mænd maaſke kunne hjembringe 4 5000 Rd. om Aaret i Indtegt, forandre intet i den nationale Dragt, og netop ved denne Ensartethed i Dragten fremgaar en Frihed og Lighed i Omgang, der næppe findes noget andet Sted imellem Perſoner, ſom Lykkens Gaver ere tilmaalte ſaa forſkjelligt.
Men foruden denne daglige Dragt maa Kiſten, ſom alt antydet, være godt forſynet, naar Garderoben ſkal være nogenlunde fuldſtendig. Forſt haves en
(
Stadsdragt, der kun er forffjellig fra den ovenfor be⸗ ſkreone ved Stoffernes ſtorre Finhed og Koſtbarhed, ſaaledes at Trøjen er af Silke eller fint Klæde, Knap⸗ perne af Rav, „Kludene“ af Silke, Toflerne lakerede b. ſ. v. Til fin Baaflædning hører dernæft et ſtorre Antal Skjorter af en anſelig Vidde, og disſe ſkulle paa en velpyntet Fannikekone kunne bæres i et Antal af 6—7, ſaa at Figuren ved et jan jvært Paaheeng ikke kommer til at mangle Fylde. Dernæft maa der nødvendigt ejes en Sorgedragt, for hvilken der ofte er Brug; thi den bæres ikke blot af dem, der have Fa⸗ milieſorg, men af Enhver, ſom er indbudt til en Be gravelſe, og af den Afdodes hele Grandlag (Naboerne) idetmindſte om Sondagen i Kirken. Paa Langfredag og almindelig Bededag bære ogſaa alle Kvinder Sorge⸗ dragt i Kirken. Til denne Dragt horer Skjort og Troje af fort Klæde, kantede med brede forte Flojels⸗ baand, og Klude, der ere morkeblaa med lyſeblaa Stri⸗ ber, baarne ſom omtalt.
Ved Brylluperne bære Brud og Brudepiger fort Dragt med hvide Forklæder, og pan Hovedet den ſaakaldte „Bore“: et af Glasperler og Flitterſtads ſammenſat Hovedſmykke, der formelig bliver ſyet faſt til det ſtramt opſtrogne Haar. Ved denne Lejlighed kan man faa at fe, hvilken Farve Fannikepigens Haar har, og at hun har Oren, hvilket man ellers ikke faar at je, da det ſedvanlige Hovedſvob aldrig af⸗ lægges, ikke en Gang om Natten, og man undſer fig meget ved at blive ſet med bart Hoved.
Til dagligt Brug leve Fannikerne meget tarveligt. Den fædvanlige Koſt er Melkemad, tor Fiſk med Kar⸗ tofler, og fremfor alt den nationale Ret „Sakkuch“, en Art Budding af Bygmel, kogt i Vand, ſom nydes med Sirupsſauce i Forbindelſe med ſalt Kjod eller Flæff. Til Mellemmaden eller Frokoſt nydes den uund⸗ værlige Kaffe, hvoraf der ved given Lejlighed, ſom ved Gilder, kan fættes en utrolig Mængde til Livs; man paaſtaar, at der er dem, der kunne tage deres 6, 8 ja 10 Kopper i Trak. En ſtor Gjeeſtfrihed findes nemlig
overalt, jaa der ſkal nydes Meget.
Man maa beundre den ſtore Sadelighed, der findes paa Øen, og den ſjeldne Troſkab mellem Mænd og Kvinder. Tidlige Forlovelſer ere ikke ſjeldne; men om ogſaa Kjereſten rejſer bort og bliver borte en halv Snes Aar, horer det dog til ſtore Sjeldenheder, at de ikke blive hinanden tro. De mange Enker, ſom paa Grund af Mandens farlige Livsſtilling findes paa Oen, blive ſjeldent gifte igjen, med mindre de eje et Skib, hvorimod Enkemeendene i Reglen ſnart ſoge fig en ny Kone, der kan pasſe Hus og Børn, medens de ſelv ere til Søes.
Anders Larſens CTral. Forfælling af C. A. Thyregod. å (Fortjat.)
Naar Dagsarbejdet var endt i Marken, var der endda Kvindegjerning, ſom den lille Pige ffulde bjælpe fin Moder med hjemme; men naar hendes bløde Barne- muſkler vare flappede og trættede af Anſtrengelſe, faa tog han fat og lod hende hvile fig, og et taknemligt Blik af hende og et venligt Ord af hendes Moder lod ham glemme fin egen Træthed — og Anders blev flet ikke vred for, at han ſaaledes ſpildee mangen en Time af fin egen Fritid for at lette Barnet dets Arbejde.
Han bler heller ikke vred, da Vinteraftnerne kom, og lille Lars ſkulde begynde at læje, over at Ole over— tog denne Gjerning, og at han, naar Lars blev ſovnig, tog fat paa et Par Karter og arbejdede med dem et Par Timer, for at Puddelkatten kunde komme tidligt i Seng. Han var endog ſaa velvillig, at han ſagde til Knoſen: „Du burde jo pasſe Heſtene, men Du vil nok heller ſidde herinde ved Varmen; jeg ſkal nok rogte dem ſelv“. Og Ole markede ikke, at der kunde være lun Beregning i Mandens Færd. Han var glad i det venlige Hjem og ſogte at være det nyttig paa en— hver Maade.
Den ulykkeligſte Side af hans Stilling kunde dog ikke længe blive dulgt. Havde han faaet en efter fin Alder og Dygtighed pasſende Lon, kunde han tilnod holdt fig flædt ſom Flertallet af fine Jcvnlige. Men ſom det nu var, faldt Klæderne ham af Kroppen, uden at han kunde ſkaffe fig ny. Hans Moder kunde ikke hioelpe ham; hun kunde kun græde og klage over hans Ulykke, ſom hun dog ikke vidſte nogen Udvej af. Nogen kunde han dog ikke gaa, og jaa maatte Anders Larſen ſkaffe Kleder og fore dem paa Regningen. Men for ikke at forſtorre denne mere end nødvendigt bleve Kla— derne af ſimpleſte Slags, af grovt Skjetteblaars⸗ Lærred, og hvor de vare meſt udſatte for Slid, bleve de ligeſom beſlaaede med gammelt Leder. At Mette og Karen forſynede ham med varmere Underkleder, kom fjældent paa Regningen; thi derom hed det fig, at Anders ikke vidſte det. Han var dog næppe jaa uvidende derom, ſom han lod; thi ogſaa han havde et Hierte, der kunde tale med, naar det ikke gjaldt lige⸗ frem Indtegt eller Udgift af Penge.
Ungdommen har en vis Svaghed for ſmukke Klæder og er ikke fri for at være uſkaanſom, hvor i den Retning Fattigdom eller Kniberi træder for ſterkt frem. Men Oles Armod var altfor kjendelig i det Ydre, og naar han lod fig Je blandt pytede Jeevn⸗ aldrende, blev der peget Fingre og ſpottet ad ham, og nu og da blev der ham givet det drillende Raad at tage Halvhundreddalerſedlen i Brug. Ole var god⸗ troende og enfoldig; men han følte dybt og ſteerkt og
lod fig let ſkreemme af Spot. Saa holdt han fig borte fra, hvor unge Folk ſamledes, ſkjondt det faldt ham tungt; thi hans Sind ſtundede efter at tage Del i Ungdommens ufkyldige Glæder. I fit daglige Ar⸗ bejde var han munter og livlig, men — og man fan le ad det, om man vil — naar Nabolagets unge Folk ſamledes en Søndag Eftermiddag, ſaa ſtillede han fig mangen Gang i ſin Husbonds Foderlo og ſtod og græd, eller han fad nede ved Dammen veſtenfor Gaar⸗ den og ſtirrede ud i de legende Bolger. Der laa en ſtor Sten ved Dammen, ſom det ſagdes om, at en Kempe havde ſtaget paa Frenderup Nihoje og havde kaſtet den efter Viborg Domkirkes Taarne, men havde ikke evnet at kaſte den langt nok. Der var fem Huller i Stenen, ſom det kunde være Indtryk af ligeſaa mange kempeſtore Fingre. Paa denne Sten ſad han ofte, og da kunde hans tunge Sind give ſig Luft i Sange, der fløj bort jan haſtigt, ſom de bleve til. Da grublede han ofte over fin ſere Sfæbne, og da drømte han fig en Fremtid, der var lys og lykkelig. Men ſaadan kunde han ikke male ſig ſin Fremtid uden at bringe over i den det, der var bleven ham bedſt og kjereſt i hans Fornedrelſestid. Og faa underlige vare hans Vilkaar, at han, Trellen, elſkede ſin Herre med Huſtru og Born. Meſt dog Bornene; meſt af dem Puddelkatten, der Tid efter Tid voxte op og blev en ejendommelig maleriſk Skjonhed. Han kunde ikke tenke fig en ſmuk Fremtid uden at je det trinde Barne⸗ anſigt i Forgrunden med de ſtore ſorte Ojne, det hjertevarme Smil og det bruſende ſorte Haar. Der var lyſe Drømme, ſom vifte ham Alt i det herligſte Lys, og der var kolde, forſtandige Ojeblikke, hvori han fortalte fig jelv, at hun vilde være en rig Mands voxne Datter, medens han endnu i fin Skjetteblaars Dragt var den ſamme Mands livegne Tyende. Stun⸗ dom kom faa Karen og fatte fig hos ham paa Stenen, fortalte ham Nyt fra Byen og var det glade, ven⸗ lige Barn, hun altid havde været, jaa hun uden Sky behandlede ham ſom en fjær Ven. — Til andre Tider gjæftede han fin Moder, hvis Livsbetragtning blev morkere og mørfere, og var ingenlunde lyſeſt for Sonnens Vedkommende, om hvem hun troede, at An⸗ ders Larſen Havde baade Villie og Ret til at beholde ham ſom livegen Zræl, ſaalcenge han levede. i Hun tog fejl, hvad Villien angik. Anders Larſen var ikke et Umenneſke, han var endog efter fin egen Mening ſerdeles rimelig. Ole havde været hos ham i fem Aar, da Anders Larſen en ſmuk Foraarsdag ſagde til ham, at de kunde da ſnart være kit. Rig⸗ tignok agtede han at beholde Karlen Sommeren over, men til Gjengjæld vilde han give ham et Sæt nye mukke kjobſtadfarvede Kleder, for at han paa en ſommelig Maade kunde træde ud i Verden paa egen Haand, Ole glædede fig barnlig over de nye Klæder, maaſke ligeſaa meget ſom over, at han kunde je til
23
Ende paa fin Treldomstid. Manden ſagde, at han vilde feſte ham neeſte Aar for Lon; men Karlen var ubeſtemt, thi Noget bandt ham faſt der i Gaarden, og dog længtes han efter frit at komme til at prove de unge løfte Vinger. „Du kan jo ogſaa tage Dig Tid til Betenkning“, ſagde Manden, og det gjorde han jaa.
Der ſkulde være Marked ved Hvalpſund, og did⸗ hen vilde Manden fjende ham med et Par Stude. Manden vilde ogſaa ſelv til Markedet; men Karlen ſkulde træffe Aftenen i Forvejen. Han havde juſt faaet de nye Klæder, og dem tog han paa; thi Skjette⸗ blaarsdragten var endnu god nok til daglig Brug; men udenfor Gaard og Mark vilde han herefter gaa flædt ſom et andet Menneſke. Han fremſtillede fig for Familien i ſin Pynt. Sorte⸗Mette pillede og rettede lidt ved Dragten, traadte ſaa et Skridt tilbage for ret at tage ham i Ojeſyn. „Ole er i Grunden en pæn Karl“, ſagde hun, „nu han har faaet ordentlige Klæder paa”. Puddelkatten ſagde Intet; men hendes marke Kinder blusſede og hendes Øjne lyſte med en ufjendt Glans, medens hun ufravendt betragtede fin mangeaarige Ven, der nu var ſom omfkabt; thi der er nogen Sandhed i Ordſproget: at Kleder ſkaber Folk. Imidlertid vendte Ole fig bort, og ſnart traf han af med Studene, medens Foraarsſolen ſank glo⸗ dende ned i Veſten.
Paa Markedet traf han ſammen med ſin Hus⸗ bonde, der ſnart fik Studene ſolgte og nu ſagde til Karlen: „Jeg har Wrinde andetſteds; men Du kan gaa Din egen Gang og have Reſten af Dagen til Din Raadighed“.
„Saa troer jeg, jeg vil ſe mig lidt om paa Mar⸗ kedet, og jaa vil jeg pan Hjemvejen gjæfte min Moder“. „ der kommer jeg ogſaa forbi paa min Hjemvej, jeg kan da ſe ind ad Døren, og er Du der endnu, jaa kunne vi følges ad Reſten af Vejen”, ſagde Man⸗ den. Derpaa gav han Karlen nogle Skillinger at kjobe Markedsgave for, og jaa ſkiltes de.
Oles Moder glædede fig over hans nye Klæder og over at han nu havde Udſigt til at flippe bort fra Anders Larſen, hvem hun var grundigt vred paa. „Lad mig nu je”, ſagde hun, „at Du huſker paa, han har været et Skarn imod Dig, og lad Dig ikke over⸗ tale til at tjene ham længer, end Du er nødt til“.
„Jeg kan dog ikke kalde ham et Skarn“, mente Karlen, „for det var jo rimeligt, han vilde have Veder⸗ lag for fine Penge, ſom jeg havde miſtet“.
„Men deri var Du jo uſkyldig! Hvad kunde Du for, at Du blev overfalden af Rovere?“
„Det blev jeg egentlig ikke, Moder! Jeg bar mig gruelig dumt ad. Jeg var forfængelig af, at jeg havde ſaa mange Penge i Lommen. Om de fremmede Folk havde gjort Nar ad mig, fordi de troede mig pengelgs, det kunde jeg leet ad; men det var højft ufor⸗ ſigtigt af mig, ſom jeg bar mig ad“.
A Casa CEED]
„Naa, men det var endda en Skam, ſom Anders bar ſig ad med en umyndig Dreng“.
„Maaſke; men han kunde været langt værre. Han har aldrig ufortjent ſagt mig et haardt Ord undtagen den Gang, og Mette har været meget god imod mig“.
„Det har Du ogſaa fortjent. Du har jo leert Drengen baade at læje og ſkrive, og Du har gjort mangen Stunds Arbejde for den næsvije Puddelkat. Uha! Den Unge jer ud ſom en Trold med det under— lige Haar og de ſtore Ildojne“.
(Fortſattes.)
Husflid.
EVE
En Hædersmand.
J et af de ſidſte Hefter af „Maanedsſkrift for Gusmænd” findes en ſmuk Meddelelſe ſom et Exempel paa hvad en flittig og arbejdſom Mand har formaget at udrette med egne Hender, ved Flid og Strabſomhed, iſer ved Husflidsarbejde.
Det er Husmand Rasmus Anderſen paa Sodinge Mark i Ringe Sogn, Svendborg Amt. J Aaret 1840 er⸗ hvervede han en Skjappe Land til Feſte og "byggede fig ſelv, ſtjondt han hverken havde lært at tomre eller mure, et Hus, ſom blev forſikkret for 100 Rd., men ſom han ſiden har om⸗ bygget, ſaa at det nu er forſikret for 500 Rd. Medens han tjente ſom Karl for Koſt og Løn havde han øvet fig i alſkens Husflid sgjerning; han ſnittede Skeer, Mejetojer, River, Stryge⸗ ſpaaner og Traſko, flettede Bikuber og deslige, og fortſatte naturligvis hermed, da han var bleven ſin egen Mand. Men efterhaanden ſom Borneflokken voxede maatte han fe til, om han ikke kunde tjene mere og byggede ſig da en Vindmolle, der kunde træffe hans Drejebenk, og nu gav han fig i Færd med at dreje Trebakker og andre fvære Ting, ſom kravede ſtorre Kræfter, end han ſelv perſonlig raadede over. Da dette gik godt, indrettede han fig en lille Kværn, ſom Mollen ogſaa kunde trekke, og malede nu de Havre- og Boghvedegryn ſamt den Malt, han brugte i fin egen Husholdning. 1847 blev den Skjcppe Land, han havde fæftet, ved Arv fra hans Fodeſted haus Ejendom. 12 Aar efter kunde han kjobe 9 Skjapper Land, der Ian op hertil, for 625 Rd. og indhegnede ſelv dette med Hvidtjørn, kulegravede Jorden og dyrkede i 3 Stifter Aerter, Rug og Byg herpaa ſamt Roer og Kaal paa en Skjappe Land, med faa meget Udbytte, at han 7 Aar efter atter kunde kjobe 9
24
—
Skpr., rigtignok ſandblandet Jord med ahlholdig, ſtenfyldt Under⸗ grund af rødt Grus, for 325 Rd., indhegnede denne Jord med Syrener, gravede den i Løbet af 3 Aar 14 Tommer dybt og dyrkede den med megen Omtanke. Da den forſte Pareel, han havde fjøbt, dannede en temmelig høj Bakke, opgravede han den lerede Undergrund fra de højefte Steder, faftede den op i Bunke og kjorte den om Vinteren, naar Jorden var frosſen, ned paa den anden ſandede Parcel, ſom han ligeledes befriede fra de ſtore Sten, der fyldte den, og pan denne Maade har han i Tidens Lob ved yderligere at aſſive, mergle og ſpadegrave den forbedret den faa betydelig, at han nu kan holde 2 Køer og ſtaldfodre dem hele Sommeren. Han har derfor ogſaa ſidſte Aar kunnet fælge 242 Pd. Smør, foruden hvad han felv har brugt i fin - Husholdning. Haus Flid og Strebſomhed, der har gjort ham det muligt at opfode 11 raſte Born, af hHvilfe de 2 aldſte Sonner arbejde med i Hjemmet dels i Aolsbruget, dels ved nyttig Husflid — de lave Moſemoller, der drives ved Vind— kraft, bore Pompetraer til Bronde, flibe Barberknive o. ſ. v. — er ogfan blevet paaſtjonfſet paa anden Maade. Ifior ſtjankede Fyens Stiftamt ham en Pramie af 30 Rd., ligeſom „Fyens Stifts patriotiſke Selſtab“ hædrede ham med et værdifuldt Lomme⸗ uhr og det kgl. Landhusholdningsſelſkab har iaar belønnet ham med et Solvbeger for Landboflid.
Blandinger.
*
En Syardfiſk (Xiphias gladius), der hører til vore ſjeld⸗ neſte Fiſte, blev for nogen Tid ſiden dræbt og bragt til Ny— kjobing paa Falſter. Den var kommen paa Grund lige udfor Prinſeholm og fangedes af Fiſker E. Olſen. Han forſogte at
tage den levende, men den huggede faa voldſomt om ſig med ſit Sværd, at det var nødvendigt at dræbe den for at faa fat paa den. Det dræbte Exemplar af denne mærkelige Fiſt, af hvilken nedenſtagende Traſnit giver et Billede, var 6 / Fod langt og vejede omtrent 90 Pd. Sværdet, der dannes af den ſtarkt forlængede Overkjcbe, var 1½¼ Fod langt. Fiſten er kjobt til Kathedral⸗ ſkolens Samling og indſendt til Univerſitetsmuſeets Konſervator for at blive udſtoppet. ?
En Sværdfisk.
Brevvexling.
Hr. Claud. M., N. Rsms., Sek., H. K. A. Hoym. og N. P. Ww. Venligst Tak. Hr. Lærer J. Chr., N. i Sol., E. Fr. i An. o, fl. Udgiveren kan aldeles in gen Expedition paatage sig. Bestil
Bladet paa Breysamlingsstedet eller i Boghandelen.
Hr. Joh. P. Joh. Venl. Tak. Passer bedre til en Bernetidende. Hr. W. i R. Muligt udeblivende Numre bedes efterkrævede gjennem Bestillingsstedet: Posten eller Boghandelen.
Susvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ß. Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein, l. Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn.
Trykt hos J. H. Schultz.
ON SEA N N
e NG AVT W NØ
Nr. 4.
Adgiuet af N. C. R 0 m.
26. Oktober 18723.
Indhold. De danfke Folkenavne, af Pauline Worm. — Aeſeldriverne i Kairo, med Billede, — Hoſtmaader i Skandinavien, N med Billeder. — Anders Larſens Træl, Fortælling af C. A. Thyregod. (Fortſat). — Blandinger.
. De danfke Lolkenavne. ”) Af Pauline Vorm.
De danſke Folkenavne: Karen og Maren, Peder og Jens, Soren og Mikkel, Kirſten og Mette, — disſe ſtakkels ſimple Navne, ſom Kjobſtadfolk for længe ſiden have kaſtet Vrag paa, og ſom nu ogſaa begynde at gaa af Brug paa Landet — er der virkelig Noget at ſige om dem? Ja, der er.
Navnene høre Sproget til. Naar man kjender det ene fremmede Sprog fra det andet, ſaa kjender man ogſaa de franſke Navne fra de engelſke, de tyſte fra de hollandſke; en Fremmed kan ſkjelne mellem et norſk og et ſpenſk Navn; men at Fjende et Navn ſom danſk, det begynder i vor Tid at blive vanſkeligt, endogſaa for os ſelv. J gamle Dage, da vore Adels⸗ ſlegter forte Navne ſom Hog og Due, Hvide, Urne, Gyldenſtjerne, Ulfstand, Galt og Ore, og da for Reſten baade ſtore og ſmaa Folk her hjemme hed Knud Erik⸗ ſen, Lars Jenſen, Aſtrid Svendedatter, Margrethe Valdemarsdatter o. ſ. v., da jaa man let, at de var Danffe og ingen formummede Skjelmer; men naar nu, hvad meget godt kan hende, en ſtakkels Dreng bliver dobt Jean William Aurelius Schneider zog ſenere har det Uheld at komme i Bladene udenlands, hvorpaa ſtal da hans danfke Byrd fjendes? Derpaa, at det ene Fornavn er franſk, det andet engelſt, det tredie latinſt og Slægtnavnet tyſk! intet andet Folk end det danſke vilde have lavet en ſaadan Monſterklud.
) Omarbejdet af Forf, efter Folkekalender for Danmark 1868.
De Fleſte tro, at et Navn ingen Ting betyder; men det er fejl; man kan med ſtorre Ret ſige, at et⸗ hvert rigtigt Navn betyder noget, er et Ord af et levende eller dødt Sprog. Nu er det jo rigtignok ſaa, at de Navne, der komme af døde Sprog, ſjelden op: tages uforandrede af nye levende Folkefcerd, og der er derfor i Brug hos os og hos Andre en hel Del Napne, der, ſaaledes ſom de lyde nu, egentlig intet betyde; men fører man dem tilbage til deres Udſpring, da finder man Betydningen. Hverken det danſke Jens, det norfke Jon, det ſvenſke Jöns, det hollandſke Jan, det engelſke John, det franſke Jean, det ſpanſke Juan, det italienſke Giovanni, det tyfke Johann eller det rusſiſke Iwan er et Ord af noget Folks Sprog; men alle ere de Omſtobninger af det hebraiſke Johannes, der betyder: Gud er naadig. Saaledes har ethvert godt Navn en virkelig Mening; men ſomme Tider maa man lede efter den langt borte, og ligeſom det er blebet vanffeligt at Fjende et Navn ſom danſk, ſaaledes er det her i Danmark fremfor i andre Lande vanſkeligt at fan Oplysning om, hvad man ſelv hedder, det vil ſige, hvorledes man bor ſkrive fit Navn, og hvad det betyder. Det forholder ſig endog ſaaledes, at jo mere hjemligt et Navn er baade af Form og Oprindelſe, deſto vanſkeligere er det at faa Klarhed over. Er det uforandret Latin, Greſk eller Hebraiſk, jaa kan i de fleſte Zilfælde hver Student overſette det for os; ſtammer det fra et af disſe tre Sprog, men er omftøbt i en danſk Form, jan maa Fortolkeren ikke alene have Sprogkundſkaber, men han maa tillige Fjende fit Fædre lands kirkelige Hiſtorie ſaa godt, at han veed, hvorledes man i den forſte kriſtne Tid fordanſkede de Helgennavpne,
der kom i Brug blandt Folket — og en ſaadan Kund⸗ ſkab er ſjeldnere end Latinen. Er endelig Navnet ægte nordiſk i Oprindelſe, Betydning og Udſeende, faa maa man for at kunne give Oplysning derom, i Reg⸗ len have lært Islandſk — og denne Lærdom er nok jaa noget nær den allerſjeldneſte.
De gængje Navpnes Betydning bliver ſaaledes for de Fleſte en uopløft Gaade, en Hemmelighed, ſom de ikke gjore ſig nogen Ulejlighed for at efterforſke, og det er altſaa ikke Betydningen, men Klangen, Lyden, det kommer an paa, naar man finder et Navn grimt og et andet ſmukt. Der vakkes endog ved denne Lyd og Klang hos os Alle, uden at vi vel vide af det, en Foreſtilling om det Menneſke, der bærer Napnet, og jeg tor nok ſige, at hverken Miniſteren, der bortgiver et Statsembede, eller Husmoderen, der feeſter fig en Pige, er ganſke fri for at veje Navnene med blandt de forſkjellige Anſoͤgeres andre Adkomſter. Skal en ung Digter, Maler eller Skueſpiller gjøre Lykke og væffe Opſigt, ſkal en fattig ung Løjtnant vinde en rig Brud, jaa er det en ſtor Fordel for hver enfelt af dem at eje et velklingende Navn. Man behøver kun et lille Kvintin af Aand for at komme frem med et Navn ſom Axel Gyldenſtjerne eller William Temple⸗ ton, men ikke en Gang et helt ſtort Pund vil forſlaa, hvis man hedder Jens Madſen eller Søren Jokumſen.
Der kunde Nogen ſige, at de ſjeldneſte Navne ere de meſt iørefaldende, og at det er deri, Aarſagen til de forſtjellige Indtryk ligger; men det er ikke jaa; den ligger i det mindſte lige ſaa meget i Lyden ſelv. De forſkjellige Vokaler ere for Øret, hvad de forſfjellige Farver ere for Ojet, og ligeſom Indtrykket af en Farve
beror paa de Forhold, hvorunder vi ſe den, ſaaledes
omſkiftes Indtrykket af en Selvlyd med de Forbindelſer, den indgaar. En Stemning vælfes af den blaa Himmel, en anden af et lille Barns blaa Øjne, atter en anden af en blaa Markblomſt og endelig en ganfke anden af — et Stykke blaat Vadmel, ophængt ſom Farverſkilt. Lad os nu tage fire Kvindenavne, hvori den herſkende Lyd er en og ſamme: Klara, Anna,
Karen og Maren! — mon vi da ikke gjenfinde noget
af den blaa Himmel i Klara, noget af de milde Barne⸗ øjne i Anna, noget af Markblomſtens fordringsloſe Skjonhed i Karen og noget af Farverſkiltet i Maren. Jeg vil aldeles ikke talesilde om dette Navn; det klin⸗ ger ſaa dygtigt og kjerneſundt ſom noget i Verden; men det er uden ringeſte Gran af Poeſi, og man har i Grunden lidt Vanſkelighed ved at forſtaa, hvorfor Koen ikke ſkal hedde Maren, naar Faaret hedder Mette, Gedebukken Mads, Katten Mons og Ræven Mikkel. 5
Hvorfor falde vi den danſke Borger Hr. Sorenſen? Sorenſen er paa ingen Maade det almindeligſte danſke Slægtnavn; der er for Exempel — meerkeligt og be tegnende nok — nu for Tiden ikke en eneſte Hr. Soren⸗
jen i Folkethinget. Navnet minder ved ſin Lyd og Klang forſt og fremmeſt om den vidtberemte danſke Beſkedenhed, ſom „det forenede Venſtre“ ikke har Brug for, dernceſt om Godmodighed, Enfold, Adſtadighed, Sindighed, men ogſaa om Seijghed og tilbagetrengt Kraft. Sorenſen betyder jo egentlig „Son af den Strenge“ (Severus, Severinus, Søvren, Søren) og har fra denne fin Oprindelſe beholdt et r, der ikke findes i Ordet „ſolle“ — fort ſagt: Navnet minder om alle de Dyder og Lyder, der rummes i Hr. So⸗ renſens Nathue, hans Familieparaply og hans egen firſkaarne, kraftige Skikkelſe. Hvorfor hedder Land⸗ ſoldaten Jens? J mange Zilfælde er han dobt ſaa⸗ ledes, det er ſandt, men i ligeſaa mange Peder og atter i ligeſaa mange Kriſten eller Kriſtian. Ja, men Jens er det Navn, der ved fin Lyd, flet ikke ved fin Oprindelſe, bedſt betegner den danſke Soldats Veſen, Lydighed og trofaſt Pligtopfyldelſe. Om Heltemod, om Storveerk taler Navnet ikke.
Altſaa: et Navn er ikke noget. Ligegyldigt; man dømmes efter fit Navn og man dømmes. derved rigtig⸗ nok mange Gange uretfærdigt; thi man har ikke ſelv valgt det. Den Enkelte kan ikke gjore for, at han hedder jaa eller jan; men Folket i det Hele er anjvar- ligt for de Navne, det tager i Brug. Som Navnene ere, ſaaledes er Folket; thi der gaar ikke en aandelig Bevegelſe, ikke en Tankeſtromning gjennem Verden, uden at den efterlader fig Spor i Navne. Hiſtorien vidner højt nok derom; lad os kaſte et Blik
paa de danfke Navnes Hiſtorie!
Vore hedenſke Forfædre gav deres Sonner Navpne, der vare Ord af deres eget Sprog og undertiden ganſke ligefrem betegnede den Dyd eller den Lykke, Forældrene onſkede den Nyfodte; ſaaledes: Frode, den Viſe; Helge, den Indviede, Hellige; Sigurd, Sejrens Vogter eller Bevarer; Tyr, Wre; men i Regelen ud⸗ trykte Nordboen ſig i et Billedſprog. De Naturgjen⸗ ſtande, der i hans Øjne vare Sindbilleder paa en Kæmpes Egenſkaber, de Vaaben, i hvis Brug han havde fin Styrke, eller hvormed han udruſtede fine Guder, maatte laane hans Sonner Navne ſom: Bjorn, Ulf, Orm (Slangen, Naturbilledet for Snildheden), Skjold, Hjalte (Sperdhefte), Orvarodd (Pileod), Gejr⸗ odd (Spydsod), Hjalmar (Hjelm), Thorſtejn (Thorſtén Tordenkile) eller han dannede af et ſaadant Navn et andet, der ikke betegnede Tingen ſelvb men dens Veeſen: ſaaledes af Bjorn: Bjarne (Bjornekraft), af Orn: Arne (Orneflugt), af Bjork: Bjarke (Birkens Sejghed). Det var Vikingeganden, der fandt fit Udtryk i Mands⸗ navne; men det var en ægte ridderlig Tankegang, en ædel Anſkuelſe af Kvindens Værd og Beſtemmelſe, der
ledte vore Forfædre ved Valget af deres Døtres
Navne. i Nordens Kvindenavne ere for en Del Stamord i Sproget: Audur, en Skat; Drude, Sandhed; Si
man afkortede,
gyn, Signy eller Signe, Velſignelſe“); ſjeldent ere
de afledte ſom Thora og Helga; men ſom ofteſt ere de ſammenſatte og ende fig da paa borg, gerd (gerda), id (ida, itha) eller hild childa, hildur), ſjeldnere paa frid (ſenere: fred). Gerda, Hildur og Ida ere ogſaa ſelvſtendige Kvindenavnez det forſte er beſleegtet med Gaard og Gjerde og har omtrent ſamme Betyd⸗ ning ſom Borg; det andet ſiges at betyde Glans (Hildetan: glimrende Hopding) eller Kamp, men ſtaar for øvrigt i nært Slægtffab til det gamle Ord Hill (en Høj, Bakke) og det endnu brugelige Hilde o: et Baand, hvori Noget indvikles, hildes. Ida er det ſamme Ord ſom Eden (Paradis) og betyder foruden
dette: Ynde, Friſkhed, Havet; Frid er baade et Navne⸗
ord (Fred) og et Zillægsord (ſmuk); ſom Endelſe findes det baade i Mands⸗ og i Kvindenavne: Alfred, Sigfred — Malfred, Huldfred, Ingefred.
Ved et ſkjonſomt Valg mellem de forſkjellige Ord, der kunde føjes til et Mandsnavn for at danne et Kvindenavn, ſorgede vore Forfædre ikke blot for Vel⸗ klang, men ogſaa for Mening. Det vilde f. Ex. have været latterligt, om man til Navnet Alf havde føjet borg eller gerda; det gjorde man ikke heller, derimod dannede man Navnet Alfhild: den barnlige Mands Lys og fængslende Magt. Til Siger: Sejr eller Sigurd: Sejrens Vogter, ſvarede Sigrid: Sejrens Ande; til Gunnar: den Kampende, Gunhild: Kampens Storhed; til Vale: den Sterke, Valdige,
27
ſvare Valborg og Valgerd; men overalt træder den
Tanke frem, at Kvinden er Mandens faſte Borg, ſom han trygt kan bygge pan, men ogſaa mandigt ſkal for⸗ ſvare, at hun er hans re og Stolthed, den, der laaner hans Liv Skjonhed og Inde. Saa ſmukt og godt har intet andet Hedningefolk forſtaget Kvinden. Nu kom Kriſtendommen og med den de kirkelige Navne. Man overſatte dem ikke ved danſke Ord, men afrundede og omſmeltede dem i danfke Lyd; de voxede ſammen med vore Fedres Sprog, jaa at der opkom en Stamme af Navne, der vare danſke i ſamme Forſtand ſom Ordene Kirke, Bræft, Degn, Engel, Djævel med flere til Læren og Gudstjeneſten hørende Udtryk, der af et fremmed Sprogſtof ere til dannede paa Danſk. Det for Kriſtne dobbelt minde⸗ værdige Navn Johannes blev dels ved Forkortelſe til Hans, dels ved Sammentrakning til Jens, faa at Apoſtelen Johannes nærmere blev Jenſernes, Dø- beren (St. Hans) derimod Hanſernes Skytshelgen. Petrus (Kklippemanden) og Paulus (den Lille, Uanſelige) blev til Peder og Povel, Matthæus og Matthias (Guds Gave) til Mads, Nikolaus (Fool kenes Overvinder) til Niels, Laurentius (den Laur⸗ berrkronede) til Laurs eller Lars, Katharina (den
N. M.
) Denne Forklarings Rigtighed er dog omtviftet; Peterſen udleder Ordet af at ſynke, falde.
Rene) til Karen, Maria“) eller Marianna til Maren, Helene (Skjonhed) til Ellen, Severinus til Søren, Dorothea (Guds Gave)“ ) til Dorthe o. ſ. v. At denne Stamme efterhaanden mer og mer fortrængte vore ejendommelige Folkenavne, kan ikke forundre os, naar vi betænfe, at det i den romerfke Kirke gjelder for afgjort, at hver den, der har Navn tilfælles med en Helgen, ſtaar under denne Helgens færlige Beſkyt⸗ telſe og kan gjøre Regning paa hans Forbon baade i det Timelige og det Aandelige. Snarere maa det undre os, at Islenderne og Normendene, tildels ogſaa Svenſkerne, undlod: at ſkifte Navne, da de ſkiftede Tro, og at derfor de ægte danſke Navne endnu leve i ufor⸗ andret Kraft og Skjonhed oppe i Hojnorden. Her i Danmark var det jo ogſaa kun efterhaanden, kun efter en lang og haardnakket Kamp, at det Folkelige veg Pladſen for det Kirkelige, og i Overgangstiden havde vi været jaa heldige at faa enkelte Helgene med nordiſke Navne, ſaaledes de tre Konger: Olaf, Knud og Erik — Sidftnævnte blev rigtignok, ſaavidt vides, kanoniſeret af Svenſkerne paa egen Haand uden Pavens Sam⸗ tykke — og enkelte Mend eller Kvinder af Folket, ſom den hellige Kjeld og den hellige Birgitte.
Foruden Helgendyrkelſen havde de nordiſke Navne imidlertid havt endnu en Fjende at fæmpe med, en Fjende, der vel ikke ſtrebte at udrydde dem, men ſom fik Held til at vanſkabe og fordreje, hvad der i det kriſtne Danmark var levnet af hedenſke Navne. J nær Forbindelſe med Kriſtendommens Üdbredelſe hos os ſtaar Knud den Stores Herredomme i England og
dermed igjen det angelſaxiſke Sprogs Indflydelſe paa
vort Sprog. Et nyt Tungemaal opſtod i Danmark, forſtjellig fra det, der under Navn af danſk Tunge hidtil havde været hele Nordens Modersmaal. Det Angelſaxiſke var beflægtet med det Nordiſke; men lige⸗ ſom Folket var blødere, mildere, ſvagere, mindre natur⸗ friſkt og mindre felvftændigt i det kriſtne England end i det hedenſke Norden, ſaaledes ogſaa Sproget: i Stedet for det Nordiſkes rene, fuldtonige og ſteerke Vokaler lod gjennem det Angelſaxiſke de ſamme dunkle, blandede og ubeſtemte Lyd, der endnu ere et Særfjende for Engelſk. Indflydelſen ſpores allerede i de kirkelige Navne, ſom naar Lyden o i Johannes blev til e eller egentlig fort æ i Jens; paa ſamme Maade blev Kaspar til Jesper og Eliſabeth til Elſebeth eller Lisbeth; med de nordiſke gik det ligeſaa: Asbjørn blev til Esbern, ſenere Esben (urigtig Skrivemaade: Espen); Asgejr til Esger eller Eſte, Thorkild til Terkel, Thorbjørn til Torben, Ragnar til Regner, Aſtrid til Eſtrid, maaſke blev Eſtrid ſenere til Eſther, hvorved det ſmeltede ſammen med et bibelſfk Navn. Paa anden Maade
) Beſynderligt nok betyder Maria Gjenſtridighed, Mod⸗ ſtand. Anna betyder Naade, *) Greſt; Matthias derimod Hebraiſk.
ſynes det uforklarligt, at Folket, der dog ellers faſt⸗ holder kongelige Navne, rent ſkulde have bortkaſtet et Navn, der betyder „Kjerlighedens Paradis“ og har været baaret af en Kongedatter og Kongemoder, hvis Akt nu i 800 Aar har ſiddet paa Tronen.
i (Fortjættes.)
A ſeldriverne i Kairo.
- Foran hvert Hotel i Kairo ſtaa hele Flokke Wsler færdigt udruſtede med deres ſtore Sadler af rødt Læder
Ty 0
og rede Saddeldeekkener, broderede med Guldſtriber. Mange af dem ere meget net ſtriglede og keemmede ſom fuldblods Heſte; kun paa Benene er Haarbedak⸗ ningen jaa kunſtigt afſkaaren, at de fe ud, ſom de gik med hullede Strømper. J Kairo og endnu mere i Alexandria ere Wsler de almindelige Befordringsmidler og takket være de engelſke Sadler kunne de endogſaa benyttes af europæijfe Damer. Waslerne ere ſaaledes der paa visſe Maader en Nodvendighed. Der gives vel private Befordringer, men meget faa og endnu færre Lejevogne. Med Undtagelſe af to tre ſtore Gader, ſom gjennemſtjcere Byen i dens hele Længde, ere alle de andre Gader nemlig faa ſnevre, krumme
Aseldriverne i Kairo.
og overfyldte, at en Vogn flet ikke vilde kunne pasſere derigjſennem. Et jel kommer derimod frem overalt, hvor et Menneſke kan klemme fig igiennem. Paa fit
Wtel pasſerer man med Lethed de ſmalleſte Gyder og.
og gjor endogſaa ſine Indkjob i Boutikerne uden at ſtige af. Naar den Reiſende vil udvælge fit Ridedyr, gior han vel i at forſyne ſig med en Stok og bruge den uden Omſtendigheder for at bevare fin Frihed til at vælge ſelv, ellers. er han i et Ojeblik omringet af en hel Flok halvnsgne paatrængende Wſeldrivere, ſom med Skraal og Fagter tilbyde deres Tjeneſte. En griber ham i Armen, en Anden ved Foden, en Tredie
i Frakken og ſtrabeßsalle ivrigt uden at bryde fig om hans Trusler og Modſtand, at jætte ham op paa deres Dyr. „Den forſte Dag“, fortæller en Reiſende, „war jeg nær bleven Offer for deres overdrevne Op⸗ merkſomhed, og havde jeg ikke havt min Stok, hvor⸗ med jeg kraftigt beſparede deres Hoflighedsbeviſer til hojre og venſtre, havde jeg været i Fare for at blive ſkilt i fire Dele. Det gjorde et ſorgeligt Indtryk at ſe, med hvilken Ligegyldighed disſe Folk modtoge Sla⸗ gene. De ere en Gang faa vante til denne Behand⸗ ling, at de betragte det ſom Noget, der folger af ſig jelv; de lægge taalmodigt Skuldrene til og dukke
Hovedet lidt, men lade iffe høre nogen Klage eller Skjclden“. Har man valgt fit Dyr og ſidder man forſt i Saddelen, er man veddet; Dyret fætter ſtraks afſted i fuld Fart, medens Driveren ſkrigende lober
bagefter og anſporer det med ſin ſpidſe Stav. Asslerne,
ſom i Almindelighed ere ſmaa og brune, bære deres lange Oren hojt og ere meget hurtigere og fyrigere end deres Fættere i Europa, og hvor raſk det end gaar, ere de dog langt behageligere at ride end hine; de ga⸗ loppere ogſaa meget godt, men ere dog ilke ſikkre paa
Benene uden i jevnt Trav; naar de jætte i Spring, hænder det ikke ſjeldent, at de ſnuble, og baade Rytter og Dyr ligge i Støvet. J almindelig Gang ere de utrættelige; deres Kraft og Udholdenhed kan naſten ſammenlignes med Kamelens. En Haandfuld Havre
tilfredsſtiller dem en hel Dag, og man har endogſaa Exempler paa, at de kunne gaa i 3 Dage uden at drikke.
I Hallingdal.
Hoſtmaader i Skandinavien.
Man behøver ikke at være meget kjendt med de forſtjellige Dele af vort Land for at blive opmeerkſom paa den Forſkjel, der er paa Maaden at hoſte Saden. Der bruges vel alle Vegne det ſamme Redſkab til Sædens Hugning, men efter Leen viſer Forſkjellen fig ſtrax. Paa Sjælland „optages“ ſom ofteſt kun Vinter⸗
ſeden efter Leen af Kvinder, ſom dog ikke binder den, medens i Reglen Vaarſcden lægges „paa Skaar“ og forſt opbindes, naar den er vejret. Al Sæd fættes ſom ofteſt tæt ſammen i ſtore Hobe. Anderledes i Jylland. Her optages al Sed umiddelbart efter Leen
| og bindes med det ſamme af Optagerſken, ſom derved
faar et betydeligt ſtrongere Dagveerk end hendes Felle paa Oerne. Kjærvene bindes ner Toppen og ſtilles
rere
30
derpaa loſt ſammen i ſmaa Hobe til Veiring, for ſenere, kort forinden Indkjorſelen, at bindes to og to ſammen nærmere Rodenden, til ſtorre faſte Neg.
Det er kun undtagelſesvis at Vejrforholdene, ſom for en Del igar, ere ſaadanne, at disſe Hoſtmaader ere utilſtrekkelige. Ikke ſaaledes i vore Broderlande Norge og Sverig. Længere mod Nord kommer Hoſten ſenere, og da de ſmaa Agerpletter ligge i Dalene mellem Fieldene, eller omgivne af Naaleſkove, bliver det ofte meget vanſkeligt at faa Saden vejret i de forte, folde Efteraarsdage, naar Solen ſtaar lavt paa Himmelen og ikke kan trænge ind med fine Straaler til Ager⸗ markerne, ſom ogſaa ofte ere udelukkede fra de friſke, torrende Luftſtromninger. Der er det da ganſke ander⸗ ledes vanſkeligt at faa Sæden vejret tor, end her hos os, og det vilde maaſke interesſere danſke Leſere meget at je, hvorledes Hoſtſtikkene har udviklet fig i ſaadanne nordlige Egne, hvorfor „Husvennen“ i Dag bringer et Billede fra Norge, der viſer, hvorledes man maa jætte Negene op for at fan dem tørrede. Billedet foreſtiller en Toft ved en Gaard i Hallingdal. Vi ſe de af Bjelkeſtammer eller Tommerſtokke tomrede Huſe med Bjergene i Baggrunden, medens Bonden og hans Son i Forgrunden fætte Negene op. Stærke glatte Stager, ſom bevares fra Aar til Aar, rammes faſt i Jorden og fra den øverfte ſpidſe Ende ſtikkes faa Negene paa, det ene efter det andet, ſaa at Toppen vender
mod Syd og ſkraat nedad, ſaa at Solen og Vinden kan virke med fuld Kraft og Regnen lobe let af. Paa denne Maade faar man Kornet godt vejret ſelv under ugunſtige Vejrforhold, og denne Fremgangsmaade bruges overalt i Norges Fjeldegne. i J Sverig bruges en lignende. Paa Stænger (Stör), der ved Hjælp af en Jernſtang ere nedrammede i Jorden, fætter man med en Fork forſt et Neg med Roden nedad, ſom vedfojede Tegning viſer, og derpaa de folgende Neg korsvis, ſom man ſer, med Stagen ſkraat gjennem Baandſtedet, ſaa Toppen deekkes noget af Rodenderne. Nodes man til at kjare Sæden hjem, inden den er tor, rejſer man nogle Pele, hvori ind⸗ ſlaas ftærfe Trœplokke paa ſkraa (Hesjor), hvor man paa Leſter anbringer Sæden med Toppen mod Syd. Disſe Hesjor kan i Stedet for at ſtaa lige ſom en Væg, ogſaa gives Form af et Tagveerk, ſom hos⸗ ſtagende Tegninger viſe. Negene lægges radvis over
Lægterne, ſom lægges paa efterhaanden, faa at Toppen kommer indad og Rodenden udad, ſaa den beſkytter Kjcernen mod Regnen. .
Anders Larſens Cræl. Fortælling af C. A. Thuregod. (Fortſat.)
„Puddelkatten er den ſodeſte og bedſte lille Kat, der kan være til. Derſom J vidſte, hvormange ven⸗ lige og troſtende Ord hun har ſagt mig, naar jeg var bedrøvet, jaa vilde J ikke tale ilde om hende“.
„Nu! Naar Alt kommer til Alt, er det dog vel
bedſt, Du ſynes godt om Folkene, for nu er Du jo
31 -
ſnart fri, Lad Dig bare ikke overtale til at blive der længere! Du kan faa en ſtorre Lon for mindre Slid andetſteds. Sæt Dig nu ned, ſaa ſkal jeg bage Pande⸗ kager til Dig. Kommer Din Husbond, ſom Du venter, jaa ſkal han faa En med, og jeg har en Dram, der har ſtaaet i Flaſken ſiden Paaſke; den ſkal han ogſaa faa, for at han fkal je, jeg ikke er vred paa ham længer”.
Anders Larſen kom ganffe rigtig og fik baade Dram og Pandekage. Han talte venligt med den
” gamle Kone; thi venlige Ord koſte jo ingen Penge.
Saa gik han og Karlen hjemad. Det var langt hen i Maj og var en maaneklar Aften. med temmelig megen Blæft. Det kunde vel være over Midnat, da de fik Gaarden iſyne. De ſkraaede nu tversover Marken nedad Bakken mod Dammen, hinſides hvilken Gaarden laa ſtor og mork paa Brinken. Maaneſtraa⸗ lerne bævede og tindrede i den blanke Flade, ſom Vinden kruſede. De to Vandrere gik nordenom Dam⸗ men og i nogen Afſtand forbi den ſaakaldte Kæmpe
ſten, der jaa ſtorre og mørkere ud end ellers. Der
ſpillede noget om Stenen, ſom om den flagrede for Vinger. Manden faa det og ſtandſede. „Der maa være lagt noget Toj til Torre paa Stenen, og de have glemt at tage det ind“, ſagde han. „Gaa hen og tag det med Dig!“ Karlen gik derhen. Der var dog intet Toj, men paa Stenen ſad Karen ſammenſunken og trygt ſovende. Hendes Klodemon og hendes forte Haar var det, der bølgede i Nattevinden.
„Karen! lille Karen!“ ſagde han mildt og tog hende ved Haanden. i
Som løftet af en Staalfjeder ſprang Pigen op og fløj ham om Halſen og gav ham Kys paa Kys,
medens han ſtod ſanſeberuſet, hentagen og ude af Stand
til at afværge hendes halvbevidſte Omhed.
Men Anders Larſen var ikke falden i Staver; i nogle faa Spring var han henne hos Parret, og uden at betenke fig gav han hende et kladſkende Orfigen, ſaa hun tumlede. Med et Skrig foer hun nu op ad Skranten og ind i Gaarden. Manden vendte fig mod Karlen ſom om han havde Lyſt til ogſaa at give ham pan Øret, men betænkte fig og ſpurgte bare vredt: „Hvad betyder det?“
„Jeg ved det ikke“, ſagde Karlen, bævende af Sindsbevegelſe. „Hun ſov“.
„Jeg kan teenke det“, ſagde Manden, „og jeg fjender hende nok, naar hun med Gt bliver vælfet. Men hun burde ikke ſaadan gaa los og fætte fig til at ſove herude. Lad os gaa ind og høre, hvordan det hænger ſammen! — Hm! — hm! — der plejer dog ellers at være Mening i Vrovlet; men dette var der ingen Mening i! — Nej, det var der ingen Me⸗ ning i“.
Saaledes, ſmaaſnakkende halvt for- ſig ſelv, gik han ind, fulgt af Karlen. J Stuen kom Husmoderen
dem ſovndrukken imode, og medens hun fatte Mad paa Bordet, ſpurgte hun: „Hvad var der ivejen med Karen?“ å
„Ja, det vilde jeg ſporge Dig om“, ſagde Manden. „Hun ſidder og ſover paa Stenen nede ved Dammen. Ole væffer hende; men hun var kun halvvaagen, og jan ſkabte hun fig taabelig. Men jeg fik hende hel⸗ vaagen med en dygtig Kindheſt“.
„Hvor kunde Du nenne det? Du ved, hun er ude af fig jelv, naar hun er ſaadan“.
„Hun kom da til ſig ſelv i en Haſt“, knurrede Manden. „Kanſke hun havde havt bedre af tidt at blive vakt paa den Maade end ved at blive kjelet vaagen med føde Ord. Hvordan kom det ellers, at hun ſad derude?“
„Jeg var ikke godt tilpas“, ſagde Mette, „og jeg vilde unde Jer Mad, naar J kom hjem. Saa bod Karen til, at blive oppe; hun er ſaa vel gaget uden⸗ for Gaarden for at holde fig vaagen, men ſaa er hun endda falden i Søvn. Det var ſlemt, Du fkulde ſlaa hende; det er hun ikke vant til, og hun vil tage ſig
det ner. Vil Du ikke ſige hende et godt Ord, inden Du gaar tilſengs“.
„Aa, Byt med det! det kan være til imorgen”, ſagde Manden, og ſaa gnaven ud. Han og Karlen node deres Maaltid i Tavshed, hvorpaa den Sidſt⸗ nævnte gik til Hvile. ikke; thi han kunde ikke lade være at gruble over det, der var ſket. Af fit fulde Hjerte elſkede han denne ejendommelige Skjonhed, denne milde og gode Pige, der havde været venlig mod ham ſom en Søfter i deres mangegarige Samveren, medens han var ringe⸗ agtet og overſet af alle fine øvrige Icevnlige. At han
kunde vinde hendes Elſkov, havde han vel i fine vilde
Drømme havt et Slags Haab om; men han havde ikke Tro til, at det kunde ſke ſaa brat, og han troede heller ikke derpaa endnu, men mente, at hun aldrig vilde modtaget ham ſaadan, hvis hun ret havde været vaagen. Nu! det vilde hun viſtnok heller ikke; men forøvrigt var hendes Forhold ikke uden dybere Grund. Det opvoxende Pigebarn havde tidligt omfattet med en Soſters Kjærlighed Drengen, Bnglingen og Karlen i den fattige Skjctteblaars Dragt, ſom Hænder og Fødder ſtak jaa latterligt frem af, at han nødvendigt maatte have taget fig kejtet og ringe ud. Da hun nu jaa ham ordentligt og pænt paakledt, var det ikke unaturligt, at hendes uprøvede og kun lidet uddannede Sind pludſeligt blev betaget af en varmere Følelje. Og jaa forſvandt han med det Samme, og i et fuldt Døgn havde hendes Hjerte ſyslet med den mærkelige Aaben⸗ baring, vaagen og i Drømme. Idet hun væffedes af fin Søvn paa Kampeſtenen, fortſatte hun i halvvaagen Tilſtand Drommen, da hun faldt ham om Halſen.
Det vidſte han ikke. Hans Lidenſkab for Pigen var jaa meget ftærfere, ſom den brændte under lukket
Megen Søvn fil han dog
P — Vm
32
Laag. Han var ufattelig glad og dog tillige ſaa cengſtelig, og mange vilde Veje drømte han om, der kunde fore ham til Ophojelſe og lykkelige Kaar og til en velſignet Havn i Puddelkattens kjerlige Arme. Han havde jo efter fattig Evne været taalmodig og god, og jaa mente han nok, at Gud vilde være ham naadig.
Nerſte Morgen var han lidt tidlig ude i Stalden for at gjøre rent; ſnart kom Karen did for at malke. Mangen Morgenſtund hapde de der tilbragt ſammen, medens de under munter Samtale udforte hver ſin Gjerning. Denne Morgen vare de Begge tavſe. Som ſedvanligt havde hun bart Hoved, og i det bruſende Haar, ſom hun endnu ikke hapde ordnet, ſad enkelte Rughalmsvipper. Han ſyntes ligefrem, at det flædte hende godt, og desuden fik hun ved en ſaadan lille
Uorden mere Lighed med den hjertensgode, men noget
ſloſede Moder. Denne Morgen var Karen uſadvanligt
bleg, men ſaaſnart hun jaa Ole, overgjodes hendes
Anſigt med en glødende Rodme. Det heendte fig nu, at de kom til at gaa hverandre tæt forbi i Stalden; deres Sænder traf til at berøre hinanden, og ſom uvil- kaarligt ſluttede de fig ſammen. J næfte Nu holdt han hende tæt omſlynget, og Hjerte bankede mod Hjerte. ;
„Ole! Hvor er du?“ raabte nu Anders vred ved Stuehuſet.
„Her!“ ſparede Karlen, og ſprang frem i Doren.
„Naa, der er Du! Lad Rengjoringen være og folg med mig!“
Ole adlød, og de gik om bag Gaarden, Hvor der var begyndt paa at jætte et Stendige. Paa dette Arbejde tage Mand og Karl fat i Forening. Manden var temmelig ſnakſom, men kunde dog ſommetider falde i dybe Tanker. Karlen ſagde ikke Meget, da jo ogſaa han havde Adſkilligt at tænfe paa.
; (Fortfættes.)
Blandinger.
Kunſtigt Smor. (Ugefér. f. Landm.) Ifølge Pall Mall Gazette ſkal en Fabrik i New⸗Nork fave meget godt Smør paa folgende Maade. J Byens Slagterhuſe opkjobes al Oxe⸗Talgen, der kisres til Fabriken, hvor den renſes. Efterat den derpaa er bleven omhyggelig findelt, bringes den i en Kjedel, og der til⸗ ſettes ligeſaa meget Band, ſom der er Talg. J denne Kjedel ledes der Damp gjennem et Ror, hvorved Talgen ſmelter, alle Kjøddele ſynke tilbunds, medens Fedtdelene flyde ovenpaa Vandet
og ſtummes af. Disſe Fedtdele beſtaa af Smerſtof og Stearin, og naar de opvarmes til 21“ R., ſmelter Smerſtoffet, medens
Stearinen ſynker tilbunds. Smorſtoffet ſkummes af, der til⸗
ſættes 13 pCt. nymalket Malk og det nødvendige Salt, og denne Masſe fjærnes i 10—15 Minuter. Man faar da Smør af bedſte Slags, der ikke koſter halvt ſaa meget ſom almindeligt Smør. Stearinen ſalges til Lyſeſtsberen, og det andet Affald til de Fabrikanter, der lave kunſtigt Kreaturfoder. Der er dannet et Selſkab med en Kapital af over 1 Mill. Rd. for at fabrikere Smør efter denne Methode, der antages at ville give en For⸗ tjeneſte af over 100 pCt. aarlig, — En franſt Kemiker fkal have opfundet en Methode, hvorved han paa kunſtig Maade kan lave Malk af Gres, men da denne Melk bliver endel dyrere end den naturlige Malk, vil hans Opfindelſe neppe blive faa fordel- agtig ſom de amerikanſke Smorfabrikanters.
Den fedeſte. Medens Napoleon var Kommandant i Paris, ſkete der ofte Oplob paa Gaderne, navnlig foran Bagerbouti⸗ kerne, paa Grund af Brodmangel og Dyrtid. For bedre at kunne vaage over den offentlige Sikkerhed red Bonaparte ſelv omkring i Byen og talte beroligende til de Hobe, han traf paa.
En Dag kom han ſaaledes ind i en ufædvanlig ſtor Folke⸗ jværm, ſom flokkedes om ham og truende forlangte Brod.
En tyk Kone, ſom ſtak paafaldende af mod Generalens magre Skikkelſe, traadte frem og raabte, idet hun pegede paa Officererne: „Naar de der kun kunne leve flot og have det be— hageligt, ſaa lade de gjerne det arme Folk ds af Sult“.
„Gode Kone“, ſparede Bonaparte, „ſe engang rigtig paa mig, hvem af os to er den fedeſte?“ — Alle lo, og man gjorde nu hurtigt Plads for Generalen.
Hiſtoriſk Merkelighed. Under Urolighederne i England under Karl den Forſtes Regjering kom en ſmuk Bondepige til London for at ſoge Tjeneſte. Længe vandrede hun forgjaves omkring, indtil hun tilſidſt kom til en rig Brygger, der antog hende til de laveſte Sysler. Hendes Skjonhed og takkelige Vaſen indtog ham fnart for hende, og han ægtede hende omſider. Han døde fort efter og efterlod hende fin betydelige Formue. Hr. Hyde — ſenere Lord Clarendon — lærte den ſmukke, rige Enke at fjende og tilbød hende fin Haand.
Frugten af dette gteffab var en eneſte Datter, ſom ſenere ægtede Jakob den Anden og blev Moder til Dronningerne Marie og Anna.
Treffende Svar. Nogle Herrer af den „frie Tanke“ kom en Dag fra Hovedſtadeu ud paa Landet for at beſoge en Ven. De ſpottede i Samtalens Lob over Religionen. J Selſtabet om Aftenen fandtes Børnenes Lererinde. Hun deltog ikke i Samtalen; men da en af de raſke Hereer frakt udraabte: „Jeg for mit Vedkommende er da ikke jan tosſet at tro paa Gud”, ſpurgte hun roligt: „Hvorfor ikke?“ Spotteren ſvarede med en fripoſtig Mine: „Det ffal jeg ſige Dem, min Froken: jeg har aldrig kunnet ſe noget til ham, og et dannet Menneſke tror kun, hvad han kan fe”. „Da maa De, min Herre“, ſvarede hun, „efter disſe Ord ikke tage det fortrydeligt op, at vi hojlig tvivle paa Deres Forſtand; thi den kan vi heller ikke ſe“.
Husvennen udkommer til hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark, forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8 ßf. Fierdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevpſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos Hovedkommisſionceren: Boghandler Rudolph Klein, lille Kjsbmagergade 56, Kjøbenhavn.
Tryft hos J. H. Schultz.
Villedblad for Alenigmand, for Morſkabslusning, Oplysning og Hus flidl.
Adgivet af N. C. Rom. Nr. 5. 2. November 1873. FF ˙⅛·à——ÜAͤM TT——äñ — 1 .— . Zudhold. De danffe Folkenavne, af Pauline Worm. (Sluttet). — Beens Hallig, af Hother Tolderlund, med Billeder. —
Fiſterbaaden, med Billede. — Anders Larſens Tral, Fortælling af C. A. Thyregod. (Fortſat). — Bognyt. — Blan⸗
dinger, med Billede.
De danſke Folkenavne.
Af Pauline Vorm. (Sluttet.)
Reformationens Indflydelſe paa danſke Navne er naturligvis ikke ſaa kjendelig ſom Virkningen af den ſtore Overgang fra Hedenſkab til Kriſtendom; men den er dog alligevel tilſtede. Kirkefornyelſen kom fra Tyſk⸗ land, og de tyſke Former af de kirkelige Navne afvige mindre end vore egne fra den græffe, latinſke eller hebraiſke Oprindelſe; man vilde vende tilbage til den gamle apoſtoliſke Kriſtendom, hvorfor da ikke ogſaa til de gamle Apoſtelnayne? Intet Under, at man troede at finde en mere kirkelig Klang i Johan eller Johannes end i Jens; at man holdt Peter for bedre end Peder o. ſ. v. Næften ethvert kirkeligt Navn fif nu en dobbelt Skikkelſe her i Danmark.
Og endnu Et. Man brod ſig ikke længer om at have en Skytshelgen af fit eget Navn og Kjon; da Helgendyrkelſen faldt, kom de afledte Kvindenavne i Brug. Hvad der udtrykkes ved Endelſen ine, ſom vi nu kliſtre til alle Mandsnavne lige fra Jens og
Mads til Knud og Ole, er lige det Modſatte af den
Tanke, der traadte frem i de nordifke Endelſer: borg, gerda, hilda og ida; Endelſen ine betegner Kvin⸗ den ſom det ringere, det underordnede Væjen. Nu, lad ſaa være
„Ridderen knejiſer faa ſtrunk og ſtolt, Men for Kvinden er Ydmyghed Sir“
lad ſaa være! men den ſkulde dog anvendes med en Smule Forſtand.
Dette ine er en latinſk Formindſkelſesendelſe ina, hvortil ſvarer inus for det mandlige. Kjon. Navnet, der endte ſaaledes, betegnede den Yngre i Modjætning til den Wldre, den Ringere i Modjætning til den Større, og man valgte det beſkedent, naar man tog fig den Frihed at opkalde Guder og Keiſere; ſaaledes fik man Saturninus og Martinus af Saturnus og Mars, Auguſtinus og Severinus af Auguſtus og Se⸗ verus. Heraf følger nu, at man uden at gjøre Bold paa Sproget og Tanken kan foje „ine“ til et oprinde⸗ ligt Kvindenavn (Anna, Laura og Roſe: Annine, Laurine og Roſine) og ligeledes danne et Kvindenavn af et Mandsnavn ved at ſette „ine“ i Stedet for „inus“ eller „us“. Af de latinſke Former: Severinus, Martinus, Jacobus, Joſephus, Paulus, Petrus, Eras⸗ mus, Carolus (det danfke: Karl), Nicolaus og Georgius har man dannet de ikke aldeles ſmag⸗ eller meningsleſe ffjøndt paa den anden Side heller ikke ſmukke Navne: Severine, Martine, Jacobine, Joſephine, Pauline, Pe⸗ trine, Erasmine, Caroline, Nicoline og Georgine; det gaar an; men Sorine, Mortenine, Pederine, Rasmus⸗ ſine, Nielſine og Jorgine ere Misfoſtre, og med Jen⸗ fine, Hanſine o. ſ. v. ſtaar det ikke bedre til. Kvinde⸗ navnet, der ſparer til Jens eller Hans, er Johanne; til Laurs ſparer Laura, til Mads Matthea, til Frans Franciska, til Klaus Claudia eller Clau⸗ dine; man kan i det Hele opſtille ſom Regel, at et Navn paa ,,fine” er utilladeligt. Hvad angaar de endnu geengſe nordijfe Navne: Knud, JZvar, Svend, Erik, Oluf eller Ole, Stig, Sten, Harald o. ſ. v. faa lad os endelig here op med at jætte ine, mine, line eller fine til dem! Vore Forfedre have næppe havt
ét Kvindenavn til hvert af disſe Mandsnavne; men om end f. Ex. Knudhilde aldrig har været i Brug, jaa er det baade et ſprogrigtigt og et rimeligt Navn, hvis Beſtanddele paste udmærket ſammen; Betydningen vilde blive: Knuden, der hilder, Baandet, der holder faſt, eller Gaaden, ſom er vanfkelig at loſe.
Men har, ſom ovenfor meldt, Kirkefornyelſen givet os Navne ſom Peter og Petrine, jaa har den maaſke paa den anden Side veddet en Del nordiſke Navne, der ikke vare optagne pan Helgenliſten. Den har virket i danfk Aand ved at fkabe en danſk Literatur og grundfeſte et danſk Univerſitet, ſom inden lang Tids Forlob foſtrede nordiſke Oldgranſkere. At Adelen kom til Roret ved Pavekirkens Fald, det hindrede Tyfk⸗ heden i at trænge fra Hoffet ned i Folket; thi den⸗ gang var Danmarks Adel danſk. Fortyfkningens Hiſtorie begynder med Enevoldsmagten.
Man kunde tro, at denne Begivenhed havde ſkabt et danſk Navn: Enevold; men ikke engang den Are tor vi lade den beholde: Napnet er ældre. Derimod er dens fortyſkende Virkning kjendelig, iſcer af de arve⸗ lige Slegtnavne, der nu kom i Brug. At ind⸗ vandrede. tyſke Slægter hverken overſatte eller paa anden Maade fordanfkede deres Navne, er rimeligt nok og finder fit Forſvar deri, at heller ikke franſke eller engelſke Familier gjorde det, og at man desuden ſelv blandt de megtigſte og ſtorſte Folkefcrd finder Navne af
fremmed Udfeende og fremmed Klang. Men at Mænd,
der nedſtammede fra danſke Bønder, af Penhed ſkrev ſig Müller, Schmidt, Schneider og Schuſter til Minde om, at en af Forfedrene havde drevet Moller⸗, Smede, Skreder⸗ eller Skomagerhaandvoerket i en danſk Landsby, det er et Tegn, hvortil man neppe andetſteds finder Mage, lige ſaa lidt ſom til den Smagloshed, at Navne med danſk Ordbetydning eller danſke Endelſer pyntedes med tyjfe Bogſtaver: ſch, ch, ck, tz, ü, w'“) og ä, at Navne paa „mand“, om de end ere nok jaa danſke, neeſten altid ſkrives med „nn“ (mann), og at neppe en eneſte af de Familier, der nedſtamme fra bonde⸗ fodte Herregaardsſkytter ſkrive fig Skytte. Navnet forekommer i omtrent 200 Skikkelſer; men de have alle noget Tyſk ved fig.
Fremdeles ſkylde vi Tyſkerne Fornavne ſom Gott⸗ lieb, Gottfried, Walther, Heinrich (danſk: Henrik), Ru⸗ dolph (danſk: Rolf), Konrad, Eberhard, Reinhard, Wilhelm (danſk: Vilhjelm) o. ſ. v.; vi ſkylde dem Ud⸗ talen Georg og Au guſt i Stedet for Georg og Au⸗
) Bogſtavet W er dog ikke altid tyſt; det er for det forſte tillige engelſt og hollandſt, og dernaſt er det undertiden jydſk. De jydſke Bonders Üdtale af Ordene Ole, Orm
og Oſt kan ikke godt betegnes ſom Volle, Vorm og Voſt;
thi den Lyd, hvormed de begynde de nævnte Ord, er ikke det ſedvanlige danſke v, men en Halvpſelvlyd mellem v og u, lig det engelfke w.
34
guſt, og endelig ffylde vi dem Forkortelſerne, ſom tillige ere en Virkning af den Spidsborgerlighed og Slophed, der var fjendtlig mod alt Ejendommeligt, alt Selvſtendigt, jeg kunde næften ſige: alt Perſonligt. Kaldte man fig Jane, jaa kunde dette jo gjalde ſaavel for Mariane og Juliane ſom for Kriſtiane; endnu mere ubeſtemt var Sine, og ſelv et Navn ſom Jette (Henriette) havde dog det Fortrin, at det Oprindelige rent var udſlettet og kun et Paaheng blevet tilbage; til dette Maal ftræbte Tidens Aand eller rettere: dens Aandløshed, og denne Tid er endnu ikke helt forbi, ſtjont en modſat Beſtrebelſe hver Dag trader ſteerkere og ſterkere frem.
Der begyndte pludſeligt, henimod 1840, at ytre fig en Forkjerlighed for ſmukke og ſieldne Navne; forſt da var det, at Bolgeſlagene af „den græffe Stromning“ fra det foregagende Aarhundredes Slutning naaede op til os. Der var i Europa vakt en ny Aand, ſom forte „Frihedens, Skjonhedens og Menneſkerettighedernes Sag“; men den var degværre fra forſte Færd i dobbelt Forſtand perdensborgerlig: den misforſtod Kriſten⸗ Dommen og miskjendte Folkenes Ejendommeligheder. At her, juſt her i Danmark, et Forbund er fluttet mellem det Menneſkelige, det Folkelige og det Kriſte⸗ lige, og at dette Forbund har taget ſaavel Frihedens ſom den poetiſke Skjonheds Fylgier i fin Tjeneſte, det er i Grunden en Mands Fortjeneſte: Grundtvigs.
Som ſagt, det var henimod 1840, at man be⸗ gyndte at ſoge i Oehlenſchlogers Værfer om ſjeldne, forte, klangfulde og fjærnefulde Navne. Man ſogte ogſaa andetſteds; thi det var egentlig endnu ikke det Nordiſke, det kom an paa; herom vidner den Udbredelſe, ſom Navnene Alma og Olga have faaet blandt Børn og unge Piger, medens viſtnok ikke en eneſte danſk Kvinde, der er født for 1840, bærer et af dem. Alma fik man fra Paludan⸗Müllers Adam Homo, Olga laante man af en rusſiſk Storfyrſtinde, ſom nu er Dronning af Würtemberg, men aldrig har havt noget at gjøre med os. Jovrigt er det ret heldigt, at Olga, ſom et fuldkommen ſprogrigtigt Kvindenavn efter det danſke Olger eller Holger“), nu kan afloſe Holgerine, for ikke at tale om Holgerſine.
-Længjelen efter noget Nyt har nemlig ogſaa for⸗ voldt, at vore Forfedres Sædvane, den, at danne Kvindenavne ved Sammenſcktning, er kommen igjen i en ſaare uheldig Skikkelſe. Naar en Mand og en Kvinde paa en Gang ffulle opkaldes, tager man hele Mandens Navn og føjer dertil Endelſen af Kvindens; deraf opſtaar et nyt Navn, der kan gjælde for begge Kjon, men dog ſom ofteſt anvendes kvindeligt. Af Peder og Frederikke laves paa denne Maade Pede⸗
) Man mener ellers, at en nordiſk Kinde ved Navn Helga engang har ægtet en rusſiſk Fyrſte, og at det er hendes Navn, der i Rusland er blevet til Olga.
—— ——
det ſkal være Fornavne.
rikke, af Jakob og Thomine Jakobmine, af Knud og Nikoline Knudline, af Peter og Cecilie kan dannes Peterſilie, af Mads og Georgine Madsgine, der lyder
ſom Maſkine. Sorenmine, Lasſebine, Mortenlene og Mikkeltrine have lignende Oprindelſer; men Palmen og Kronen for Opfindelſer af dette Slags tilkommer dog den ſſeellandſke Husmand, der til re for en Hr. Trepka gav fin Datter Navnet Trepkatrine.
Det gaar i vore Dage med Navne ſom med Dragter. En Bondepige jer langt ſmukkere ud i fin Nationaldragt, end naar hun gaar fiobſtadkledt. Grunden er, at der ſkal nogen Aandsdannelſe, en vis Udvikling af Skjenhedsſanſen, til for at vælge fin Paaklodning med Smag; dette Valg flipper man for, naar man bærer Nationaldragt; thi den er næften ens for alle Kvinder i ſamme Egn, og de ſmaa Forffjellig⸗ heder i den rette ſig efter Alderen eller afhænge af, om Vedkommende er Pige, gift Kone eller Enke. Klæ- der man fig derimod paa Franſk, jaa ſkal der vælges,
og den Moder, der kalder ſin Datter Lasſebine, vil
lige ſaa let falde paa at pynte hendes roſenrode Pels med lila Slojfer og give hende den Stads paa til en lyſeblaa Hat med grønne Baand. Det ſtakkels Barn voxer da heldigvis engang fra Pelſen — men desværre ikke fra Navnet.
Nutidens Dragter je ud, og Nutidens Navne lyde, ſom om det kom an paa alene at fremhæve Enkelt⸗ væjenet, det Særegne, og derfor ſpringe over alle Mellembeſtemmelſer, faajom Stender, Aldersklasſer og Kjen. Man falbyder Herreſjaler og Dameveſte; man pryder unge Frͤkener med „Matroskraver“, og man ſammenblander i gyſelig Forvirring Slægtnavne med Fornavne, Mandsnavne med Kvindenavne. Smaa Drenge lobe omkring med Navne ſom Pilegaard, Har⸗ ding, Bellmann o. ſ. v.; ſaaledes hedder Slægten ikke; Jeg veed to Halvpbrodre, en Moders Sonner af forſkjellige Fædre, der hedde ens paa den Maade, at det Navn, der var hendes forſte Mands Slægtnavn, det bærer hans Son i ſamme Egenſktab og hans Efterfolgers Son ſom Fornavn. Mejerſken, Husholderſken, Husjomfruen og ikke ſjelden Lererinden paa en Gaard kaldes Møller, Smith, Pe⸗ terſen o. ſ. v. uden Fornavn eller kvindelig Betegnelſe; Endelſen „datter“ i Almuens Kvindenavne forandres til „ſen“ — forøvrigt ikke med Landfolkets gode Villie men ifølge et Kancellireſkript fra Frederik den Sjettes Tid: Bønderne ſkulde have „faſte Slegtnavne“ ligeſom andre Menneſker; men Ingenting er i Grunden mere urimeligt, end at et Navn paa „ſen“ bliver faſt; Sønnen burde kun hedde Jenſen, naar Faderen hed Jens. f i Lighedstanfen har udrettet dette: at Bønder nu ikke længere ved deres danſke Navne kunne ſkjelnes fra „fine Folk“, og „fine Folk“ ikke længer ved deres tyſke Navne fra Bønder; det er dog altid et Frem⸗
.
N
ſkridt. Men ilde var det, hvis vi fun havde ſluppet
Tyſkland ſom Monſter, for at tage England i Stedet og overſpomme vort Fædreland ikke blot med engelfke Dobenavne ſom William, Henry, Charles, Mary, Alice o. fj. v., men ogſaa med engelſke Kjelenavne, der af os ophøjes til en Værdighed, de aldrig have havt i deres Hjemſtann. Man maa vide, at ingen engelfk Kvinde af Kilen eller Staten bliver tiltalt ſom Betty, Fanny, Ketty eller Jenny; de, der af Slægt og Venner kaldes ſaaledes, hedde Eliſabeth, Frances (Franciska), Catharina og Jane (9: Johanne).
„Vi fore Lover i vort Skjold, Af Hjerter tæt omfatte;
Dem forte vi fra Hedenold Og ingen Abekatte“,
ſynger Digteren; men naar vi ikke ere Aber i Virke⸗ ligheden, hvorfor ſkulle vi da være det af Navn, efter⸗ abe alt Fremmed i vore Navne. De almindelige, jævne proſaiſke Almuenavne forekomme os maaſke for klang⸗ og farvelsſe; nu vel: jaa lad os drage Old⸗ tidens Skat frem af Gravene; lad os gjenoptage — helt i uforandret Skikkelſe — de kjernefulde, klang⸗ fulde og betydningsfulde Navne, hvori et hedenſk og halvbarbariſk, men ligefuldt ædelt og hojhjertet Folk har udtalt fin Ungdomsdrom om Stordaad i Aandens Verden!
Beens Hallig.
—
En af de mindſte Halliger ved Slesvigs Veſtkyſt forer Navn af Beens Hallig. Det er en lille ubeboet Holm, hvor mange Maager og andre Strandfugle herſke i uindſkreenket Frihed, og hvor intet Menneſke Jætter fin Fod, uden i det Hajeſte en Dag eller to i Efterſommeren, naar en Mand fra Nabogen Grode kommer derhen og hoſter den Smule Ho, der avles. Men for flere Aar ſiden beboedes Den af en Mand ved Navn Been. Mand og Kone udgjorde hele Hus⸗ ſtanden; Sonnen var paa de lange Reiſer, og der fad de to gamle Folk Aar ud og Aar ind paa denne Plet Jord i det vilde Hav og ſaa aldrig et Menneſke, uden naar de kom til Kirke paa Grode. Det gik endda ikke jan tidt paa: om Vinteren ſpottede det oprørte Hav deres ſkrobelige Fartoj, og ſelb om Sommeren, naar Strøm og Vind var imod, kunde der ofte ikke være Tale om nogen Kirkefart; da maatte de nojes med at tage den gamle Bibel ned af Hylden og ſtave ſig gjennem Evangeliet, det bedſte de kunde. Men det var dog ikke ſom at komme til Kirke.
„Hvor Vorherre har en Kirke, har Fanden en Kro“, ſiger Ordſproget; og hvorfor ſkulde Grøde gjøre en Undtagelſe. Er der ingen egenlig Kro, faa er der
dog et Sted, hvor man fan fan Brændevin, og efter Kirketjeneſten plejede Been og hans Kone altid at gaa derhen og faa deres Bimpel fyldt; den rummede netop et tarveligt Forraad for fjorten Dage, den reglemen⸗ terede Tid mellem de jædvanlige Kirkebeſog. Om Af⸗ tenen fejlede Mand og Kone atter hjem; var den ene lyſtig, faa var den anden glad, de havde ikke noget at lade hinanden høre, og, Herregud, en lille Pidſk hver fjortende Dag eller hver tredie Uge, ja om Vinteren maaſke kun hver anden, tredie Maaned, det er da ingen Ulykke: i Mellemtiden maatte de leve ſaa meget mere afholdent.
Efteraaret kom med ſine Storme, og der kunde ikke være Tale om at komme til Grøde. Bimpelen var for længe ſiden tom, og paa hele Øen var der ikke andet drikkeligt Vand end Vandet i Ciſternen; men det var der nok af; thi Dag for Dag fkyllede Regnen ned ſom af Spande. Konen kunde derfor
36
neppe tro fine egne Øjne, da Been en Aftenſtund kom ind i Stuen med vaklende Skridt, jaa fornøjet, ſom om han kom fra Kirke. Der var ikke en Draabe Breendevin i Huſet, det vidſte hun, og udenfor Den havde han ikke været: de forte Bølger ſkummede og bruſte derude, de ſkyllede højt op paa Øen og flog med tunge Pladſk mod Foden af Verfet, paa hyilket Huſet var bygget, og paa Skraaningen laa den optrukne Baad med Bunden ivejret. Men den næfte Dag i Skumringen havde Been atter en lille Rus, den tredie Dag og den fjerde gik det ikke bedre, det ſyntes at blive Hverdagsſkik; imidlertid hjalp det ikke, at Konen ſpurgte, han fatte blot et fiffigt Anſigt op og flojtede og lod hende ſkjende.
En Dag i Skumringen gjorde Been fin jædvan- lige Aftenudflugt. Regnen ſkyllede ned og bag ad hans „Sydveſt“ ſtod en Strom ſom ud af en Tagrende. Han liſtede fig om bag Huſet, og hans gtehalvdel,
der ikke kunde modſtaa Nysgjerrigheden, ſlog Skjortet over Hovedet og fulgte ham. Manden duklkede ned bag en Bunke Tang, og lidt efter dukkede Konen ned paa den anden Side af Bunken. Der ſad hun og lyttede. „Skaal, Been!“ lad det fra den modſatte Side; „Tak, Been!“ ſparede den ſamme Stemme, og efter et Ojebliks Stilhed hortes et dybt „Aa“ og et Smadſk med Leberne. Der fad altſaa den Troløje og drak ſig ſelb til — men hvoraf? „Skaal, Been!“ „Tak, Been!“ lød det atter fra den enlige Svirebroder. De Lpjer maatte hun dog fe. „Skaal, Been!“ — — — „Tak, Been!“ Men dengang var det Konen, ſom takkede; og iſtedetfor et Smadſk af Læberne, kom der et Kladſk af hendes Haand, der forſkrakkede Manden, ſom lige ſtulde til at jætte Munden til Tappen af et lille Anker ſpanſk Vin, en venlig Bølge havde [bragt
ham til Troſt i hans Enſomhed, havde ſkjult i Tangbunken.
Hvorledes Mand og Kone kom ud af at dele Reſten af Ankerets Indhold, det ved jeg ikke. Nogle Aar ſenere var Øen forladt. Saalcenge Been og hans Kone "havde delt Ondt og Godt og ſelv en lille Rus med hinanden, ſaalcenge havde den enſomme Plet midt i det ſtormende Hav været dem den fjærefte paa Jorden; men fra den Tid, Been gik paa egen Haand, blev den et Hjem for Strid og Tviſt. For Samdregtighed er enhver Plads ſtor nok; for Uenighed er en Verden for lille — end ſige Beens Hallig.
other Tolderlund.
og ſom han forſigtig
37
Fiſkerbaaden. £
É
Jeg veed en Baad, en Fifferbaad jeg veed, Som ſoger ud hver Kvæld, naar Sol gaar ned, Paa Havets Dyb med Eiermanden inde,
Naar Maanen blank og klar paa Himlen ſtaar, Og Voven nynnende mod Stranden ſlaar,
Og Sejlet ſlappes i de milde Vinde,
Jeg veed en Baad, en Fiſkerbaad jeg veed, Som kjakt tilſos ſtaar ud, naar Sol gaar ned, og Stormen hyler hojt og Bolgen fraader; Naar Vintrens Nat har ſlukket Maanen ud; Naar Skyen ſender ned fin klamme Slud; Naar Kuld og Morke, Storm og Bølge raader.
Hvad driver ham, den kjcekke Fiſkermand,
Vel ud paa oprørt So fra lave Strand
J Nattens Mulm, udſat for Nod og Fare? Hvi kjcmper han hver Nat den ſamme Dyſt? Det kan dog ikke være blot af Lyſt!
— Jeg næften tror, at jeg det kan forklare.
Jeg veed et Hus, et Fiſkerhus jeg ved; Der ſtod en Aftenſtund, da Sol gik ned, En Kvinde, ſtirrende ud over Havet.
En lille Pige paa ſin Arm hun bar;
To Drenge tumlende i Tangen var
Med Kinder rode, Haaret gult ſom Ravet.
Se, de ſom ſtode her paa nøgne Kyſt,
Var Alle Fiſkermandens Haab og Troſt;
Han Huſtru, Born det var: Hans Lyſt og Glæde. Se derfor er pan Havet han hver Nat,
J Storm, i Stille, for at fiſke, at
Hans Smaaborn ej af Nod og Trang ſkal græde.
J. C. Rielſen.
Anders Larſens Tral.
Fortælling af C. A. Thyregod. (Fortſat.)
Da de havde ſpiſt Davre og igjen kom ud, væl tede de i Fællesffab en ſtor Sten hen mod Diget. Paa Halvvejen ſtandſede Anders og ſagde: „Det var en fvær Karl! Lad os rette Ryggen lidt”. Han ſatte ſig paa Stenen; Karlen ſtod hos, og Manden ſagde: „Kœmpeſtenen nede ved Dammen er endda ftørre, og den kunde blive en prægtig Hjorneſten i Diget. Men Du ag jeg kunne ikke magte at vælte den“.
„Nej, det kunne vi nok ikke“, indrommede Ole.
„Haha! Mens jeg tenker paa den Sten, hufker jeg paa i Aftes, da Karen ſad der og fov og jaa fløj i Hovedet paa Dig. Kradſede hun Dig eller rev hun Dig i Haaret?“
„Nej, hun gjorde ikke“.
„Har Du talt med hende idag?“
„Nej, idag have vi ikke talt ſammen“.
„Nej, idag ſkammer hun fig, ſkjondt hun jo flet ikke kan gjøre ved, hvad hun ſaadan tager fig for i Søvne. Det er en Borneſygdom, ſom vor Moder ikke har gjort bedre ved fit Kjellingeri. Men det gaar nok over. — Du taler vel ikke om, hvad der ſlete i Aftes!“
„Nej, jeg ſkal nok tie dermed“.
„Det var ret. Der var jo ikke noget Ondt i det, da det er en Sygdom; men det kunde dog fore Karen i Folkemunde, og det vilde jeg nodigt nu, da hun ſkulde til at giftes“.
„Skal hun giftes?“ ſpurgte Ole haſtigt.
„Ja, ved Du ikke det? Ja, mend ſkal hun jaa. Hun ſkal have Hans Krasborg i Veſter⸗Slet. Du kjender ham vel ikke?“
„ej“.
M Nej, Du var ikke hjemme, da han var her for⸗ leden. Jeppe Krasborg og jeg have været Drenge ſammen og ſommetider været i Totterne ſammen. Han har flaaet fig op ved Heſtehandel, og det er Sonnen ogſaa Dygtig til. Kort at fortælle: Karen ffal have Hans Jeppeſen. — Nu! Bi maa have Stenen væltet
5
hen. Saa kan Du gan ud og jævne Knolde paa Boghvedeſcden“.
38
Snart var Karlen ovre bag Bakken ved det an⸗ vifte Arbejde. Han var denne Dag mindre flittig end ellers; thi Pigens Adfærd om Morgenen og Faderens Meddelelſe havde ikke bragt hans Tanke til ſterre Ro og Klarhed. Som jaa tidt, naar han i fin Ungdoms dremmerige Enſomhed teenkte paa, at ethvert kjert Haab ſyntes ham indeftænget, gav hans Hjerte fig Luft i Sang, hvortil hans Lidenſkab gav Flugt og Varme: |.
nDrømte vi Begge eller fun hun, da hendes Læber rørte min Mund iaftes i bævende Maaneftjær,
da hun var mig nær,
den Pige faa kjar, da Sind og Sands maatte gløde ved det ſere natlige Mode?
„Dromte vi Begge eller kun jeg, da Solen rod over Bakken ſteg, og da hun mødte mig bly og rod og kjerligt mig bod i fin Haand ſaa blød,
mens Suffet i Fødslen kvaltes
og ikke et Ord der taltes!
Drommer jeg vaagen endnu — o Gud! at hun ſkal være en Andens Brud, at denne bløde, barnlige Aand ffal gives i Haand med uløfeligt Baand en Mand, hun næppe kan fjende, og ſom aldrig kan fkatte hende?“
„Det er da ikke viſt, at han ſom jeg vil tykkes godt om, at hun løber med Halmvipper i Hagret!“ føjede han halvt ſkjcemtende til. .
Det maatte ikke mærfes, at Manden i Grunden havde fattet Mistanke til fin Puddelkat og Fjeneſte⸗ karlen, og at han ſtrebte at pasſe paa dem. Da han dog ikke altid kunde have dem under Øjnene, jaa maatte hans Son, den elleveaarige lille Lars holde Üdkig, og Barnet, der holdt meget af Ole, plaprede ud til ham, at han fkulde fortælle fin Fader hvert Ord, der blev ſkiftet imellem Karlen og Karen. Anders Larſen røbede ogſaa paa anden Maade fin Mistro, og det vifte fig, at han faa ret fart i Forholdet, da han tog Oles nye Kleder og gjemte dem. „De ere jo mine, indtil Du har aftjent dem“, ſagde han. „Du huſker ogſaa nok“, føjede han truende til, „at den gamle Sag ſkulde ſtaa mig aaben, ſaafremt jeg nogen Tid blev utilfreds med Dig. Men jeg tenker nok, Du vil pasſe paa, det ikke ſkal ſke“. Ole forſtod ham godt og troede endnu, at Manden kunde ſkade ham. Han var ilde tilmode og blev det ikke mindre ved at fe Karen gaa jaa bleg og nedflaaet. Faderen havde ogſaa jagt hende Beſked og ladet haarde Trusler falde mod Ole, jan hun ſyntes, hun maatte ſky ham for hans egen Velfærds Skyld. Hun mente, at alt Saab var
ude, ſaa hun maatte hengive fig i fin Skjcbne, hvor bitter hun end fandt den. Og dog — Tanker ere told⸗ fri, og Blikke kunne ikke altid tvinges. Blikkene vid⸗ nede om, hvorhen de Tvendes Tanker gik, og i den Retning duede lille Lars ikke til at pasſe paa.
Ogſaa et Ord blev der ſkiftet imellem dem nu og da uden Vidner. En Dag var hun ude at hente Torv ind, og Ole kom tilfældigvis forbi. Efterat et Par ligegyldige Ord vare henkaſtede og beſvarede, ſagde han: „Nu ſkal Du vel ſnart giftes?”
„Det ſkal jeg vel“, ſvarede hun og ſukkede.
„Du ſukker ved det! Er Du kjed af det?“
„Det er ikke værd at tale om; der kan dog Ingen frelſe mig derfra“.
„Jo, Gud kan endnu redde Dig. — Jeg vilde ogſaa nok prove paa det“.
„Nej, prøv ikke paa det! Det beder jeg Dig om for Din egen Skyld!“
„Men ſig mig da —“ ;
„Tys!“ afbrod hun ham. „Nu kommer min Bro⸗ der. Lad mig lobe med Torvene!“ ;
Hun forjvandt, og han blev ftaaende og tenkte paa, at viſt aldrig noget Menneſke var ſaaledes født til Ulykke ſom han. Han ſyntes ogſaa, at han for en Del var Skyld i hendes Ulykke, og det gjorde ham bitterlig ondt, naar han faa, at hun Dag for Dag blev. blegere og mere ligegyldig for Alt. Før havde hun været en net Pige; men nu ſloſede hun med fig ſelv og kunde godt gaa hele Dage med Halmvipper i Haaret. Ogſaa hendes Forældre ſyntes at lide ved hendes Sorg. Nu ſtrebtes der hen til, at Brylluppet blev langt tidligere beſtemt, end det fra forſt af var paatenkt; thi Anders ſagde til fig ſelb: „Jeg forſtaar nu, at der var Alvor i Siſtorien ude ved Dammen, for naar hun ſaadan drømmer, er det gjerne Noget, hun i Forvejen har tenkt paa. Jeg kunde godt jage Ole vok, men det kunde treffe at gjøre Sagen verre. Det er bedre, hun bliver gift og kommer afvejen“.
Krasborgfolkene gik villigt ind paa den forandrede Beſtemmelſe, der jo gav Udſigt til, at de desfor kunde fan fat i Anders Larſens Penge. San blev der en Dag faſtſat, da den endelige Afgjorelſe ſkulde finde Sted, og paa den Dag kom Jeppe med ſin Kone og Son fjørende i Gaarden. Ole havde i de næft fore⸗
gacende Dage gaaet ſom i en Dos, og da de Fremmede
kom, hvis Wrinde han kjendte, drev han i fin gamle afſtikkende Dragt hen over Gaarden for at fraſpende og ſorge for Heſtene. Folkene brød han fig ikke om at je, dog det kunde ikke undgaas, og det forſte Blik paa den lavſtammede Mand med det teglſtensrode An⸗ ſigt bragte ham til at fare ſammen og je efter Sonnen. Da kom han til at ffjælve og fornam ligeſom et Stik i Hjertet. Han hilſte ikke Gjcſterne, men traf ſkynd⸗ ſomt Heſtene bort, og da han havde fat dem i Baas, gik han haftigt frem og tilbage i Stalden. Han følte
ſig dybt oprort i Sindet, og nu ſom ſaa ofte gav hans heftige Sindsopror ſig Luft i Sang:
„Dromte jeg for, er jeg vaagen nu: Karen! min føde Veninde! Du ffal være hans Brud, der vendte min Vaar til Trallekaar i Din Faders Gaard; min Lykkes tidlige Dreber fkal kysſe min Piges Laber.
Nej! og atter tuſindgang Nej! Min Fjende! Stands paa Din Bejlervej! Med Dig har jeg gammel Grund til Kiv! det gjelder Dit Liv, for Du faar til Viv imod hendes gode Villie den ſmukke, barnlige Lilie!
Karen! Som Barn alt Du talte min Sag og ſiden, mens mangen en ſorgfuld Dag over den dybt Fornedrede gik,
Dit venlige Blik É
blev en Styrkedrik, der monne mit Mod hufvale. — Mu ffal jeg min Gjæld Dig betale!”
For han vidſte af det, kom Hans Krasborg farende ind i Stalden og raabte: „Hvad er det for Dumheder? Setter Du Heſtene til den fulde Krybbe uden at give dem Vand forſt. Hvor har Du lert Heſterogt?“
„Her!“ ſparede Ole med et forbitret Blik. „Vi vande ikke Heſtene ſtrax, naar de komme af Tojet“.
„Men det bruge vi, og Du kunde ſpurgt Dig for, dit Fe!“
„Selv Fee!“ ſparede Ole, „Grovpheder taaler jeg ikke af Dig“. Med disſe Ord for han ind paa den Fremmede og kaſtede ham omkuld bagved Heſtene.
Stalden var ikke overmaade tor eller ren, og der⸗ for var Faldet ikke videre haardt, men var alligevel ubehagelig for en Bejler i fin bedſte Stads, ſom ikke blev forfkjonnet af det bløde Leje, Hans Krasborg kom ſnart paa Benene, og ſkummende af Harme for han ind til ſin vordende Svigerfader for at fræve Oles zzjeblikkelige Afſtraffelſe.
Anders blev lige faa forundret ſom fornærmet ; han vifte fig da ret. i fin Vælde, idet han lovede at Karlen ſkulde komme til at trygle om Tilgivelſe med grædende Taarer. Hans Krasborg ſendte fin Frakke ud til Kvinderne for at faa den tvættet og torret. Han ſelv ſkikkedes til Sede i Skjortecermer og lille Lars blev ſendt ud at hente Ole. É
Denne kom. Han ſtillede fig indenfor Døren med et Halmſtraa i Munden og lod fit Blik overfare Sel⸗ ſkabet, der foruden Krasborgfolkene beſtod af Sogne fogden Jens Lund og et Par andre Naboer, font vare indbudne til at overvære Jagildet.
„Kom fra Døren!” ſagde Anders. „Vi To have
en Hone at plukke ſammen. Hvordan er det, Du har baaret Dig ad med min Ven der?“ i
| „Han var uartig, og faa. vendte jeg Molle med ; ham i Grebningen. Saadant Lader ſkal have ſaadan Smorelſe“, ſagde Ole heftigt.
| „Du plejer jo ellers ikke at være voldſom“, ſagde Husbonden. „Men denne Gang har Du gjort mig meget imod, og Du ved jo nok, der er en gammel Sag, jeg har Ret til at lade ſtaa aaben“.
„Lad den jaa være aaben”, ſagde Karlen.
„Hvad for noget? Trodſer Du? Ja ſaa, Sogne⸗ foged, jan maa jeg bede Dig om at tage Dig af ham. Du kjender Sammenheenget!“
„Nu, ikke helt”, udbrød Ole. „Jeg er til Tjeneſte i alle Maader; men jeg maa forſt bede Sognefogden om at tage Jeppe og hans Son ved Kravebenet, for de to Tyveknegte var det, der fratog mig Halvhun⸗ | dreddalerſedlen, ſom jeg nu i mange Aar har maattet ſlide og lide for“.
Havde Lynet ſlaaet ned i Forſamlingen, kunde Forbauſelſen næppe været ftørre og almindeligere. Sognefogden tog forſt Ordet og ſagde langſomt: „det hører der Noget til for at beviſe“.
„Se paa dem“, ſagde Karlen og pegede paa Manden, der var bleven helt broget i Anſigtet, medens hans Søn fkiftede Farve hvert Øjeblik. — „Her er ellers ikke Stedet til at fremſkaffe Beviſer. Jeg har omgaaedes uforſigtigt med min Husbonds Penge; men de To ere afſkyelige Landevejsrovere. J betenker Jer, Sognefoged! Har J mindre Mod overfor disſe Skurke, end J havde: for fem Aar ſiden overfor en forknyt og ulykkelig Dreng?“
(Sluttes.)
Bog nyt.
Blandt Vonder (anden Rakke), Landsbyhiſtorier af C. A. Thyregod. L. A. Jorgenſens Forlag, Kbhvn (4 Bind: 5 Rd. 2 Mk.)
Blandt de Forfattere, der i de ſenere Aar fortrinsvis have ſtrevet for Almuen, er Thyregod ſikkert den, der helſt leſes af
40
7
| og Nutid. Det er fortrinsvis den jævne Mands Leven og Liden, Kaar og Færden, han fkildrer, og idet han bygger fine Fortællinger paa det virkelige Liv, viſer han, hvor mangen høj Tanke og dyb Folelſe der ofte flumrer under den ſimple Klad⸗ ning og det rolige Ydre. Heller ikke Raaheden og Lapheden i Bondelivet bliver dulgt i hans Fortællinger, men Skildringen heraf bliver aldrig lav eller raa, og undlader aldrig at vakke Leſernes Afſky eller Foragt for Sletheden. Da der tilmed gaar en fund religiøs Tone gjennem disſe Fortællinger, og Sproget ev jævnt, godt og letfatteligt, kunne vi beftemt fige, at „Hus⸗ vennen“s Læfere ville læfe dem med Nytte og Fornojelſe, faa at Samlingen bør være felvffrevet til enhver Bogjamling paa Landet.
Nordiſke Billeder. havn.
Ethvert billigt og godt Billedverk har Krav paa Opmark⸗ ſomhed, og ikke mindſt, naar det har et nationalt Prag. Gode Billeder er nemlig et ligeſaa godt ſom fornøjeligt Middel til at udvikle Skjonhedsſanſen hos Folket, og hertil ere de jo ſerligt ſtikkede, naar de ere billige, fan at ikke Bekoſtningen ffal hindre den mindre bemidlede Del af Folket i at erhverve dem. Det vil være os en kjer Pligt Tid efter anden at fremdrage, hvad der kan bidrage til at gavne og glæde ogfaa i det mindre bemidlede Hjem, og vi ſtulle denne Gang henlede Opmarkſomheden paa ovennævnte Billedværf, hvori man, Læs- ningen fraregnet, har hvert Billede, de flefte udførte af dygtige Kunſtnere og ſmukt trykt, for omtrent 2 ß. Enhver, ſom har Lyſt til at eje Afbildninger af Nordens ſmukkeſte Egne og merkeligſte Bygninger, vil altſag letteſt kunne opnaa dette ved at holde „Nordifke Billeder”, ſom ogſaa burde findes i hver Skole til Brug ved Undervisningen, 6 Bind ere udkomne a 2 Rd. og paa ny Subfkription leveres maanedlig et Hefte paa 6 Billeder med forklarende Text à 1 Mk. Heftet.
Udgivet af Forlagsbureauet i Kjoben⸗
Blandinger.
Jens. „Jeg flog Dig da vel aldrig ihjel, Hans d“ Hans. „Na — men Malet har jeg ſaagu tabt!”
Brevvexling.
Bondeftanden. Hans Fortællinger ere gjerne jydffe og give mangen naturtro Skildring af Natur og Folkeliv i Fortid S ————
„E. P.“ — „Skriverhans“. Modtaget; Tak.
„G ffa. Kan ikke bruges.
»Lidver“. Vi beklage ikke at kunne benytte det smukke lille Forsøg.
Flere Abonnenter. sendelsesomkostningerne.
»Husvennens“ Pris er 40 Sk., frit tilsendt med Posten, idet Udgiveren selv betaler For- 3 [ Naar vedkommende Brevsamlingssted yderligere har fordret 7 Sk, pr. Exemplar, da vil De faa disse tilbagebetalte, naar De gjer Vedkommende opmærksom paa Fejltagelsen. % '
—
Husvennen udkommer til
hver Søndag med et 16⸗ſpaltet Ark,
forſynet med flere Billeder, til 2 Mk. 8
Fjerdingaaret, frit tilſendt. Bladet kan beſtilles paa ethvert Poſtkontor og Brevſamlingsſted, i enhver Boglade ſamt hos
i
Hovedkommisſioncren: Boghandler Rudolph Klein,
lille Kjøbmagergade 56, Kjøbenhavn.
Trykt hos J. H. Schultz.
BB :.. ET Er SISSE: W
"fortalte med flor Vægt, Samling for Spøg havde bundet ham et Zørflæde bag⸗
ieh
ii
22 55 5
6 l 5
e 3 eee e
N
S SÅ
BDilledblad for Alenigmand, for Slorfhabslæsning, Oplysning og Hus flid.
Adgiuet af
N. C. Rom.
Nr. 6.
9. November 1823.
Indhold. Gjenfærdet, — Paa Jernbane for 39 Aar ſiden. — Norſke Skier, med Billede, — Lese, med Billede. — Anders Larſens Træf, Fortælling af C. A. Thyregod. (Sluttet). — Husflid. — Bognyt. — Blandinger.
Gjenferdet. En rigtig Spogelſehiſtorie.
—
Der var Hoſtgilde hos „Degnens“; det vil ſige, en 4—5 af deres nermeſte Omgangsvenner blandt Bonderne med deres Koner vare indbudte til Beſog en Eftermiddag, og under munter oplivende Samtale, et Slag Kort, Wöbleſkiver og et Glas Puns, fvandt Aftenen ſaa hurtigt, at Selfkabet med Overraſkelſe fandt, at det var henved Midnat, længe førend de havde tenkt. Man begyndte derfor at lette paa fig for at fomme paa Hjemvejen.
Aftenens livlige Samtale havde for en Del drejet fig om en Særling, en gammel ugift Gaardmand, ſom nylig var begravet. Han havde. været folkeſky og fær i flere Retninger. Saaledes havde f. Ex. aldrig Nogen ſet ham med Halstorklede paa; baade Vinter og Sommer gik han med bar Hals; blev han ſpurgt om hvorfor, bed han Sporgeren kort af. Men da Folk gjerne ville have Grunde for Andres Gjoren og Laden, ſaa mumlede man indbyrdes, halvt i Spog og halvt i Alvor, om, at han havde gjort et Løfte en⸗ gang til „den bitte Mand“. Hvorom og hvorledes vidſte naturligvis Ingen; kun ſaameget vidſte man, og at da man en Gang i en
fra om Halſen, havde han med lynende Vine flaaet det af, og raſende opbragt gjeblikkeligt forladt Selſkabet, hvorefter han i lang Tid ikke - havde ladet fig fe af Andre, Dette havde naturligvis givet Anledning til megen fornyet Folkefnak, og beſtyrket hin ſkarpſindige
Forklaring over den barhalſede Übegribelighed. Nu var den fære og tvære Mand gaaet al Kjodets Gang; men efter hans Begravelſe fik Folkeſnakken gruelig travlt med ham igjen, og det havde den jo ogſaa god Aarſag til. ;
Da hans Folge havde forladt Kirkegaarden, hændte det ſig nemlig, at nogle Krager havde fat fig og pillet paa den friffe Grav, og i Rygtets frugtbare Mund var det ſnart aldeles viſt, at Graven havde været kul⸗ ſort af Ravne og Krager. Det maatte ikke have noget Godt at betyde, mente Sladderſoſtrene, og da det nu netop traf hans Grav, jaa var der jo intet Spørgs- maal om, at det „ikke var vigtigt” med ham der⸗ nede.
Herom var der naturligvis ogſaa blevet ſmaa⸗ ſnakket denne Aften. Skolelcereren og et Par af Gaardmandene havde leet og ſpogt over Sladderen, ſom af nogen taabelig Snak, medens de Øvrige mere eller mindre beſtemt paaſtode, at der nok kunde ligge noget i Rygtet, maaſke mere, end man ſkulde tro. Det var vel ikke for Intet, at Vedkommende altid havde gaaet barhalſet o. ſ. v. o. ſ. v. Den ivrige Samtale herom gled imidlertid ſnart over til mindre gruelige og mere morſomme Ting, indtil man i en rigtig opromt Stem⸗ ning brod op. 5
Nogle ſkulde nu forbi Kirkegaarden, der laa lige bagved Skolen, og man ſpogte med hinanden, om de turde gaa der forbi ved Midnatstid.
„Er Du ikke bange for, at Morten Neſs kommer op efter Jer“, ſagde den ene Gaardmand ſpogende til den andens Kone.
„Aa nej! han bliver vel nok, hvor han er“, ſva⸗
—
rede hun med lidt dulgt Uro, og lidt cergerlig. „For⸗ reſten ſynes jeg, at det er nogen grim Snak; man ſkulde nødig ſpoge med Andres Salighed!“
„Kan Du da ikke forſtaa“, ſvarede den Anden hende alvorligt, „at min Spog gjelder dem, ſom tro paa ſaadan nogen tosſet Sladder? Det er jo ilke den, ſom ſpoger dermed, men dem, ſom udbreder eller tror paa ſaadan Bagtalelſe i Graven, der dommer
og fordømmer den Afdode, hvem dog i Grunden Ingen
kan paaſige noget Uhederligt eller Ondt, mens han levede. Ved fin Serhed var han jo paa en Maade ſelv Skyld i Omtalen; men jeg mener rigtignok for min Part, at trods den bare Hals, og trods den bare Folkeſnak, Ligger den Døde lige rolig i ſin
Videre kom han ikke. Doren fløj op, og dodbleg af Angſt ſtyrtede Lærerens Pige ind i Stuen med et Skrig, der røbede den heftigſte Forſkroekkelſe.
„Den Døde! den Døde .. .. kommer!“ ſtannede hun, og ſank beſvimet om paa Gulvet. 5
Man kan teenke ſig Virkningen af denne uhygge⸗ lige Forſtyrrelſe. Mændene jaa betænkelige paa hin⸗ anden, medens Konerne flokkedes om Pigen, ſom de ſnart fik bragt til fig ſelb igjen, og fik til at blive lidt roligere. Af hendes afbrudte Forklaring fik de ud, at hun havde glemt at hente Vand til naſte Morgen, og var gaaet ud til Brønden, der laa tæt ved Kirkegaardsmuren, for at træffe en Spand Vand op. Ligeſom hun vilde tage den af, faldt hendes Ojne ind pan Mortens Grav, og i det klare Maanelys jaa hun grangivelig Graven aabne ſig, og den Dode i ſine hvide Klæder, men med fort Hoved, forſynet med ſtore ſorte Horn og gloende Øjne, langſomt arbejde fig frem af Jorden. Hun blev ſtiv af Raddſel ſtagende uden at kunne røre fig af Stedet, og horte da tydelig en hul Stemme langſomt drone: „Op! Op! Op!“ og hver⸗ gang bevægede det redſomme Hoved fig lidt. Spanden faldt fra hende i Brønden, og hvorledes hun i fin dodelige Angſt kom ind, vidſte hun ikke.
Sendes Skrak havde ſmittet de Andre, og der var
en kort uhyggelig Tavshed i Stuen. Men ſaa udbrød Værten: „Det kan ikke være rigtigt; vi maa ud at ſe efter, hvad der har ſkroemmet hende ſaa heeftigt! Bil J med?“
Den føromtalte Gaardmand var ſtrax beredt, og efter lidt betænkelig Nolen fulgte. de andre Mænd efter, rigtignok med en Portjon Hjertebanfen, ved Tanken om Mortens nuværende djavelſke Skikkelſe, men i Haab om at Synet nu maatte være forſvundet.
Dette Haab flog dog fejl; thi i ſamme Nu ſom Klyngen ved at bøje om Üdhuſets Hjørne overſaa Kirkegaarden,